HATTE, HATTE OG ATTER HATTE

Et formidlingstilbud om den tekstile kulturarv i Køge.

  • Tollundmanden fra Danmarks oldtid gjorde det…
  • Cowboy´erne fra det vilde vesten gjorde det også…
  • Kronprinsesse Mary og de kongelige gør det…
  • Hvad har de til fælles? De går alle med hatte!

Historieskolen Clio laver et undervisningstilbud der tager fat om et af dagliglivets tematikker. Her ses nærmere på en af vores beklædningsgenstande, der er så alment udbredt og selvfølgelig, at man ikke tænker på at også hatten har en historie.

Dette forløb ser nærmere på hattens fremstilling, brug og på den omskiftelige hattemode gennem vores historie. NB! Kurset er gennemført, men kontakt os gerne hvis det har din interesse. Så prøver vi gerne om det kan gennemføres igen.

Indhold: Historie og praktisk håndarbejde
Undervisningen starter med en introduktion til hattemoden fra antikken til i dag, rigt illustreret og levende fortalt. Derefter arbejdes der i workshop med fremstilling af hatte, baserede på modeller der passer til børnenes udviklingstrin. Temaet for hattene tilpasses klassens ønsker og planer. Der kan f.eks. arbejdes med nytårshatte, fastelavnshatte, teaterhatte, hatte til rollespil eller hatte der passer til modebilledet i dag. Der er derfor både noget for drenge og piger. Underviserne medbringer selv forskelligt udstyr som kræves til hattemageriet.

Hvor: Hjemme på skolen
Undervisningen foregår på skolen. Underviserne kommer ud til jer. Nemmere kan det ikke være.

Hvem: Børn i 4 & 5. klasse
Skoleklasser på ca. 4/5. klassetrin med håndarbejde. Der er dog mulighed for fleksibilitet, da hattemodeller kan tilpasses børnenes alder.

Hvornår: Tilpasset Jeres program efter aftale
Da underviserne har trukket sig tilbage fra det konventionelle arbejdsmarked, kan vi tillade os en stor grad af fleksibilitet og udbyde dette kursus så det passer ind i klasseskemaet. Kontakt derfor Historieskolen Clio og aftal hvordan det kan passe ind i din klasse. Eller brug telefon 56 64 15 92 eller e-mail lars.kjaer @koege.dk

Underviserne: To glade, ældre damer
To friske og glade ældre damer, Birgit Senbergs og Anne Jensen, forestår undervisningen.
Birgit blev i sin tid udlært som modist i køge. Senere har begge uddannet sig til pædagoger og de har mange års erfaring fra børnehave, børnehaveklasse og fritidshjem med sig.
Birgit Senbergs har også praktisk formidlingserfaring fra Børnenes Museum på Nationalmuseet i København.
Mange kender måske hendes arbejde fra Holberg spillene i Køge.

Aktualitet: Håndarbejde og historie
Et forløb som dette har stor aktualitet i undervisningen i håndarbejde i grundskolen, hvor undervisningsministeriets Fælles Mål stiller krav om kendskab til ”den tekstile kulturarv”.
Historiefaget kan også drage nytte af dette forløb, som både indbefatter praktisk arbejde med hattemodeller, viden om at også moden har en omskiftelig og turbulent historie.
Hattemagerfaget knyttes også til børnenes dagligdag, da der inddrages eksempler fra deres egen by, Køge.

Hent kursusbeskrivelse her (PDF – 112 KB).

Skynd dig at kontakte Historieskolen Clio og bliv meldt til.
De bedste hilsener fra Lars Kjær
56 64 15 92 & lars .kjaer@koege .dk