Mennesker i Køge

Krige er mere end årstal og antal. Det er menneskeliv og skæbner. Adelens andel i slaget er ret velkendt, men vi kender desværre ikke ret meget til landeværnsmændene.
Der findes dog en enkelt fortælling:

En Landeværnsmands beretning
Beretningen er nedskrevet i 1856 af den da 90-årig landmand Claus, der var med i Køge. Det er den eneste eksisterende øjenvidneskildring fra en menig landeværnsmand. Han var posteret nord for Køge, dog ikke i forreste række. Han så derfor aldrig skyggen af en englænder, for han løb det bedste han havde lært, da alle andre foran og omkring ham også satte i løb.

Nu Skjød man igjen forude, og nu begyndte de, som stode et Stykke foran os paa vore venstre Haand, at stikke i Rend. ”Hvad monstro de render nu for?” spurgte en Anden,
”Aa, Engelskmanden er sagtens efter dem,” svarede en Anden, ”og de er ingen Tussinger at lade sig skyde ned for Ingenting”. ”Nei saamænd,” sagde Søren, ”for har man først mistet et Been, kan Kongen ikke give os et andet.”…”.

Og så besluttede de sig for, at det var fornuftigst at løbe.

Aldrig i mine Dage har jeg saadant taget til Beens, hverken før eller siden. Og mærkeligt nok var det, for jo mere vi rendte, jo hidsigere bleve vi paa at komme afsted. Jeg smed først mit Gevær, som ingen Nytte var mig til, og saa mine Træsko, og det måtte jeg længe fortryde, for jeg fik ingen igjen før hinsides Kjøge”.

De traf også Oxholm, der forsøgte at organisere et forsvar ved Herfølge Kirke:

Da vi vare komne til Herfølge, standsede en General (Oxholm) os og vilde have, at vi skulde blive for at slaaes paany imod Engelskmanden; men da han blot kunde bruge dem, der havde Geværer, lod han de Fleste af os gaae, hvilket vi ikke vare bedrøvede over”.

Peter Lotharius Oxholm (1753-1827)
Oxholm begyndte sin militære karriere som kadet i 1763, som bare 10-årig, og blev korporal i 1769. Oxholm tjente bl.a. i Vestindien og afsluttede sin militære karriere i 1793 med rang af oberst.
Ved landeværnets organisering i 1801 blev han genindsat som chef for det Søndre Sjællandske Landeværnsregiment. Det var også Oxholm, der organiserede det sidste forsvarspunkt på Herfølge Kirkegård. Efter en kort kamp måtte de overgive sig.
I 1814 blev han generalguvernør i Vestindien.

Joachim Melchior Holten Von Castenschiold (1743-1817)
Castenschiold havde den øverste kommando for Sjællandske, Lolland-Falsterske og Mønske Landeværn. Han fik ansvaret for formeringen og ledelsen af den sjællandske øgruppes samlede landeværn og kystmilits. Castenschiold blev efterfølgende tiltalt ved en militær retssag for at have svigtet. Han blev dog stort set frifundet for alle anklager.

 

 

Arthur Wellesley (1769-1852)
Wellesley ledede den engelske hær ved slaget i 1807. Sejren i Danmark banede vejen for hans forfremmelse til næstkommanderende for de engelske styrker i Spanien i 1808.
Han fik senere en fremtrædende karriere som konservativ politiker, bl.a. premierminister og udenrigsminister, som diplomat og officer. Arthur Wellesley blev fra 1814 hertug af Wellington, kaldet “jernhertugen”.
Som øverstbefalende for de allierede hære, slog han i 1815 Napoleon i slaget ved Waterloo.