Opffers jordomrejse #18: Kongens Bangkok

Bangkok, april 1891.

Til musik fra de vilde duers kurren gled vor damper med det stolte navn “Phra Chula Chom Klao” i den tidlige morgen op ad Menamflodens smalle løb. De kinesiske kulier [ufaglærte arbejdere], der udvandrede til Siam [Thailand], og rimeligvis for første gang var udenlands, havde forsamlet sig langs skibets ræling og havde tralvt med at gøre bemærkninger om deres nye, midlertidige fædreland.

Bredderne bugnede af tropevækst. Høje, slanke kokospalmer hældede deres grønne bladvifter over lavstammede bananer og kæmpesiv. Hist og her kom en samling hytter med spidstdannede brune palmetage til syne langs siderne. Hytterne lignede snarere vore gammeldags hønsehuse end regulære menneskeboliger, byggede som de er på høje pæle.

Hvor det yppige plantebælte gav lejlighed dertil, så man ind over landet, der til alle sider var lige så fladt som en pandekage. Her var ikke så meget som et uskyldigt Himmelbjerg til at afbryde de ensformige markers uendelighed. Alt var plant og fedt, rismark på rismark.

De brune indfødte var ude at ro en morgentur. Nogle brugte små årer, hvilke de håndterer som om de rørte vælling med en ske, andre havde både som venetianske gondoler, og bådsmændene behandlede da de kolossale årer på samme måde som gondoliererne i lagunernes by.

Under kaptajn Morris’ sikre kommando gled vort skib let om hjørnerne, dampfløjten skingrede og gav genlyd fra halve mil fjerne punkter. “P.C.C. Klao” blev mere og mere omsværmet af flodens krager, bådsmænd og bådkoner, og endelig faldt ankeret et sted midt på floden. Vi er i Bangkok.

Der er i og for sig intet forbavsende ved den første udsigt, man har ved sit komme til denne by. Imellem grønne træer ligger store, hvide europæiske bygninger og små siameserhytter, mens man hist og her skimter spidse tårne fra de indfødtes templer, men senere, når man foretager udflugter med en af de mange smådampere, som det vrimler af på floden her, kan Bangkok fra andre sider tage sig ret stortartet ud.

[…]

Paladset

Kongens slot og slotsgård med de derværende bygninger afgiver et glimrende skue; det stråler af guld fra bygninger i sart og fin stil, hvor end man vender sig.

Selve slottet er ganske nyt. Det er en temmelig kæmpemæssig bygning i halvt orientalsk, halvt italiensk stil, foroven kronet i et tretårnet siamesertag. Opgangen dannes af en kolossal dobbelttrappe, ved hvis fod der paraderer fire lueforgyldte elefanter med hængesnabler.

Selve slottet i den halvt moderne skikkelse virker ikke så overmåde skønt, som de omgivende templer i ægte siamesisk stil, nogle sande juveler i fin og smagfuld bygningskunst.

 

Fotografi af (en lille del af!) det mægtige kongepalads i Bangkok. Chakri Maha Prasat-bygningerne her blander europæisk og thailandsk byggestil. Emil var dog mere til de rent thailandske Wat-templer. /Ukendt fotograf, ca. 1870.
Kongeriget Siams udbredelse indtil 1893. Thailand lå klemt mellem de to koloniserende supermagter England og Frankrig, og europæere som Emil Opffer spekulerede blot på, hvor længe der ville gå, før også Siam ville blive opslugt. Der skulle ikke gå mere end to år, før Frankrig med vold overtog store dele af kongeriget og indlemmede dem i sin egen koloni, Fransk Indokina. Thailand forblev dog selvstændigt, som det eneste land i Sydøstasien under kolonitiden. Det skyldtes ikke mindst den dygtige Kong Chulalongkorn, hvis palads Emil besøgt. /Shuuranattha Ashvajayajita, 2022.
Kong Chulalongkorn og et lille udsnit af hans enorme børneflok under et besøg på Eton i England. Chulalongkorn var en dygtig diplomat, som søgte meget inspiration i Europa, men dog insisterede på at, at hans kongerige skulle respekteres på lige fod med de europæiske magter. /Ukendt fotograf, 1898.

De siamesiske pragtbygninger har et tredobbelt tag med de to halvgavle over den oprindelige gavl. Ved enden af hver tagryg stræber en forsiring som en mægtig opadbøjet gammeldags sabelbajonet ud i luften. Oftest er tagene dækket af grønne og gule tegl. Ved siden af slottet til højre ligger et Wat (der er: et siamesisk gudetempel), hvis spidse tårn bæres af en grueligt skuende djævel. Dette tempel er bygget i grønt, hvidt og rødt samt oversået med guld og atter guld. Det er strålende skønt, men det fineste er dog et lille kongeligt kapel, der ligger foran, og som næsten i solglansen ikke er til at se på, således lyner solstrålerne i de mangfoldige guldornamenter, der tager sig om muligt endnu pragtfuldere ud, anbragte som de er, på meget lys, matgul grund.

I kongens gård er rundt omkring anbragt en samling marmorstatuer, navnlig en del forestillende europæiske typer. Skade for det skønne marmor!

Udenfor templerne står der højst mærkelige bronze- og stenfigurer. Bronzehaner med djævlefysiognomier, kineserløver med forvredne hoveder, gamle siameserdjævle i kæmpeskikkelser og med øjne både som tekopper og møllehjul og desforuden mange andre mærkelige gespenster.

Templerne indvortes gør et mærkeligt blandet indtryk. Imellem guldtræer og sølvtræer med blade af de fineste guld og sølv ser man hist et simpelt porcelænsdyr fra Leipzig, skilderier med skillingsbilleder, udhugne europæiske danserinder med løftet ben, kolossale Buddhaer med opadvendte fodballer og med den klassiske pegefinger advarende hævet op osv.

Her er en mængde kostbarheder samlet i templerne, ofte forærede til dem af enkeltpersoner. I en buegang, som bevæger sig rundt om midtertemplet Phra Marodop, er en uendelighed af religiøse legender foreviget. Her er mægtige slag imellem forskellige djævle, besnærende siamesiske danserinder med omvendte arme, hellige hvide abekatte, beskyttende siameserne imod onde ånder, en stor mand, hvis tunge omslynger den ganske verden, mm.

Hellige elefanter 

Vi besøgte de hellige hvide elefanters stalde. Man forstår bare ikke, hvorfor siameserne ikke mildner disse dyrs daglige levned, når dyrene virkelig er så forbavsende hellige. Som de højhellige hvide dyr nu står lænket fast med de tre ben på en lille plet, grænser behandlingen af dem næsten til dyrplageri. I alverdens zoologiske haver er der ikke et almindeligt skidengråt eksemplar, der bliver i den grad holdt i trangt fængsel som her. Se f.eks. til Shang og Eng i Københavns zoologiske have, og som jo forresten er udgået her fra Siam. De har en hel komfortabel lejlighed i forhold til disse i Kong Chulalongkorns stalde. Nå, de som er i højhed, må lide noget på ambitionens vegne.

De hvide elefanter er i øvrigt slet ikke hvide. Deres farve er nærmest en blanding mellem lyserødt og gråt. Forresten er der ca. 8 stykker, som er mere eller mindre tilbedte efter deres kulør. Den sidste hvide elefant kom hertil for fem måneder siden og blev i overværelse af en umådelig menneskemængde modtaget med udmærkede hædersbevisninger af kongen og prinserne, hvorefter den blev tilbørligt bundet på bagbenene og det højre forben og tildelt en halv snes nøgne siamesere til oppassere.

Kong Chulalongkorn i fuld regalia ved sin kroning i 1868. Chulalongkorn huskes i dag af de fleste som en folkekær konge, der moderniserede Thailand og bevarede landets truede selvstændighed overfor de koloniserende europæere. /Ukendt fotograf, 11. november 1868.
I en dansk kontekst udmærker Bangkok sig ved den betydelige mængde danskere som havde indflydelse i byen og i Kong Chulalongkorns hof. Emil Opffer besøgte den vel nok mest betydelige af disse, Andreas de Plessis de Richelieu. Richelieu var en nær ven og rådgiver af af den thailandske konge, og var i 1891 admiral i hans flåde. Fra 1899 blev han ligefrem udnævnt til kongerigets marineminister. Hans betydning for forbindelsen mellem Danmark og Thailand lader sig ikke sådan lige opremse her. Du kan læse mere om Emils visit hos Richelieu i de fulde rejsebeskrivelser på Køge Byarkivs læsesal. /Emil Hohlenberg, 1903, Det Kgl. Bibliotek.
[…]

Kongen

Alting i Siam drejer sig om kongen; som han drejer sig, således vender alt sig. Heldigvis er Kong Chulalongkorn efter den enstemmige udtalelse en fremragende, forstandig mand, der alt i alt har bragt mange sunde reformer ud i livet. Blandt hans store gerninger kan bl.a. nævnes, at han har ophævet slaveriet. Nu for tiden ligger han (ligesom foruden mikadoen i Japan) inde med planer om en skønne dag at overraske verden med budskabet om, at Siam har fået sig en rigsdag. Held og lykke med den.

Som kongens rådgiver i regeringshandlinger står et råd, Senabodi, bestående af seks prinser af det kongelige hus, samt et vist antal af rigets højtstående. Kongen er en meget selvstændig mand, som har sin bestemte mening om de sager, der forelægges ham, og han kender meget vel sin stillings betydning. På den anden side er han i den daglige omgang venlig, naturlig og imødekommende. Han læser meget og optræder som forfatter. Det engelske sprog er han udmærket mægtig.

For tiden er kongens broder, Ong Noi, premier- samt krigs- og marineminister. Han tager mere aktiv del i forretningens gang end undertiden er tilfældet blandt højere siamesere.
Prins Dewan, som i 1887 ved Dronning Victorias jubilæum var i Europa, er udenrigsminister.
Prins Damrong, en meget intelligent og velvillig personlighed, der har været forskellige danskere en god støtte, har overtaget undervisningsministeriet.
Prins Djav Sai, fader til de to siamesere i vor hær og marine, Klang og Pheen, var tidligere minister, men har nu trukket sig tilbage fra forretningerne for udelukkende at hellige sig pligterne som kongens livlæge. Desuden sørger den engelske Dr. Gowan for kongens sundhed.

For tiden synes der ikke at være nogen fare for at dynastiet skal uddø, idet Hans Majestæt er højt oppe i trediverne hensyn til børnenes antal. Kongen har nogle og halvfjerdsindstyvende hustruer, der bliver stærkt bevogtet i deres specielle palads. Der er dødsstraf for den siameser, som vover sig inden for dettes porte. Med kammerfrøkner og det hele skal kongens fruerbur udgøre et helt regiment på flere tusind medlemmer.

Kongen har udnævnt sin halvsøster til dronning, og med hende har han kronprinsen, et ganske ungt, velbegavet menneske. Da kronprinsen fik den hårtot, som alle mindreårige siamesere bærer, afbarberet for nogen tid siden, skete dette under udfoldelse af en ægte østerlandsk pragt. Der mødte mandlige og kvindelige repræsentanter fra alle landets kanter, og de ordnedes i en imponerende procession for at overvære den i slotsgården stedfindende akt. Der blev foræret kronprinsen rige gaver, og fra europæerne modtoges ikke mindre end 80 tikaler (ca. 160 kroner). Hver giver fik bagefter som tak tilkendt et sæt forgyldte knapper.

Hans Majestæt sørger kongeligt for sine hustruer og børn. De sidste får ved deres fødsel hver en gave på ca. 35.000 kroner med mere.

Kongens land

Imidlertid er Siam rigt nok til ikke at lade sin omfangsrige kongefamilie lide nød. Siam er et af naturen med store gaver udrustet land. Det har vidtstrakt frugtbart lavland ved siden af bjerge med guld-, sølv-, tin- og kulminer. Det frembringer petroleum. Det har betydelige teaktræskove. Der er rigdom på fisk ved kysterne og ingen mangel på frugt i landet.

Siam anslås til at have ca. 6 millioner indbyggere, men om dette spørgsmål er der ingen sikker mening ligeså lidt som med ved, hvor mange indbyggere Bangkok, hovedstaden, har. Nogle mener 300.000, andre 500.000, og atter andre endog 800.000. Ganske vist blev der en gang holdt en slags folketælling, men den giver intet pålideligt grundlag, da man ikke talte kvinder og børn med, og de er dog også mennesker. En ikke ringe del af befolkningen udgøres af kineserne.

Det første, man fra vor verdensdel kender til Siam, var, at portugiserne i 1511 åbnede en handelsforbindelse med riget. Senere har landet stået under dels Burma og dels kinesisk erobrere, men siden 1782 har landet været selvstændigt. Hvor længe det varer, er vel ikke godt at sige, thi både Frankrig og England føler fra Tonkin og Burma god  appetit til den fede mundfuld. Frankrig har allerede gjort en god begyndelse ved uden videre at rane en betydelig part af den østlige del blot med den bemærkning, at “det tilhører Frankrig”.

Hvad skal man vel svare på det argument, når man er den lille?

Køge Byarkiv holder lukket tirsdag d. 26. september på grund af kursusdag.