Mord, mysterier og restitution! Man skulle næsten tro, at det var en god bog fra ens yndlings krimiforfatter, en ny Knives Out-film eller en grum nyhedsudsendelse. Men nej; vi snakker den Hellige Margrethe, Danmarks eneste kvindelige helgen, som desuden skrev Køge som sin hjemegn. Dræbt af sin mand, lagt i en lav grav som selvmorderske og siden kendt som Hellige Margrethe – det blev hendes lod i denne verden.
Margrethe levede i midten af det 12.-århundrede i Ølsemagle eller Højelse. Meget mere vides dog ikke om hende. Det eneste vi har om hendes person er, at hun beskrives som dydig, enfoldig og uskyldig i middelalderens tekster. For det europæiske middelaldersamfund var dette perfekt. Hendes eksempel satte hende for samtiden i en ekstraordinær position. Hun var både vellidt og set op til. Det var dog ikke alle, der så sådan på hende. Og værst af alt gjaldt dette hendes mand, Herlog, som af vrede og jalousi dræbte og hængte hende i deres hjem. Han holdt landet for nar og lod som om, at hun havde begået selvmord. Hun skulle glemmes og blev henlagt på et ligegyldig gravsted i Ølsemagle.
Vinderne skriver dog historien, og i dag kender vi heldigvis sandheden! Margrethes morderiske mand beskrives i kilderne som alt fra tyrannisk og ond til ugudelig og brutal. Endnu mindre er kendt om ham end Margrethe. Hans arbejde, liv og tanker er alle glemt, alt andet end hans grove mordhandling og det som er forbundet med den: I en af kilderne er hans navn tillige udeladt! Han havde et had overfor Margrethe, da de var så forskellige. Hendes dydighed overfor hans ugudelighed. Set ved siden af hans kone, var hans modbydelighed blot tydeligere. Herlog tævede derfor Margrethe dag efter dag og begik til sidst mordet på hende. Som angivelig selvmorderske måtte hun ikke blive begravet ved kirken, men hun skulle derimod glemmes.
Hendes grav blev i denne omgang enten ved stranden eller på en egn nær noget vand; samtidens kilder er lidt uenige. På hver side af Margrethe blev en tyv begravet. Med tiden endte vandet nær graven med stykvist at afdække hendes grav. Det var den absolutte fornærmelse af hendes person. Men hendes lod var jo ikke at forblive glemt i sin grav. Mirakler, som gav alt fra synet tilbage til de blinde til flammer på tværs af himlen, fandt sted ved hendes grav. For alle virkede det til, at noget uldent havde fundet sted. Spørgsmålet lød hos alle: ”Hvis Gud ikke så gunstigt på Margrethe, hvorfor ville disse begivenheder så finde sted hos hende?” Rygterne spredte sig om selvmordersken Margrethe, der lidt efter lidt ikke længere kun blev anset som selvmorderske.
Efterforskningen af den nu meget besynderlige død blev sat i gang, og Herlog erkendte til sidst sin skyld. Da hun blev gravet op af hendes lave grav, opdagede man, at hendes krop endnu ikke var gået i forrådnelse, men derimod var der en sød duft om hende. Margrethes lig blev ført til Roskilde og hendes fortælling blev skrevet ned ikke bare en gang, men to. Margrethe blev senere omtalt af en pave med det latinske udtryk beati, der betyder noget i retning af den hellige. For samtidens samfund havde dette udtryk mange af de samme betydninger som ordet helgen har i dag, som tillige blev kaldt sancti på latinsk. Selvom Margrethes helgenkult i dag har mistet meget af sin betydning, havde den i samtiden en stor betydning for, hvordan man forstod sig selv. Dette var både overfor ens religion, men også samfundet omkring en. Dette gjaldt for både mænd og kvinder, selvom udbyttet hos hver kunne være forskelligt.
Vender man tilbage til Margrethe og hendes to tekster, så var der også politisk spil omkring hendes død. Det er fra to forskellige kilder, at vi har al vores viden om den Hellige Margrethe. Den første blev skrevet i et kloster i Clairvaux i Frankrig og forbindes med Eskil; den anden i Roskilde i Vor Frue Kirke og forbindes med Absalon. Ærkebiskoppen Eskil af Lund havde abdiceret sit ærkebispesæde fra Lund i 1177. Biskop Absalon af Roskilde overtog dette og blev både biskop af Roskilde og ærkebiskop af Lund. Denne kombination var almindeligvis uhørt, men Absalon fik sit dobbelte embeder godkendt af Paven selv. Over ærkebiskoppen var kun Paven. Byen Lund befinder sig i dag i Skåne i Sverige, Skåne var en del af Danmark indtil 1658. Ærkebispen af Lund var i middelalderen lederen af alle kirkerne i Danmark. Absalon var på den måde blevet sin egen chef.
Og hvem var ærkebiskopperne Eskil og Absalon så egentligt? Eskil kom fra den jyske stormandsslægt Thrugotsønnerne. De havde i lang tid kæmpet om den gejstlige magt i Danmark. Eskils ærkebispedømme var kendetegnet ved, at han ofte rejste til Frankrig, der nærmest var hans andet hjem. Tidligere i sit liv havde han haft stridigheder med de danske konger om kirkens rolle, men hvordan dette nærmere foregik, diskuteres endnu. Da hans embede ophørte i Danmark, rejste han straks til klosteret i Clairvaux og forblev som munk for resten af sit liv. Her fortalte han Margrethes fortælling videre, hvorefter den blev nedskrevet. Cistercienserklostret i Clairvaux var ret nyt, da Cistercienserordenen var en ny munkeorden, der havde haft massiv fremgang i 12.-århundrede under Bernhard af Clairvaux, der grundlagde Clairvaux-klostret. Ordenens navn stammer fra den franske by Cîteaux. Blandt grundprincipperne for ordenen var, og er stadig, en dybfølt kærlighed til både medmennesker og Gud.
På den anden side kom Absalon fra den sjællandske adelsslægt Hviderne, der tilfældigvis kæmpede med Thrugotsønnerne om den gejstlige magt i Danmark. Absalon var blandt de mest fremtrædende politiske figurer i perioden. Både Absalon og flere af hans nærmeste slægtninge havde tætte venskaber med flere af de danske konger. I dag giver han navn til flere danske institutioner i København. Så stor var hans rolle i Danmark. Byen blev i 1167 givet til ham af kongen selv som hans private besiddelse. På mange måder kan Absalon ses som grundlæggeren af København. Han var også forbundet med Cistercienserordenen, da han selv tidligere havde givet sit familiekloster i Sorø til ordenen.
I 1160 var den katolske kirke blevet splittet mellem to forskellige paver. Absalon og Eskil havde givet støtte til hver deres pave, hvorfor Eskil rejste i eksil. Eskil vendte i 1167 tilbage fra sit eksil i udlandet. Eskil og Absalon må være blevet enige på en eller anden vis. Historikerne er stadig uenige om omstændighederne for, hvordan de blev enige igen, men fejden må have ført til en fortsat splid mellem dem. Et system med to forskellige paver kan lidt ses i samme lys som fans fra rivaliserende fodboldklubber. Der er alt fra brede uenigheder om, hvilken ”klub”, der er bedst til hooligan-lignende optøjer og snyd. Fodboldfans vil måske være uenige, men betydningen af disse to samtidige paver var dog meget vigtigere end fodboldklubberne. Dette paveforhold påvirkede det fremadrettet religiøse og politiske system i middelalderens Europa. Dette kunne være alt fra, hvem man tilgodeså, og til hvordan man faktisk tænkte i og om religionen.
Hvad betød det for Margrethes fortælling, at begge disse dynastiske, personlige og religiøse rivaler skrev om den? De fortæller jo begge om den samme begivenhed. Fortællingerne er begge relativt korte i længde, men de har også meget forskellige detaljer med. I Roskilde-teksten er Margrethe nævnt som slægtning til Absalon og derfor en af Hviderne, mens dette forbliver unævnt i Clairvaux-teksten. Om dette var noget, som var udeladt af Eskil af personlige eller dynastiske årsager, eller om Absalons slægtskab var opdigtet, kendes der ikke nærmere til. Det virker dog som om, at det vidner om den fortsatte uenighed mellem parterne.
Den katolske kirke udpeger stadig nye helgener, men tilbage i Margrethes tid blev det gjort på en meget anderledes måde end. Formelt set har der aldrig været en undersøgelse af Margrethe og hendes mirakler, så vidt kilderne viser. Derimod falder hun under de tidlige helgener, der ikke var undersøgt på samme måde som senere helgener. Først henimod 1300-tallet begyndte paverne at centralisere denne proces under dem selv. Det var derfor ikke usædvanligt, at den tidlige periodes helgener ikke var paveligt undersøgt og/eller kanoniseret. Det hjalp dog at have pavens anerkendelse med. Det mere centrale og vigtige ved helgenerne var de følelser, forestillinger og refleksioner de skabte hos befolkningen. Dette skulle være, at folk begyndte at efterleve deres eksempel eller blot ville mindes dem som en del af kristendommen. For Margrethe betød dette desværre, at hendes helgenkult aldrig blev større end højst en regional kult omkring Roskilde. Kulten forsvandt så stille i løbet af 1300-tallet, hvor jomfru Marias kult blev vigtigere og erstattede den. Det skete primært fordi, man fik et nyt perspektiv af jomfru Maria. Dette nye perspektiv kom særligt efter Bernhard af Clairvaux’ tekster, hvor jomfru Maria i højere grad blev anset som en helgen selv fremfor blot mor til Jesus.
Hvor stiller dette den Hellige Margrethe af Roskilde, Køge og Ølsemagle eller Højelse i dag? Selve helgenkulten, der opstod omkring hende, er for længst glemt, men vi finder stadig mere om den i landskabet nu. Margrethe siges at være begravet i Ølsemagle, hvor man for nyligt fandt rester fra middelalderbebyggelser. Materialerne i denne bebyggelse menes at være overskudsmaterialer fra en vigtigere bygning. På det sted, hvor Margrethe midlertidigt blev begravet i Ølsemagle, blev et kapel ifølge senere kilder rejst til hende, der nu menes at være fundet rester af. Selvom navnet er meget nyere, menes dette kapel at være navngiveren til Ølsemagles Kapelvej. Selvom hendes død fandt sted for meget lang tid siden og hendes kult gået i forglemmelse, så finder vi stadig ud af mere om hende i dag. Og Køge stiller samtidig op med den eneste danske helgeninde.
Kilder:
Margrethe af Roskilde, Clairvauxtekst: McOwan, J.E. 2023. Skt. Margrethe af Roskilde. S. 3-4.
Margrethe af Roskilde, Roskildetekst: Langebek, J. 1783. Scriptores rerum Danicarum medii ævi 5. S. 302-303. Oversat i Olrik, H. 1893-94. Danske Helgeners Levned. København: Selskabet for Historiske Kildeskrifters Oversættelse. S. 371-373.
Litteraturliste:
McGuire, Brian. P. 2022. Glemte danskere – helgener i Danmarks skabelse. Jensen & Dalgaard.
Schultz, Maja K. 2021. Hellig Margrethe og udgravninger i Ølsemagle, i [red.] Pedersen, Kristoffer B. og Ulriksen, Jens, Ditten og datten og bla bla bla. Museum Sydøstdanmark. S. 156-160.
Sanok, C. 2007. Her Life Historical: Exemplarity and Female Saints’ Lives in Late Medieval England. University of Pennsylvania Press.
Vauchez, André 1997. Sainthood in the Later Middle Ages. Cambridge: Cambridge University Press.