Under Sumatra, 13. maj 1891.
I aftes kl. henad 10 passerede vi ækvator. I gamle dage fik ingen levende sjæl lov at slippe over stregen uden at blive ordentligt døbt, barberet med et stykke favnebrænde, mens Neptun under stor festivitas kom ombord.
Dette er nu gået af mode hos de prosaiske englændere, og her ombord på “Warora” tilhørende British India Steam Navigation Co., mærkede man ikke det mindste til, at vi skød over jordbuens midtlinje. Kun forsøgte lodsen sig ved middagen med den gamle vittighed om “at fotografere ækvator”, men den faldt noget mat til jorden, eftersom selskabet naturligvis dog ikke forud var gået rundt med forestillinger om, at ækvator var noget, man kunne tage og føle på, et sted, hvor det gav et ryk i skibet eller sådan noget. Forresten var det så koldt i aftes, at en tysk farmaceut, som havde vænnet sig til Bangkoks hede luft, måtte tage sin vest på. At tænke sig: Under ækvator at gå med vest, her, hvor folk i almindelighed tænker sig alt dirrer i blændende sol og martret af en helvedeshede.
Jeg viste i aftenens løb min rejsefælle, farmaceuten, fra det skønne land Thüringen, Sydkorset, det elegante stjernebillede, som kun er synligt for en sydligere halvkugle. Mærkeligt nok så min thüringer det for første gang, uagtet han i lang tid havde opholdt sig i Bangkok. Der er det nemlig også synligt. Halvmånen skød frem på himlen som en lysende vuggegænge med rundingen nedad. Der er jo, som bekendt, den pudseløjerlighed ved vor evige drabant, at den på jordens sydlige himmel vender en lille omgang. Hjemme står halvmånen skråt opefter.
Lyn på lyn lyste op over de hollandske øers mørke omrids. Det lyner hver aften på disse bredder. Der er den mærkelighed ved de indfødtes opfattelse af lynets dannelse, at den (i hvert fald for Melakas [område i Malaysia] vedkommende) stemmer omtrent overens med vort nordiske tilsvarende gudesagn. Hjemme var det den rødskæggede Asathor, som med sin Mjølner bekæmpede en jætte; her er det en skøn jomfru, der forfølges af en djævel. Hun forsvarer sig med en hammer, og når den rammer jorden, er det, at lynet “slår ned”.
Vi forlod Singapores solidt byggede stenkaj i går middags med førnævnte Warora. Særlig præcis kan Waroras rederi ikke roses for at være. Der blev telegraferet til mig i Bangkok: “Damper til Melbourne 5. maj”, Da jeg kom til Singapore, meddeltes det mig, at skibet først gik den 13. Så pludselig blev det ved plakat slået op, at det gik den 11., men da jeg kom ombord, viste det sig, at nu gik skibet ikke før den 12. ved daggry, og så blev det selvfølgelig efter den førnævnte opskrift den 12. ved middagstid.
Imidlertid er Warora så prægtig en damper. Officererne i vor kahyt er ganske galante folk; men for øvrigt er det reglen på engelske skibe at træffe dels nogle meget venligsindede herrer, hvis skønt karmesinfarvede ansigter tyder på en rørende dyb kærlighed til en medicin ved navn whisky, eller også at se sig mæt på de stive gentlemen, som strutter af selvbevidsthed og som i intet minder om sømandstyper.
Må man så bede om franskmændene eller hollænderne; men navnlig er det en fornøjelse af sejle med franske skibe, ikke mindst med Messageries Maritimes postdampere. Ikke alene er officererne ombord fornøjelige joviale folk, men alt, hvad der hører til et behageligt liv, såsom et velbesat bord, gode vine og høflig betjening, er som det skal være. Englænderne kommer, hvad deres passagerskibe angår, langt fra på siden af vore venner franskmændene.
I dag har vi passeret Bangka, en af de rigeste blandt de hollandske øer her imellem Bagindien og Australien. Bangka har en utrolig mængde tinminer, Ruba, Tibusa, Palanka osv. som, uagtet de er udnyttet siden 1819, dog fremdeles giver et anstændigt udbytte for den hollandske stat. Regeringen har nemlig her, i modsætning til f.eks. forholdet på øen Singkep, selv taget minerne i sin hånd.
Vi løber nu under Sumatras flade kyst. Solen kaster et klart aftenskær ind over den tætte urskov ved bredden. Der er en utrolig mængde tigere i skoven, fortæller lodsen mig, og det er nok troligt efter de beretninger, jeg har fra danske sumatranesere. Der er adskillige danskere på denne mægtige ø, der indtager et fladerum omtrent som hele Italien og Tyrkiet tilsammen.
Sumatra er en meget frugtbar ø, og det er en forbavsende mængde kaffe, den producerer. Derudover er den også bekendt for sit sorte peber. Der ligger fremdeles umådelige strækninger uopdyrkede på øen, og man har sin grund til at tro, at der på disse findes rige miner af forskellige slags.
Man får et ret godt begreb om, hvilken storartet udstrækning de hollandske besiddelser har herovre ved at sejle i dagevis forbi blot en enkelt kant af en af de utallige øer, det lille Holland ejer på denne side af verden. Men hvad hjælper det alt sammen; hollænderne har (for tiden i hvert fald) kun tilsætning på deres kolonier; den evige krig med acehneserne [folkeslag fra det nordlige Sumatra, som igennem mange år lå i krig med den hollandske kolonimagt], som Holland mangler kraft til at dæmpe, stjæler hele overskuddet og mere til.
Forresten er hollænderne i østen kendt for at være nogle ret strenge herrer, og de skelner anderledes skarpt end englænderne mellem hvide og ikke-hvide. De holder stærkt på, at europæerne er den herskende race, og kinesere, malajere og indere skal neje sig dybt for dem. De indfødte, der kommer fra Java til Singapore, er de også ganske anderledes trænede og meget mere underdanige overfor europæeren end tilfældet er med dem i den engelske koloni. Men forresten skulle hollænderne være forholdsvis humane, og de har, hvad der tyder herpå, forbudt de tohjulede køretøjer, jinrikshaer, som trækkes af kinesere, på alle hollandske besiddelser. Jinrikshamændene lever gennemsnitlig kort, ifølge deres anspændte levevis, og det er måske ret vel betænkt at forbyde dette væsen, der florerer så stærkt lige fra Japan til Singapore, og da ikke mindst i de engelske kolonier.
I Singapore er der over 4000 jinrikshaer og i Hongkong ikke meget mindre. Den europæiske del af Shanghai har også en forbavsende mængde af disse den kinesiske menneskeheds fornedrede tigger.
Det, der karakteriserer farvandene imellem de mangfoldige hollandske ækvatorøer, er den umådelige mængde trærødder, stammer og afrevne græsflader, som flyder rundt på de rolige vande. Det er flodvandet,, som gør rent i urskovens kanter, og det gør det såmænd ganske effektivt. Undertiden ser man hele træklynger, på afstand antagende de mest forunderlige skikkelser, flyde afsted.
Bangkastrædet er for øvrigt ikke noget sundt farvand. Søen er snavset brungul. For øvrigt har jeg ikke i disse regioner truffet noget, der kunne tåle at stå ved siden af den safirklare, azurfarvede sø ved Kalibriens og Siciliens kyster.
På Java lander lodsen, som ledsager vort skib, i byen Anjer. Han har lovet Deres korrespondent ved det hollandske postvæsens hjælp at bringe disse linjer til Næstved. Når han har forladt os, styrer vi fra Sundastrædet ud i det indiske ocean. Hvis Neptun vil dæmpe de vrede bølger og fri os for Vestaustraliens skær, skulle efter bestemmelsen det herlige Adelaide, gående forbi Juleøen og Kap Leeuwin, være vor næste ankerplads.