Øst for kirkegården ved Herfølge Kirke, står en mindesten. Mindestenen blev rejst på initiativ af ”Komiteen til markering af 200-års dagen for Træskoslaget”, og den er skænket af Køge Stenhuggeri i samarbejde med Hjemmeværnsforeningen for Køge og Omegn.
Præst ved Herfølge Kirke, Christina Schmidt, har forfattet teksten, der lyder:
Rejst 2007 i 200-året
for Træskoslaget i Herfølge
den 29. august 1807
Mindesten for dem, der faldt
Hugget ned på hellig jord
Dansk historie genfortalt
Rå granit med heltespor
Stenen er – efter aftale med menighedsrådet – placeret på det grønne areal mellem kirken og præsteboligen.
Fotografiet er fra afsløringen af mindestenen den 29. august 2007. Afsløringen blev foretaget af komtesse Josephine af Rosenborg (på vegne af projektets protektor, Hans Excellence Christian Greve af Rosenborg, der var blevet forhindret) og af formand for Træskoslagskomiteen, Bruno Juul.
Mange gæster og honoratiores var til stede – bl.a. den engelske ambassadør og den engelske forsvarsattaché samt Køges borgmester sammen med repræsentanter for hjemmeværnsledelse, totalforsvarsregionsledelse, menighedsråd, præster, familie til de afdøde landeværnssoldater og mange andre.