Køge Arkiverne præsenterer ”kanonen i Telefonen”, som er et nyt mobilformidlingstilbud til børn og familier i Køge Kommune.
Køge Arkivernes nyeste tilbud til børn i Køge Kommune er et mobilformidlingsprojekt, som hedder ”Kanonen i Telefonen”. Ved at bruge telefonen som en digital kikkert, kan man se 11 udvalgte fortællinger om det sted man befinder sig på.
Projektet er nyskabende i Danmark, hvor Køge Arkiverne er blandt de første, der anvender apps i læringstilbud henvendt til børn.
Det nye formidlingstilbud tager udgangspunkt i Historiekanonen, som Folketinget vedtog i 2006. Den officielle historiekanon er en liste over emner, som alle skoleelever skal arbejde med. Selv om disse punkter i deres udgangspunkt er nationale eller endda globale, har mange af dem også en lokal tilgangsvinkel. Det er den historie som børnene i Køge nu kan gå på opdagelse i med mobiltelefonen.
”Kanonen i Telefonen” forbinder lokale historier fra Køge med den officielle historiekanon. De udvalgte historier er forbundet til fysiske steder, som skoleeleverne kan finde ved hjælpe af en mobiltelefon.
”Kanonen i Telefonen” bruger app’en Layar. Layar fungerer både på Iphone og Android og kan findes gratis i Apples AppStore og Android Marked. Når først Layar er installeret på telefonen, skal man søge efter kanonenitelefonen.
Med ”Kanonen i Telefonen” kan børn gå på jagt efter spor af fortiden i Køge og lære mere om borgere i Køge, der har været med til at skrive Danmarkshistorie.
Udover at dække de relevante punkter i historiekanonen, fungerer ”Kanonen i Telefonen” også som et meget levende stykke lokalhistorie. Det nye tilbud sætter fokus på livet i Køge by og borgere i byen, der kom til at stå som repræsentanter for et stykke lokal historie, der blev flettet ind i begivenheder af national og global betydning. På turen rundt i byen kan man møde 1600-tallets borgere, der fornyede kirkens inventar. Man kan møde tolderen, der gav kongen husly. Landmanden Claus, der deltog i Træskoslaget. Jizchak og hans familie på flugt fra nazisterne og mange andre.
”Kanonen i Telefonen” findes på www.kanonenitelefonen.dk
Kanonen i Telefonen er udarbejdet af Køge Arkiverne og firmaet www.4ben.dk, der specialiserer sig i digital læring. Projektet er støttet af midler fra puljen til børne- og ungekultur under Kulturudvalget i Køge Kommune.
Kanonen i Telefonen tager eleverne på opdagelse i Køge med mobiltelefonen som det primære værktøj. Læs præsentationsarket om Kanonen i telefonen her. (PDF – 642 KB).
Print, videresend og del gerne med kolleger.