Siamesiske bugt [Thailandbugten], 9. april.
Farvel Kina!
Når man flygtigt ser på kortet, tager afstanden fra Hongkong til Bangkok sig ud som en lille sviptur, men i virkeligheden andrager den en hel rejse. Jeg har nu ligget på søen i en uges tid og først i morgen kan jeg atter gøre et lille holdt ved en af mine stationer, Hans Majestæt Kong Chulalongkorns residensstad i “de hvide elefanters land”, Siam.
I torsdags morges bød jeg i en øsende troperegn det herlige Hongkong farvel; min elskværdige vært fra telegrafstationen, løjtnant Lyngbye, fulgte mig par sampan ombord på en damper af det skotsk-orientalske selskab, der var beliggende langt ude på reden. Damperen var i det første øjeblik ved at tage vejret fra mig, da jeg skulle udtale dens navn, der nu falder mig let nok i munden. Den hedder: “Phra Chula Chom Klao”, opkaldt efter den afdøde siamesiske “anden-konge” [vicekonge].
Vor damper skulle føre et kineserlig med til Swatow [Shantou], en by, der ligger et døgns skibsrejse på kysten nord for Hongkong. Kisten blev halet ombord, ledsaget af en større del indfødte piskemænd. Den var indhyllet i et stort, hvidt klæde og blev stillet op på dækket med en mængde blomster og fødevarer, hvoriblandt en stegt gris, på låget.
Følget foretog en del ceremonier, og sønnen af den afdøde (en gammel kone) kastede tre glas samshu (kinesisk vin) henover blomsterne.
Da dette var forbi, forlod de ledsagende vort skib, som nu dampede afsted med os, kisten og den sørgende søn, en hvidklædt købmand fra Canton, udmærkende sig ved to-tre tommer lange negle, hvilke han, uden dog at komme til skade, stak dybt ind i sin næse.
Næste morgen passerede vi langt ude i søen et lille fyrtårn, hvor en dansk eneboer, Hr. Frederik Wilnau, lever. Den lille klippeø, hr. W. har valgt til sin ensomme residens, hedder Bricker Point. Hr. W. er en velhavende mand, som er indehaver af ejendomme i Aarhus, men hans passion er det nu kun at have måger og springere til selskab.
Vi løb forbi et snævert pas, der for fastlandets vedkommende var øde og gråt. På den anden side havde vi “Dobbeltøen”, hvor europæerne fra Swatow bor om sommeren.
Swatow viste sig at være en mindre, temmelig elendig kineserby, hvor der imellem hinanden vrimlede af sorte svin og kineserbørn, af hvilke de første så ud til at være de renligste. Det regnede, og som følge heraf måtte jeg vade igennem mudder og småsøer op til den kinesiske telegrafstation, hvis bestyrer, løjtnant Joh. Hoppe, var dansk. Hr. Hoppe havde opholdt sig herude i fem år, men var nu i færd med at at sejle ad Danmark til igen. Kineserne begyndte nemlig at gøre rent bord og ville have “Kina for kineserne”. Hr. H. var tilligemed flere andre europæere blevet opsagt i deres tjeneste, og i Swatow ville telegrafkontoret herefter udelukkende bestå af indfødte.
Kineserne i Swatow adskiller sig fra andre egnes kinesere ved at bære turban over pisken. De ville på denne måde skjule slavemærket. Man må nemlig erindre, at pisken er blevet påtvunget det himmelske riges sønner som undertrykkelsestegn. Det var først, da manchurerne i 1644 erobrede landet, at den blev påbudt dem, og senere er den gået over til at blive de gules største stolthed, og det er en svær straf, når forbryderen får den afskåret.
Den sørgende kineser, der ville bygge en hytte ved siden af sin moders grav og opholde sig der i 100 dage, forlod os i Swatow og i stedet fik vi en ung engelsk dame, Miss Heuckendorff, der udmærkede sig ved at tale meget fortræffeligt dansk og ved at være rejst fra det nordlige Kina for efter en 19 dages rejse at gifte sig i Bangkok med den danske kaptajn Thomsen, fører af en floddamper.
Vi har på vor hele rejse haft torden og lyn hver aften. Søen har lyst i grønligt fosfor, og morilden har som dansende lygtemænd skinnet fra bølgetoppene. Når så regnen stod som en tæt vandsky om os, og de blålige lyn lyste op over den vidtstrakte flade, lignede den hele havkreds en uhyre luende punchbowle.
Vi har set det sidste glimt af Kina, da vi passerede de øde, skovklædte småøer Obi.
Ud for Saigon lå tre vældige russiske panserfregatter. De ventede herude, mens Tsarevitjs [den russiske tronfølger] aflagde en fransk visit inde i landet hos østens repræsentanter for tsarens republikanske venner i Europa [Frankrig, som Rusland på det tidspunkt var i alliance med].
I går, d. 8. april, højtideligholdt vor kaptajn, Mr. Morris, kongens fødselsdag ved at få en søn. Der blev stærkt røre ombord. Den kinesiske boy kom glædestrålende op på agterdækket og gjorde mig ved tegn bekendt med, at en lille Christian var kommet til verden herude midt på den siamesiske bugt. Jeg glædede mig allerede til at “rock-a-bye baby” med ham, men så viste det sig, at glæden kun blev stakket. Den lille dreng blev kun et kvarter gammel.
Fruen er for øvrigt halvt dansk, halvt skotsk Faderen hed Johansen og var af vor nation.
Kaptajn Morris har fotograferet passagererne, og deres korrespondent er blevet foreviget med en halvnøgen kinesisk ånd ved sin side.
Der er prægtigt ombord på Phra Chula Chom Klao, der forresten løber en forfærdelig mængde mil i timen, sommetider 16 engelske; dog er duften fra et hundrede kinesiske mellemdækspassagerer ikke altid som Esprit de Vallø. Jeg tror nok, at man i lang tid skal vænne sig til kineserparfumen, før man holder af den.