En aften ved Opffers kamin

 

I anledning af Allehelgensaften 2024 har vi været i arkivet for at finde en hårrejsende historie fra Køge. I år var vi så heldige at få tre spøgelseshistorier for éns pris i Frederik Opffers Kjøge Avis fra d. 21. januar 1895. 

I artiklen “Aftenpassiar” fortæller redaktøren om nogle af de episoder fra hans eget liv, hvor nakkehårene har rejst sig på ham – selv om der var en naturlig forklaring på det meste. 
Læs med for at få et indblik i den gamle købstads forestillinger om dét som rumsterede rundt om natten, når lamperne blev slukket.

Aftenpassiar

I Det hyggelige halvmørke ved ovnens skin sad vi og passiarede, min ven og jeg. I samtalens løb kom vi ind på mysticismens område.

“Har De nogensinde været vidne til eller troet at være vidne til noget overnaturligt, som de ikke kunne forklare Dem?” spurgte min ven.

“Både ja og nej!” svarede jeg.
“Jeg har flere gange stået overfor et tilsyneladende mysterium, som ved nærmere undersøgelse viste sig at være den naturligste ting i verden. Endvidere har jeg været i umiddelbar berøring med folk, som stod overfor noget, de ikke kunne forklare sig. Men selv har jeg aldrig haft slige syner.”

“Har De noget imod at fortælle mig de omtalte oplevelser – tiden går så rart med med lidt snak?”

Det skal være mig en fornøjelse at underholde Dem en halv times tid – uagtet mine historier ikke indeholder noget positivt” lagde jeg til.

“I slutningen af halvfjerdserne boede jeg et halvt års tid i Amaliegade. En aften kom jeg hjem efter en lille rejse. Jeg havde netop været til min bedstemoders begravelse, og da jeg var træt, vekslede jeg en kort hilsen med familien, som jeg boede hos, og gik ind på mit værelse. Huset var stort og gammeldags, og kvistværelset, som jeg beboede, var meget dybt, og min seng stod inderst i baggrunden. Jeg tændte straks mit lys, som flimrede i trækket fra det åbentstående vindue. Da jeg havde taget mit overtøj af, tog jeg tæppet af sengen. Til min ubeskrivelige overraskelse ligger der et menneske i min seng. Og hvilket menneske! Bleg som et lig med stive, ubevægelige træk og åbne, stirrende øjne. Det var en kvinde -“.

“Var det et lig?”, spurgte min ven med et forbavselsens udbrud.

“Den tanke faldt mig intet øjeblik ind; men jeg troede, at jeg stod overfor et åndesyn, og den usikre belysning i værelset bidrog sit til denne illusion, og jeg gjorde mig selv det spørgsmål: Skulle der virkelig være spøgelser til? Det slog ned i min bevidsthed som et lyn – at min bedstemoder, som jeg lige havde begravet, var det ikke. Jeg har sikkert gjort en meget flov figur overfor dette tilfælde, der endnu ikke var forekommet i min praksis, men da der var mennesker i min umiddelbare nærhed, ilede jeg hen til døren for at tage vidner på det skete. Da jeg med et forstyrret ansigt åbnede døren, modtoges jeg med en lattersalve af familien, som jeg boede hos”.

“De havde drevet gæk med Dem!” udbrød han. “Det var skammeligt! Men hvad er så løsningen på historien?”.

“Min værtindes afdøde søster havde i sin tid været modehandlerinde, og blandt hendes efterladenskaber fandtes et gammelt skabilkenhoved, som min værtinde arvede. Det var dette, som man havde anbragt i min seng, hvilket lod til at more familien i høj grad. Men jeg lo ikke; for det passerede havde i virkeligheden gjort et stærkt indtryk på mig”.

“Jo, det kan jeg forstå, og havde De haft mindre stærke nerver, kunne det sikkert let have haft en uheldig virkning på Deres konstitution. Men lad mig nu høre, hvad der senere er hændt Dem”, bad han.

“Et par års tid efter gik jeg en sen novemberaften igennem Billesborgskoven med en lille veninde under armen. Det burde have været måneskin; men himlen var tæt overtrukken og det støvregnede. Man kunne ikke se langt frem for sig. Da jeg kom til et sving i skoven, så jeg noget hvidt inde imellem træstammerne. Det var omridset af en kvindeskikkelse, således som man ser “den hvide dame” på scenen med et hvidt slør over sig. Jeg ville ikke tro mine egne øjne, men den hvide skikkelse trådte så stærkt frem på den mørke baggrund, at det ikke var til at tage fejl af. Min ledsagerske må have haft indtryk af at stå overfor et genfærd eller lignende, for hendes arm skælvede stærkt i min”.

“Men hvad var det da for en “dame”?” spurgte min tilhører utålmodigt.

“Vi stod et par sekunder og så på den mærkelige fremtoning, så slap jeg min ledsagerskes arm og gik ind i skoven for at skaffe mig nøjagtig underretning. Det viste sig da at være et snit i en egestamme, som lynet var slået ned i og havde spaltet; men selv på nært hold måtte man undres over snittets mærkelige omrids, og veddet syntes at lyse med en sær fosforagtig glans”.

“Ja, det var jo en meget naturlig forklaring”, bemærkede min ven. “Men havde De ikke undersøgt sagen, ville De dog måske have troet, at De havde set et spøgelse”.

“Åh ja, måske; men det ville også være aldeles urigtigt ikke at undersøge et sådan tilfælde. En anden gang, hvor jeg var med som det femte hjul til en vogn, mangler imidlertid forklaringen. Det var om aftenen, klokken var vel omkring otte, den 12. november 1872, og jeg var dengang omtrent 15 år. En jævnaldrende dreng, Peter Lerche, fra Køge og jeg fulgtes ad ned af Havnegade, og min yngre bror gik lidt i forvejen. En orkan fra nordøst piskede Køge Bugts bølger og drev vandet ind på havnepladsen, luften var opfyldt af bølgernes og stormens brusen, og havnepladsen lå i et dybt mørke. Da vi nærmede os husrækkens afslutning, begyndte min broder pludseligt at løbe hurtigt fremad, og Peter Lerche fulgte ham i stærkt løb. Da de andre løb, fulgte jeg deres eksempel, og med min bror i spidsen svingede vi bagom den daværende havnefogedbolig og ind mellem fire store bræddestabler, som blev grundigt afsøgt af mine to kammerater, uden at jeg forstod et muk deraf. Både Peter Lerche og navnlig min bror var stærkt ophidsede, og på min anmodning om en nærmere forklaring oplyste de, at de havde set en hvid, kvindelig skikkelse, som i lange sæt bevægede sig fra havnen ind over gaden. Min bror, som under forfølgelsen var den forreste, så skikkelsen forsvinde mellem bræddestablerne. Disse blev som sagt grundigt undersøgt, men uden noget resultat. Mine følgesvende var begge meget forbavsede over, at jeg intet havde set, og de blev senere meget fornærmede, når man tillod sig at tvivle om rigtigheden af deres forklaring. Peter Lerche er siden død, men min bror fastholder til dato sagens rigtighed”.

“Det lyder ret mærkeligt; men kan det ikke være en eller anden ting, som er ført ind over gaden af vinden?” spurgte min tilhører.

“Den mulighed er desværre udelukket, da retningen var stik imod vinden. Senere har jeg hørt, der går det sagn, at der viser sig ved havnen en hvid dame, når der er skæbnesvangre begivenheder i vente. Dagen efter vores sammentraf med “den hvide dame” hærgede stormfloden vores kyster”.

“Det lyder ganske vist mærkeligt; men sagen må dog have haft en naturlig forklaring. Hvis de ikke begge to havde set det samme ville jeg have betragtet det som et fantasifoster”, bemærkede min ven.

Det bankede på døren, og samtalen var afbrudt.

F O.