Bangkok, april 1891.
Et par dage efter fik jeg fra kaptajn H.N. Andersen en venlig indbydelse til at deltage i en jagt per damperen “Sakru”, som Richelieu den Ældre fremdeles havde stillet til disposition.
Rigeligt forsynede med forskellige bøsser og rifler samt med en proviant- og vinbeholdning, ved tanken om hvilken salig Lucullus [romersk feltherre som var kendt for sin overdådige levevis] ville vende sig, styrede vi en smuk aftenstund ned ad floden.
Da jeg vågnede næste morgen, stod solen i vandskorpen og lyste henover en skinnende, flaskegrøn sø. Bag os lå landet som en tynd, halvt udvisket stribe. Den friske brise renser vore lunger efter at vi i så lang tid havde indåndet den undertiden lidt vel tykke luft, der hviler over Siams hovedstad.
I horisonten viste sig det uklare lyseblå omrids af en klippeø, på afstand ikke ulig det forjættede Capri. Omridset blev tydeligere og tydeligere indtil det fremtrådte som den 600 fod høje, skovbevoksede ø, Koh Sih Chang, de mere velhavende bangkokkers opholdssted i den hedeste tid. For tiden boede herovre den tyske generalkonsul.
Vi kastede anker ud for et stort hotel, der var under opførelse. Jeg spurgte kaptajn Andersen hvad det var for et hotel.
“Dansk”, svarede han.
Det var en aflægger af det danske “Oriental Hotel” i Bangkok.
Jeg hilste på guvernøren, en pæn, ældre mand, der af en fejltagelse stak fingrene igennem pullen på sin filthat, da han tog den af.
Vi foretog en vandring igennem de indfødtes by, der var bygget på pæle, og hvor de bosiddende siamesere i hele geledder, liggende på bastmåtter inde i husene, foretog sig deres hovedbeskæftigelse, nemlig at sove. Hvor man tilfældig kommer til at kigge ind i et siamesisk hus, opdager man altid en bunke sovende mennesker.
På øen lever op imod en snes spedalske med afædte fingre, afmagrede og med andre tegn på deres sørgelige sygdom. Der er tale om at flytte dem over til en øde ø.
Vi besøgte det ældre danske hotel, der lå på et højereliggende punkt med en henrivende udsigt over den vinblå søflade, og med fastlandets maleriske bjergformationer i baggrunden.
I salen hang på væggen et stort billede af Kong Chulalongkorn i gallauniform. Den unge, smukke fyrste gør netop på dette billede, som jeg har set på væggen hos de fleste danskere i Bangkok, et frit og beåndet indtryk.
Kongen besøgte en gang dette hotel og spiste en diner her. Hans Majestæt, der forresten ryger danske cigarer og ofte nyder “Ny Carlsberg øl”, udtalte sig meget anerkendende overfor det danske hotels ydelse. Foruden Majestæten og hans betydelige følge, dinerede også 35 af hans hustruer på hotellet i en sal for sig selv.
Den kinesiske kelner, der stod bag disken, trak en dansk flaske øl op til os, og vi røg herude, fjernt fra al civilisation, en fortræffelig cigar, som ifølge min værts udsagn stammede fra Knudsens fabrik i Næstved. For øvrigt ryges der i Bangkok en masse danske cigarer, både Alexander Rasmussens “Prenzados” og Adlers “Lucretia”.
Vi tog os et søbad og svømmede ombord for at lade Sakru dampe over ad fastlandet til. Fra vore tvende kurvestole i forstavnen, iførte et par lette kineserdragter, nød vi synet af den tropiske kyst. Et par sorte marsvin kom snøftende forbi os i deres bølgelignende bevægelser. Inde ved land sprang store sølvglinsende fisk, lignende vore hornfisk op i vandkanten og fortsatte i en lang hoppende bane deres vej i bølgekammene., omtrent ligesom en velkastet smutsten. Tusinder af småfisk sprang på én gang ligesom efter fælles aftale op i kompagnivis. Der var et røre i vandet, som man slet ikke kender i vore farvande.
Vi ankrede op udfor et par bambushytter, der var bygget på pæle dels i strandkanten og dels ude i vandet.
Da vi steg i land, kom hele kolonien med mænd, kvinder og børn løbende for at betragte os. Børnene var alle totalt nøgne. Kun enkelte bar i stedet for benklæder forsynede med et lille messinghjerte, hængende i en snor. Den samme påklædning har forresten børnene i Bangkok også.
Det var tydeligt nok at se, at man ikke her var vant til at se europæere, thi børnene var ganske sky og løb afsted, så snart vi gjorde en bevægelse. Man betragtede os med stor nysgerrighed vore vandstøvler og gamacher, som vi havde draget på for at gardere os imod slangerne.
Med indfødte førere og ledsagede af et par patronbærende matroser, begav vi os ind i skoven. Mægtige olietræer, hvis hvide stammer havde nogen lighed med bøgens, skyggede over den frodige skovbund. Hist og her kom vi ind på store enge, hvor vilde høns, førte an af røde haner, ved første mistanke for afsted i en rasende strudsekarriere. Fasaner med lang hale var heller ikke sene til at forsvinde. Derimod gav de vilde duer mere lejlighed til aflæggelse af prøver på vor sikkerhed i at håndtere en dobbeltløber. Duerne vedblev i deres uskyldighed at sidde på grenene og kurre, indtil de styrkede hovedkulds ned, ramt af et par lammende hagl.
Plien, kaptajn Andersens fortræffelige boy, standsede os. “Se der!” hviskede han og pegede på en mægtig slange, der lå ubevægelig tværs over stien. Kaptajn Andersen greb en riffel ud af oppasserens hånd og sendte slangen en eksploderende kugle i hovedet, så at det sprængtes til alle sider. Slangelegemet bugtede sig til siderne i nogle minutter, og da vi endelig kunne måle det, viste det sig, at uhyret nåede imellem 27-28 fod i længden.
Vi lod naturligvis kadaveret ligge og begav os videre, indtil atter Plien standsede os.
“Der!” råbte han igen. Vi kunne ingenting se.
“Må jeg skyde, herre?” spurgte han, og uden så meget som at sigte, tog han en bøsse under armen, trykkede af og skød en hare, der sad i udkanten af engen, stendød med det samme.
Efter at min bøsse endnu havde nedlagt en stor rød høg, en grøntskinnende kæmpedue og en slags sort peberfugl med et mægtigt gult næb, begav vi os hjem for næste morgen at begynde igen, før solen havde vist sig på himlen.
Der var behageligt i skoven i den årle time. Duerne begyndte deres hyggelige kurren, og græshopperne lavede allerede den dejligste musik.
Vi havde først til morgen et eventyr med en tre-fire vilde bøfler, der stod inde i krattet og gloede på os med deres dumme øjne, åbenbart i tvivl om, hvorvidt de skulle gribe offensiven eller defensiven. Heldigvis for os greb de den sidste; med opløftet hale løb de afsted ind i skoven, så at det dundrede i jorden efter dem. Et par små rådyr havde en meget stærk hast med at komme bort, da de blev os var.
“Stands!” råbte kaptajn Andersen, men selv løb han ved en omdrejning frem. Jeg kom lige tidsnok til at se en tiger af lysgul farve vise nogle meget smukke, hvide hjørnetænder, mens den stod med sin klo i den døde slange, som vi havde efterladt dagen forud. Om den viste sit prægtige gebis for at kokettere med os eller for at gøre os forskrækkede, skal jeg lade være usagt, men nok er det, at jeg var meget i tvivl om, hvorvidt jeg skulle gribe mit eget eller harens gevær [dvs. flygte!]. Imidlertid dundrede et skud fra kaptajn Andersens riffel, i det samme tigeren med et kraftigt spring forsvandt i krattet.
“Den var måske ikke så farlig!” sagde jeg til kaptajnen.
“Åh, ikke mere, end at den kunne have revet mig itu i et nu!” svarede han ganske flegmatisk.
Vi var blevet så overlegne, efter at vi havde set tigeren, at vi lod duerne kurre i fred, så meget de ville.
Rundt omkring i træerne sprang nogle små sorte mårer afsted på grenene, når de lod sig alt for tydeligt se, fik de et par hagl efter sig, men de var os for hurtige i vendingen. I trætoppene fløj grønne papegøjer og blåt glinsende fugle med lange, sakseformede haler ilsomt af sted ved lyden af skuddene.
Tiden var så langt fremrykket, at vi atter gik ned til kysten. Vi skulle på storjagt ovre på den grønne ø, Koh Kram.
Vi satte os ved strandbredden og lod en indfødt klatre op i en kokospalme. Han bragte os hver et par store grønne kokosnødder, huggede, ligesom man åbner et æg, spidsen af disse bort og lod os drikke den dejlige læskende mælk. Der var allermindst tre pægle [ca. 750ml] klar kokosmælk i hver nød.
Efter et frisk “foryngelsens bad” ved stranden lod vi var båd sætte os ombord. “Sakron”, der straks satte damp op, bugserede fem siamesiske jægere med et par afrettede ulvehunde til brug for jagten på Kroh Kram.
Vor damper bevægede sig fremad imellem de dejligste landskaber med fastland på den ene og frodige øer på den anden side. Søen lå klar i smaragdens farve, tiltider i den krusende vind med en kraftig kløverkulør. De springende småfisk blinkede i sollyset, mens flyvefisk stod som en pil henover vandfladen, dumpende ned, hvor de bedst kunne.
Koh Kram er en sjældent idyllisk beliggende ø. Den når over et fladeindhold på 12 engelske kvadratmil. Da vi kom dampende imellem dens høje skrå skovsider og det bakkede land på den anden side, kunne man drømme sig til det herlige Messinastræde.
Ankeret faldt og efter at vi havde taget nogle koraller op fra bunden, der var mangfoldigt oversået med en skov af disse fine stanvækster, gik vi i land med riffel på skulderen og gamachevæbnede mod slanger og firben. Når selv folk i deres huse i Bangkok med god grund er angste for slangebesøg, kan man så meget mere være det på frit land. En dansk familie i Bangkok modtog, i denne forbindelse fortalte, for nogen tid siden visit af en slange. Man sad ved aftensbordet, da katten pludselig begyndte at hvæse, og ved at se nærmere efter, opdagede men en lille sort slange (hvis bid kan være dødeligt) i færd med at overskride dørtærsklen. Efter nogen jagt under en kommode måtte det sorte kryb lide døden.
Vi steg altså i land på Koh Kram og vandrede ind i skoven. Oppe fra trætoppene lød nogle stikkende, hæse skrig. Siameserne fortalte os, at det var aber. Jeg så ingen af dyrene; de eneste aber, jeg har set manøvrere i trægrenene her i Siam, er i Bangkok i kaptajn Schaus forgård, der er omdannet til en hel lille Edens Have og eventuelt godt kunne forsyne en ny Noahs Ark.
Kaptajn Andersen derimod så på Koh Kram to sorte aber, et par fod lange. Man skyder aldrig aber, om ikke af anden grund, så fordi en sådan anskudt abe ved sin jamren og skræk skal gøre et uudsletteligt indtryk.
Det var vanskeligt at komme frem inde i skoven, og vi gik atter ude ved den hvide strand for at vente på, hvad de tvende glubende hunde kunne bringe ud til os fra krattet.
“Herre, herre, se!” råbte min lille siameser-boy, da jeg havde sat mig vel til rette. Han pegede på strandkanten.
Det var den trekantede rygfinne og spidse halefinne af en fem fods haj, der viste sig i havfladen på grundt vand.
Jeg lagde an og ramte, men kuglen prellede af, og hajen fortsatte, som om intet var hændt. Den fik et skud til, men det endte med, at udyret ganske ugenert gik sin vej.
Med et blev der råbt: “Et dyr på den anden side af øen!”. Jeg sprang øjeblikkelig i vandet og for ud til min båd, stikkende mig på søpindsvinene med deres lange sorte børster, men dyret…!
Mine to siamesere roede så hurtigt de formåede (hvilket ikke ville sige meget), og da vi nåede om pynten, så jeg et mægtigt dyr svømme midt ude i strømmen. Jeg gav den ene siameser mit ur og min trøje og stod beredt på at springe i vandet for at føre dyret levende i land. Men indefra kysten lød advarselsråb ud til mig. Kaptajn Andersen med sin båd kom ud på dybet, og en kineser lassoede dyret. Det blev slæbt ombord ved hjælp af reb om for- og bagben. Men da det var vel ombord, opgav det ånden, enten af skræk og udmattelse eller også kvalt af kineserens lasso. Det var et prægtigt ungt dyr, omtrent på størrelse med en dansk kronhjort.
Grunden til, at man havde advaret mig mod at springe ud, var den, at der netop på det sted, hvor dyret lå i vandet, var fuldt af grundhajer og at jeg i ni af ti tilfælde ville være blevet trukket under vandet og i en hajs knuseværk berøvet en arm eller et ben, med mindre jeg havde haft en kniv hos mig og hurtigt nok sprættet min grådige modstander op.
Vi tog hjorten med ombord på damperen. Kaptajn Andersen og jeg sad just ved vor tiffin, den isafkølende Johannisberger havde afløst den blåsorte Burgunder, da de folk, vi havde efterladt i land, kom ombord med en lille rød kalv. Hundene havde taget den.
Vi gik atter i land. I sandet havde et mægtigt tusindben sat sine spor. Der lå tæt af de prægtigste konkylier herinde, og op igennem sandet skød jernholdige sten deres skarpe slagger frem.
Aparte formede kaktusser bredte deres tykke led ud til siderne under store palmer og vældige løvtræer. Vi gik atter ind i skoven, og mens vi var derinde, havde hundene jaget to hjorte af samme størrelse som den første ude i vandet, og, dræbte af kineseren, var de allerede ombord, da vi atter betrådte dækket. Vi fandt, at dette kunne være nok, og vi dampede over på den anden side af øen, der udmærkede sig ved store mystiske huler lig dem, man ser på Portugals kyst ved Kap Vincent.
Solen gik ned, stor og luende rød, som efter beskrivelsen den appelsin, der faldt ned i Aladdins turban, da vi ankrede i en lille bugt. En lang, flimrende purpurstribe skinnede henover de blødt rundede bølgetoppe, indtil hele himlen, efter at det sidste glimt af solen var forsvundet for den dag, stod som en rasende brand. En sådan solnedgang ser man sjældent mage til i farvepragt udenfor troperne.
På en studs var det mørkt. Vi gik i land for at fange de store havskildpadder, som plejede fra dybt vand efter solens nedgang at gå på land her og lægge deres æg i sandet. Vore siamesere kendte smuthullerne. I store fordybninger en snes alen fra kysten så jeg de små brune matroser stå på hovedet, halvt forsvundne, og efterhånden bringe store håndfulde runde æg op. Æggene smager omtrent som det tilsvarende hønseprodukt.
Vi fulgte sporene af forskellige store skildpadder fra strandkanten og op, men desværre: vandet begyndte allerede at falde, og der kom ingen skildpadder den aften.
Jagten sker for øvrigt på den måde, at man vælter dem om på ryggen, passende forsigtigt på dyrenes kæber, med hvilke de kan knuse en jernkæde og da sagtens et stykke menneskearm.
Tvende siamesere fandt på den anden side af kysten et par skildpadder og vendte dem, men damperen kunne ikke nå derhen på grund af de skjulte skær. De to skildpadder på derfor fremdeles øve sig i at lille på ryggen, hvis ikke nogen har fundet dem siden.
Dermed var vor jagt til ende for denne gang. I nattens mulm dampede vor “Sakru” af sted, og næste morgen var vi ved Koh Sih Chang. Der lå blandt andre skibe en norsk bark, “Lyra” af Arendal, på reden. Kaptajn Andersen sendte et halvt dyr ombord, og Lyras kaptajn viste sig, svingende med hatten og sagde et velment norsk “Tak skal De ha’!”.
Atter gik vi over salten vove til Bangkok. Ud for floden mødte vi fire kongelige skibe. Fra “Fylla” havde kongens broder, premierminister Ong Noi, hejst sin mægtige røde stander. På skibsbroen stod kommandør Richelieu og tilvinkede os en venlig hilsen, da vi gled forbi.
Selvfølgelig vakte de fire hjorte udelt tilfredshed i den danske koloni, thi de var et varsel om en lykkelig aften i “Sabatum”, et slags “Kirsten Piils Kilde” [Festligt københavnsk mødested på Dyrehavsbakken] udenfor Bangkok, hvor den danske koloni tilbringer nogle aftener om måneden på gammel nordisk vis.
Næste morgen sagde jeg farvel til min elskværdige vært, kaptajn H.N. Andersen, og de andre danskere, og styrede på skibet “Corcou” kursen sydpå igennem den siamesiske bugt.