“Fra sorgens til glædens gård”.
Vestergade 20, som i daglig tale kaldes “Flindts gård”, har såvidt vides været købmandsgård fra 1804 til 1971, altså i 167 år.
Gården har, som de allerfleste gårde i Køge, en spændende og dramatisk historie.
Jeg vil fortælle om to episoder, hvoraf den ene endte på en glædensdag, hvorimod den anden endte med uhygge, sorg og død. Men først den lykkelige.
Man kender ejerne helt tilbage 1637, men i 1847 købte en købmand, der hed Andreas Barfred, ejendommen. Barfred betyder Fæstningstårn, og mærkeligt nok, blev gården 98 år senere faktisk anvendt som et sådant.
I 1879 købte købmand Charles Flindt ejendommen, som han senere solgte til købmand Jens Petersen, der udvidede varesortimentet, bl.a. med støbejernsartikler, der blev en stor artikel i den store købmandsgård, der selvfølgelig også havde et værtshus i selve gården.
Senere overtog hans søn, Poul Petersen, den store købmandsgård, og Poul Petersen, som var medlem af modstandsbevægelsen under anden verdenskrig, stillede den store kØbmandsgård til rådighed for modstandsbevægelsen, da den skulle have et samlingspunkt ved befrielsen.
Den 4. maj 1945, kl.20.06 oplyste den danske stemme fra London, Johannes G. Sørensen med bevæget stemme, at et telegram fra general Montgomery oplyste, at de tyske tropper i Danmark, Nordvesttyskland og i Holland havde overgivet sig.
I løbet af natten og morgenen samledes ca. 300 modstandsfolk i Flindts gård, for at afvente kapitulationstidspunket, der var kl. 08.00, den 5. maj 1945. Den 5. maj i år (1995) om morgenen, vil de gamle modstandsfolk samles i Flindts gård, for at mindes de urolige dage for 50 år siden. Jeg vil ønske at der vil komme mange, men 50 år er jo lang tid.
Nu kommer vi til den tragiske historie. Den begyndte i 1674, hvor kobbersmeden Adam Trappert, der kom fra Wittenberg i Tyskland, købte gården Vestergade 20. Hans broder Peter trappert havde misbrugt Adams 8 årige datter, Marie Adamsdatter, hvorfor Adam flyttede til Danmark. Det ændrede nu ikke på misbruget af pigen, men nu var det faderen der misbrugte hende.
Forholdet varede ved, selv efter hendes bryllup med Michel Sørensen. Han opdagede, at han kone ikke var mø, så han gik Adam på klingen. Adam lovede svigersønnen 100 rigsdaler, men pengene udeblev, så Michel anmeldte det til myndighederne.
Retsagen fandt sted i 1682, hvor dommen lød på halshugning, og kroppene skulle brændes på bålet, både for Adam og hans kun 16 årige datter Marie.
***
Teksten stammer fra bogen “Historien bag navnet 2” af Børge Kjeldsen fra 1995. “Historien bag navnet 2” er en samling af enkeltartikler, der tidligere har været bragt i Lørdagsavisen. De er gengivet her efter aftale med Lørdagsavisen og Børge Kjeldsens efterkommere. Tak for venlig tilladelse.