Mindesteder

Selv om Træskoslaget fandt sted for 200 år siden, er der stadig spor af det ude i landskabet. Her præsenteres nogle af de steder, hvor man den dag i dag kan se spor af Træskoslaget i kulturlandskabet.

I forbindelse med jubilæet i 2007, blev der afsløret en ny mindesten ved Herfølge Kirke.

Mindestenen for Træskoslaget
Brochmands Plads, Nørregade 29

Stenen blev rejst på 100-årsdagen i 1907. Den drivende kraft var redaktør Frederik Opffer. Han satte sig i spidsen for en komite, der havde til formål at rejse en mindesten.
Derfor tog han kontakt til Statsråd Thor Lange, der var bosat i Moskva, for at få hjælp til at rejse stenen.
Det voldte herrerne en del hovedbrud af finde frem til en formulering der passede:
Stenen skulle på den ene side give æresgenrejsning til de bondesoldater der faldt, men på den anden side var modstanden jo vitterligt “meget slet”, som nationalmuseets direktør skrev.

Ordvalget skulle derfor balancere mellem forskellige hensyn. Man blev enige om et kompromisforslag, der lyder:

Til Minde om dem
der faldt for Fædrelandet
i Kampen ved Kjøge,
29. august 1807.

Stenen har siden haft forskellige placeringer på Brochmands Plads, og har i 2007 fået en tiltrængt renovering.

 

 

 

Herfølge Kirke
På kirkemuren ved Herfølge Kirke, er der ophængt en mindeplade om Træskoslaget. Dronning Ingrid, som var protektrice for Vallø Stift, afslørede mindepladen på Herfølge kirkemur i 1977.

 

Erik Aalbæk Jensen, forfatter og tidligere præst ved Herfølge Kirke, skrev teksten:

Den sidste rest af Landeværnet
150 mænd i danske bondetrøjer
stred her 29. august 1807
mod 25. infanteriregiments 1. bataljon
og to eskadroner husarer
af den engelske invasionsstyrke
i Napoleonskrigene
Klokken fire eftermiddag opgav de
svigtede uden haab kun modige

Quistgaardsvej:
Under slaget faldt kaptajn Peter Christoffer Quistgaard (1775-1807) netop på det sted, hvor Quistgaardsvej går mellem Niels Juelsgade og Slagterivej. Den blev anlagt omkring århundredeskiftet, og byrådet vedtog i 1899, at vejen skulle hedde Quistgaardsvej til hans minde.

Peter Christoffer Quistgaard var godsejer og ejede Gjerdrup og Lyngbygaard ved Skælskør. Han ledte et kompagni ved slaget.

Under Kampen skal sergenten have sagt til ham:
Vi har ikke mere Ammunition”. Og Quistgaard skal have svaret:
Vel! saa gaar vi paa med det, vi har!”.

St. Steensen Blicher skrev i 1847 et digt for at hylde Quistgaards mod. Det blev trykt i ”Bautastene”. I skoven ved Gjerdrup er der rejst en mindestøtte af marmor. Her i Køge minder vejnavnet os stadig om ham:

En træder frem mod røde Krigerrækker
Et Bryst – kun eet mod Fjenderne er vendt
Et Sværd mod tusind Sværde sig udstrækker
Hvo kæmper, naar det vilde Slag er endt
Hvo blev tilbage, da de andre fly’de
Vil han de tætte Kæmperader bryde ?
Men han vil dø som sine kjække Fædre
Med Staalet i et uforfærdet Bryst
I Sværdedans ham tykkes Døden bedre
End Liv paa Fødelandets betvungne Kyst
Hvor Kugler hyle og Kartover skralde
Med Ære vil han stande eller – falde.

(Uddrag af “Quistgaard” af St. St. Blicher, 1847).

Blicher hyldede denne ene mands mod og patriotisme, som han mente stod i modsætning til den almindelige fejhed under Slaget. Andre havde dog hellere set, at også han tog flugten af hensyn til hans kone og tre små børn.

Som der stod i et samtidigt brev fra Fru Juliane Fiedler til hendes Moder:
»Den stakkels Fru Qvistgaard, det er tungt, at hendes Mand skulde falde og det i sådant et lumpent Slag, det hele var ikke en halv Skilling værdt, nar alle de andre havde smurt Hælene, kunde han gerne have gjort det samme”.