Af Per Østergaard
Det er måske en almindelig opfattelse, at Danmark i middelalderen var styret alene af kongen, kirken og adelen, og at de menige undersåtter ingen reel indflydelse havde. En præstestrid mellem Ølsemagle og Lellinge var imidlertid et eksempel på, at de lokale sognemænd sagtens kunne blive hørt og opnå indflydelse.
Ølsemagle og Lellinge sogne overgik efter reformationen til Kronen og fungerede fra 1536 til 1555 som ét pastorat med præstegård i Ølsemagle. Fra 1555 til 1581 var de to sogne lagt sammen med Køge, hvorefter de igen dannede et pastorat frem til 1663.1 I 1581 opstod der en hård strid om udnævnelsen af en ny præst efter den forhenværende præsts død.
Stridens kernepunkt
Sognemændene i Ølsemagle, der blev regnet som hovedsognet, havde valgt hr. Søren Jespersen som sognepræst. På den baggrund pålagde kancelliet den 25. maj 1581, at også Lellinge Sogn skulle have hr. Søren som deres rette præst.2 Det nægtede Lellinge dog. Her havde man nemlig kaldet hr. Jørgen Lauritzen, som var blevet anbefalet til dem af superintendenten (biskoppen) i Sjællands Stift, dr. Poul Madsen.
Fru Birgitte Rosenkrantz til Øster Vallø klagede sammen med sine tjenere og flere af Lellinges sognemænd over denne beslutning. Hun fik støtte af sin søn, hofjunker og lensmand på Tureby, Oluf Bille. Han mente, at Lellinge ikke burde tvinges til at modtage en præst, som Ølsemagles sognemænd havde valgt, uden at hans moders tjenere – altså Lellinges sognebørn – var blevet hørt. Han pegede desuden på, at det stred mod ordinansen.3
Kongen, Frederik 2., kendte til brevet, hvor befalingen var givet. For at løse striden blev det derfor besluttet – og den 5. juni 1581 meddelt biskoppen – at han sammen med højlærde mænd og sognepræsterne i København skulle indkalde de to præster med deres breve og beviser. Hvis parterne ikke selv kunne blive enige, skulle biskoppen afgøre, hvem der havde størst ret til kaldet, og i øvrigt handle i overensstemmelse med ordinansen.4
Efter rådslagning med biskop Poul Madsen blev det den 20. juni 1581 meddelt, at selvom Lellinge og Ølsemagle var så små, at de ikke hver især kunne forsørge en præst, skulle de have lov til at beholde den præst, de hver især havde valgt. Det gjaldt dog kun, hvis begge sogne sørgede ordentligt for deres præst uden at belaste Kronen.5
Da Ølsemagle var anneks til Køge Kirke og betalte afgift til præsten i Køge, skulle sognet fritages for denne afgift i Søren Jespersens tid, medmindre sognene senere igen blev lagt sammen. Lellinge skulle derimod selv sørge for deres præst, Jørgen Lauritzen. Når præsterne i både Lellinge og Ølsemagle engang døde eller fik anden forsørgelse, skulle de gamle bestemmelser i kong Christian 3.s fundats og ordinans igen gælde.
Præstestriden mellem Lellinge og Ølsemagle fik dermed en Salomonisk løsning – formentlig især takket være Birgitte Rosenkrantz’ og Oluf Billes engagement.
Noter
1. 664-67. Køge-Ø. https://www.wiberg-net.dk/664-67-Koege.htm#1386-OLSEMAGLE-L
2. Kancelliets brevbøger: vedrørende Danmarks indre forhold: 1580-1583. Side 284, 25. maj 1581 (Frederiksborg)
3. https://danmarkshistorien.lex.dk/Kirkeordinansen,_14._juni_1539 Kirkeordinansen blev vedtaget efter reformationen som en ny lovgivning for kirken og dens virke. Loven blev udstedt af Christian 3. (født 1503, konge 1534-1559) på latin i 1537 og på dansk i 1539
4. Kancelliets brevbøger: vedrørende Danmarks indre forhold: 1580-1583. Side 295, 5. juni 1581
5. Kancelliets brevbøger: vedrørende Danmarks indre forhold: 1580-1583. Side 305, 20. juni 1581