Historien om “Den fine Bolette”, eller Spøgeriet i Steens Boder

Den fine Bolette

“I året 1689 havde blandt andre et midaldrende fruentimmer, ved navn Bolette sit ophold i Steens Boder. “Den fine Bolette”, som hun gerne kaldtes, var almindelig kendt i hele byen og forstod så godt at sno sig blandt folk – sådan forstod man det i det mindste – at hun, trods sin fattigdom, sad lunt inden vægge i Steens Boder, mens hendes standsfæller døjede med det, de fik at bide og brænde. Et snakketøj havde hun, der, som en af hendes velyndere sagde, “havde vasket sig”, og lykkelig den der forstod at stå i hendes kridthus. Sin pyntesyge og latterlige hang til at agere ung endnu, kunne hun takke for prædikatet “Den fine Bolette”. At hun havde givet mere end én fornem frier kurven, var Gud og hver mand lige så bekendt med, som at hun nedstammede fra en landshøvding eller lignende standsperson – i kirkebogen var var der rigtignok ved hendes døbenavn tilføjet: “Født uægte på vildene mark”, men det vidste nok ingen.

At der ikke i mands minde havde været så skøn en pige i Køge By, det kunne man da se, og når Niels urtegårdsmand, der sommetider havde en eller anden grav at pynte udenfor hendes vindue beskyldte hende for, at hun “fingrede” af hans blomster, og i denne anledning sammenlignede hende med “et uglebillede i rimfrost”, så var det naturligvis den pure ondskab, “fordi hun ikke ville ha’ stodderen”. Hun tog for alvor spøg, “når det passede til hendes ganning”, som man dengang sagde – friede en i alvor, fik han kurven. Men gjorde man åbenlyst nar ad hende, vankede der øredask; ville man så, for at vedligeholde en en fremtidig god forståelse, give hende et par skillinger til hårfedt eller forære hende til en ny brystdug eller noget lignende, så tog hun imod det, og sagde tak – så var den potte ude.

Nok er det, at Bolette var om sig; svar på tiltale fik man, som sagt, og hvad folk sagde om hende bag hendes ryg, var ikke hendes sag. “Havde man noget at sige, kunne man jo komme til hende selv, så skulle hun nok bringe det i rigtighed”. Hvad der almindeligt blev berørt, når hun kom på tale, det var den mærkelighed, at alle de fattige i Steens Boder klagede over det spøgeri, der ofte huserede hos dem om natten, mens Bolette aldrig havde hørt eller set noget til det, og det uagtet at både Poul Bysvend og flere mente at have set genfærdet gå ud og ind af vinduet hos hende, endda oftere end hos de andre i boderne. Ved siden af denne besynderlighed var desuden den omstændighed, at beboerne, når det havde spøgt hos dem, savnede et og andet. Men det havde “Den fine Bolette” aldrig mærket meget til; der var ingen der berøvede hende hverken smør eller brød, hvor åbenlyst det end stod fremme, og det var det mest forunderlige. At der var spøgeri i Steens Boder, det var vist, og det måtte mangen en af de fattige surt erfare, når han dagen efter måtte suge på labben, fordi en nisse eller et andet uhyre havde aflagt staklen en visit om natten og i forbigående taget indholdet af det tarvelige madskab med sig.

Så var det da, at der den 10. august 1689 fandt en uhyggelig begivenhed sted, der rystede enhver, endog den mest hårdhjertede, idet et antal af 87 soldater og matroser – som var døde af en pestagtig sygdom ombord på en flåde, der lå ud for Køge Bugt – blev begravet på “Klostergård”, som den omtalte kirkegård dengang kaldtes. Det sørgelige syn af dette lange ligtog havde gjort et så stærkt indtryk på alle, at man i lang tid ikke kunne glemme det igen, og mangen en fik ikke søvn i sine øjne den påfølgende nat. Dette hændte også en af de fattige i Steens Boder; han havde set de 87 lig blive nedsænket i jorden lige ud for sit vindue, og ved tanken herom var det den gamle mand umuligt at falde i søvn. Som han lå og vendte sig omkring på lejet lidt over midnat, så han pludselig nogen pusle udenfor vinduet. Forskrækket blev han ikke, skønt det faldt ham ind, at det vist måtte være det bekendte spøgelse, som også til hans bekymring flere gange havde gæstet hans fattige madkasse; her var altså en lejlighed for ham til at stifte nærmere bekendtskab med spøgelset, og ganske forsigtigt rejste han sig halvt overende i sengen. 

En skikkelse, tilsyneladende et fruentimmer, krøb nu, let og behændigt som en kat, ind af vinduet og blev stående ubevægelig nogle minutter. At spøgelser var godt lokaliseret, kan ikke nægtes, thi med en utrolig sikkerhed nærmere det sig madskabet i en krog af stuen, og vendte straks efter tilbage med en smørkumme og noget brød, som det satte ned på jorden udenfor vinduet. Den gamle så nu tydeligt, at det var et fruentimmer, og idet hun med et sæt ville springe ud gennem vinduet, greb han lydløst en træskammel, som stod ved siden af sengen, og kastede den med al sin kraft hen imod hende. Spøgelset undslap et hjerteskærende skrig, styrkede om på gulvet og blev liggende der ubevægelig. Den gamle stod op og gjorde alarm; der kom flere til, man fik tændt lys og så – “Den fine Bolette”. 

Hun lå der på sin gerning; skamlen havde truffet hende i tindingen og hun var stendød. Et par dage efter blev hun jordsat på Klostergården. Nu forstod man Bolette ret, og siden den tid spøgte det aldrig hos de fattige i Steens Boder, men længe efter mente dog nogle at have set en kvindelig skikkelse vandre omkring på Klostergården ved nattetid med en smørkumme i hånden og et brød under armen, og at det har været genfærdet af “Den fine Bolette”, der ikke kunne få ro i sin grav, hvilket nogle påstod, kan man jo tro, om man vil.”