Historien bag Navnet 2: Kongsberg Alle

“Vejen, der ender i byens arrest”.

En rigtig Køge Fan, fra Kongsberg i Norge, der er nært tilknyttet til Kongsberg Guttemusikkorps, har igen besøgt Køge. Han har skrevet til mig, og er lidt skuffet over, at jeg endnu ikke har skrevet om Kongsberg Alle. Jeg iler med at gøre det godt igen.

Kongsberg Alle løber næsten parallelt med Skovparken, fra Søndre Alle. Den er en af de nyere veje i Køge, og blev først anlagt i 1976, da den skulle føre ned til Køge Politistation og Arresten, der flyttede til Kongsberg Alle i februar 1977. Vejen ender blindt, og har ikke andre bebyggelser.

Byen Kongsberg ligger i det sydlige Norge, i selve Telemarken og længere sydpå end Oslo.

Efter anden verdenskrig blev Køge og Kongsberg venskabsbyer, men først i 1950 kom der rigtig gang i venskabsforbindelserne.

Det var, da Kongsberg Guttemusikkorps gæstede Køge. Det velspillende drengemusikkorps fik sat gang i Køge Skoleorkester, der, under ledelse af Mogens Koefoed, startede igen i 1946, efter at have ligget stille siden før krigen. Det havde da kun 7 drenge, men nu satte de sig for at skulle spille lige så godt som de Kongsberg drenge.

Selve Kongsberg ligger ualmindeligt smukt mellem høje fjelde, og bliver gennemskåret af en meget vandrig foss, der hedder Lågen. Selve byen er et yndet sornmer- og vintersportssted, der bliver besøgt, ikke mindst af Køges sportsforeninger, for at dyste venskabskampe, samt selvfølgelig også af Køge Skoleorkester.

I bjergene, eller rettere fjeldene, fandt man i 1623 rige miner med sølvforekomster, og Chr.IV grundlagde byen i 1624, så det er efter ham at byen fik navnet Kongsberg. Sølvminerne kan stadig besøges af turisterne.

Jeg synes, at da man i Køge anlagde Kongsberg Alle, kunne man godt have fundet på et andet navn, end den Alle der ender i Politistationen og Arresten. Kongsberg fortjener bedre.

***

Teksten stammer fra bogen “Historien bag navnet 2” af Børge Kjeldsen fra 1995. “Historien bag navnet 2” er en samling af enkeltartikler, der tidligere har været bragt i Lørdagsavisen. De er gengivet her efter aftale med Lørdagsavisen og Børge Kjeldsens efterkommere. Tak for venlig tilladelse.

Køge Byarkiv holder kun åbent om torsdagen i ugerne 27-32.

Højelse og Skovbo arkiver holder sommerlukket i uge 27-32. Forespørgsler kan rettes til Byarkivet.

Herfølge har kun åbent om fredagen i ugerne 27-32.