Glimt fra Køges Historie – Ung læge i Lille Skensved under 2. verdenskrig

Af Hanne Hansen, Højelse Sognearkiv

Indtil 1941 var der gjort to forsøg på at etablere lægepraksis i Lille Skensved, men uden at det var lykkedes. Det blev der ændret på, da en forholdsvis nyuddannet læge, Aage Lørring, efter grundig undersøgelse af antallet af sygekassemedlemmer i flere sjællandske byer besluttede at etablere lægepraksis i Lille Skensved og derfor bekendtgjorde sin beslutning i Ugeskrift for Læger i foråret 1941. I 1993 udgav Aage Lørring sine erindringer om årene i Lille Skensved fra 1941 til 1949. Det følgende er uddrag af og citater fra bogen.

Efter medicinsk embedseksamen i vinteren 1937-38 og efterfølgende obligatorisk kursus på en fødeklinik fik Aage Lørring et års turnustjeneste på Københavns Militærhospital. Da hans ansættelse på militærhospitalet nærmede sig sin afslutning søgte han en stilling som enereservelæge på Køge Sygehus og fik den. Den gang bestod Køge Sygehus blot af en enkelt bygning med sygestuer i to etager!

Efter to års ansættelse på Køge Sygehus og med mere erfaring i bagagen tog Aage Lørring kontakt til Højelse Sygekasse og Højelse Sogneråd, og de var interesseret i at få en lægepraksis i Lille Skensved – en praksis for hele sognet. Han var ikke ukendt med omegnen, da hans far var født i Korsvejshuset (huset lå på Ølbyvej over for Ølsemagle Mølle). Det viste sig hurtigt, at også nabosognenes beboere benyttede sig af kontakt til ham.

Inden starten tog han på en uges meget lærerigt ophold hos en læge på Fyn, som var kendt for sin behandling af sår på skinneben. I stedet for omslag og langvarigt sengeleje havde lægen på Fyn fundet ud af, at elastikbind og gangtræning var bedre: ”Ro er død, bevægelse af liv” – var den fynske læges motto om sår på skinneben!

Aage Lørring startede sin praksis 8. april 1941 og lejede stueetagen i et hus på Fabriksvej. Helt fra begyndelsen var han bevidst om hurtigt at sætte alle sejl til for at få skabt en praksis, der var stor nok til at forsørge sig selv og familien. Fra sin tid som reservelæge på Køge Sygehus havde han et godt ry, og adskillige af egnens beboere kendte ham fra den tid. Han blev modtaget af en meget venlig, åben og gæstfri befolkning. Højelse Sogneråd udnævnte ham straks til formand for sundhedskommissionen i Højelse Kommune.

”Den allerførste dag, jeg åbnede praksis, kom der et aftenbesøg til Solrød, 2. dag et besøg og en konsultation, 3. dag en konsultation, 4. dag et besøg. 5. dag et besøg, 6. dag 2 konsultationer og 2 besøg!, 7. dag et besøg, 8. dag slet ingenting, 9. dag 3 konsultationer, 10. dag en konsultation, 11. dag 2 konsultationer. Derefter gik det fremad. 22. april var der 5 ydelser, 6. maj 9 ydelser, men 7. maj var der slet ingenting – men da var der også snestorm! Til gengæld var der dagen efter 8 konsultationer og 2 besøg.”

Kort over Højelse Sogn.
Den første lægebolig i Lille Skensved, juni 1941.
Lægeboligen på Hovedgaden, Lille Skensved.

”Efterhånden kom jeg langt rundt på mine sygebesøg fra Lille Skensved. Mod nordøst blev jeg læge for de fleste patienter i Jersie og en del i Solrød og på Jersie Strand og Solrød Strand, hvor der dengang ingen læge var, og hvor der var meget at gøre i ferietiden. Jeg havde mange patienter i Ølsemagle, men selvfølgelig flest i Højelse Kommune, hvor praksis strakte sig helt ned til Lille Salby, men mest bredte praksis sig langs amtsvejen, der fører fra Lille Skensved til Ejby og Spanager. Jeg fik særlig mange patienter i Ejby sogn, der omfatter Ladager, Ejby og Spanager, men der kom efterhånden også mange patienter i Kirke Skensved og Havdrup. Jeg fik enkelte patienter i Ølby, Køge, Lellinge, Bjæverskov, Kløvested og Valore.”

Allerede mens Aage Lørring og familien boede på Fabriksvej var hjælpsomheden blandt borgerne stor. Da det ældste barn var lille, blev han ringet op fra Skensved central, der var placeret i et hus mellem stationen og Hovedgaden (Ved Banen 4) ”Helle er lige løbet her forbi med retning mod hovedgaden”. Så måtte han i al hast ud af døren og hente barnet tilbage. Det var i øvrigt på den tid ikke ualmindeligt ved opringning til telefoncentralen bare at nævne navnet på den, man ønskede at tale med. Det var sjældent man brugte numre.

Efter to års forløb havde Aage Lørrings praksis en pæn størrelse, og i efteråret 1943 købte han huset på Hovedgaden 26B og flyttede familie og praksis her til. Den nye bolig var hovedbygning til en trelænget gård med 1,5 tønder land omkring – mellem Hovedgaden og Aagade (nu Åvad). Hans lægepraksis var i rivende udvikling og familien fik såvel hushjælp som havemand.

Som landlæge blev Aage Lørring bedt om noget mere end uddannelsen egentlig rakte til. Alle landboere regnede med, at de praktiserende læger kunne trække tænder ud – man bedømte ligefrem en læges dygtighed på, om han var god til tandudtrækning!

Aage Lørring blev en søndag eftermiddag kaldt til et ulykkestilfælde på Vittenbjergbakken syd for Ejby, hvor et hestekøretøj med to familier fra Havdrup var væltet på vej ned ad bakken. De tilskadekomne havde fået en del knubs og adskillige sår og grimme flænger, og Aage Lørring foreslog at lægge nogle midlertidige forbindinger, og at familierne blev syet sammen på Køge Sygehus, men de bad Aage Lørring klare det hele selv. Han satte sig på den ene side af grøften, lagde sterile stykker ud i græsset ved siden af, anbragte de tilskadekomne på den anden side, rensede sårene og tog fat på at sy sårene sammen. Derefter kunne de to familier køre hjem til Havdrup. Belønningen kom ved næste lægeskift på den måde, at adskillige familier i Havdrup skiftede over til at blive Aage Lørrings patienter.

Aage Lørring fungerede ikke alene som læge i Lille Skensved. Mere og mere tid gik med forskelligt arbejde for modstandsbevægelsen. Modstandsarbejdet startede med at modtage og videresende såkaldte ”illegale” blade, som han modtog i større og større oplag. Det drejede sig om ”Frit Danmark”, ”Studenternes Efterretningstjeneste”, ”Danskeren”, ”Hjemmefronten”, ”De frie Danske” med mange flere.

En special situation omtales som følger: ”Sognepræsten for Højelse og Lellinge pastorat, Harald Kalf, der var min gode ven og elskede nazisterne lige så meget som jeg, holdt en søndag en prædiken i Højelse Kirke. Han skjulte ikke sine sym- og antipatier ret godt til daglig, men denne dag talte han usædvanligt åbent og klart imod nazismen i Danmark. I kirkegangen deltog gårdejer M. fra Ølby, der var kendt som nazist, og endvidere telefoncentralbestyreren fra Lille Skensved. Da centralbestyreren og hans kone gik hjem fra Højelse Kirke, talte de sammen om, at denne formiddagsprædiken kunne være farlig for præsten, og de besluttede derfor, at de resten af dagen ville passe telefoncentralen selv og sende den assisterende telefondame hjem (det var en lille land-central). De aflyttede så alle samtaler, der udgik fra Ølby-bondens gård. Det var naturligvis helt ulovligt, men ganske praktisk, som det skulle vise sig. Samme eftermiddag kom der opkald fra gårdejer M. ind til Shell-huset i København, hvor Gestapo residerede, og centralbestyreren kunne klart høre, at han anmodede Gestapo om at tage sig af pastor Kalf. I løbet af en halv time var præsten og hans kone og lille søn, forsynet med det allermest nødvendige, flygtet fra præstegården, og da tyskerne kort efter kom, var præstegården tom. Resten af krigen tilbragte pastor Kalf som kontorist på et sagførerkontor i København, og det lykkedes at finde en lille lejlighed til ham og hans familie og få den forsynet med rationeringskort. Sådanne hændelser var ganske almindelige dengang.”

Ovenstående er skrevet med tilladelse fra Aage Lørrings søn, Leif Lørring. Bogen, som indeholder såvel alvorlig som underholdende omtale af lægegerning, modstandskamp m.m., kan købes for 25,- kr. hos Skovbo Lokalhistoriske Forening, Borup, og Højelse Sognearkiv, Lille Skensved.

Køge Byarkiv holder lukket tirsdag d. 26. september på grund af kursusdag.