Hongkong, 26. marts 1891.
Indsejlingen til Hongkong er overraskende smuk. På den ene side har man kejseren af Kinas fastland og på den anden, øen Victoria, hvilken England har taget i arv og eje som udgangspunkt for sine videre operationer i øst. På Victoria er det, som bekendt, at Hongkong er bygget op ad bjerge og ned i dale. Skribenter, som har været i Italien, plejer regelmæssigt at sammenligne den (hvad beliggenheden angår) enten med Napoli eller Genova, men sandheden er, at den egentlig ikke ligner nogen af disse byer. Hongkong er repræsenterende noget specielt.
De tvende italienske byer viser sig som store hvide klumper huse på en bjergskråning, Hongkong som et par rækker store, elegante paladser med en kineserby ved siden og op ad bjerget spredt en mængde europæiske landsteder. Dette lille blandede England-Kina indtager en med det samme for sig, og det vinder ved nærmere bekendtskab.
Jinrikshaerne er måske her (med undtagelse af Shanghai) mere dominerende end i de andre østens byer. Man kan ved sin landstigning ikke træde et trin, før man omkring sig har sværme af køretøjer, foran hvilke de stakkels kinesiske arbejdsmænd gør sig til en blanding af en og et æsel. De råber deres “Rikshaa, rikshaa!”, skubber kammeraterne til side, og er man først gået ind i køretøjet, så stikker kineseren af med en ud i det blå, hvis man ikke tydeligt nok har angivet sin adresse. Kineseren bliver i modsat tilfælde ved med at løbe rundt med en, håbende på en klækkelig betaling.
Min kineser for med mig fra hotel til hotel: “Hongkong”, “Victoria” og flere, men overalt var der fyldt mere end til sidste plads med engelske jordomvandrere, som kom hertil for et par dage siden fra Indien med det store Liverpoolskib Empress of India for at gå over Japan og Canada hjem, og som boede i land for at foretage udflugter til Canton [Guangzhou] og Macao. De oversvømmede hele Hongkong og lod intet rum tilbage for en enlig vandrer.
En ægte kinesisk middag
I det kinesiske Jin King Lum-hotel.
Klokken var 7, da vi samledes hos konsulen for at spadsere igennem den elegante europæiske hovedgade og derefter pludselig slog om i en af de smalle kinesiske sideårer, som fører op ad bjerget.
Det holdt hårdt at komme igennem den tætte vrimmel skævøjede gule, som på denne tid af aftenen viste sig temmelig livlige. Vi standsede ved et strålende oplyst kineserhus, hvor brogede balloner langs facaden meddelte, at indenfor disse mure var det stedlige fashionable Kinas tilflugtssted hvad angik de flydende og faste genstande, uden hvilke helte intet er.
Ganske vist var væggene langs trappegangen rigt gyldent ornamenteret med milde guder og forskellige tegn for husets bestemmelse, men man skyndte sig dog over første etage, thi en gennemtrængende duft lod bestemt formode, at her var et oplag af mere eller mindre frisk klipfisk.
Endelig på den anden etage forefandt vi Jin King Lum-hotellets spisesale. Igennem de åbne døre så man grupper af kinesere, klædt i lyseblåt og ildrøde i ansigtet af anstrengelse, sidde omkring de forskellige borde.
Vort selskab trådte ind i et hjørneværelse med udgang til den åbne veranda. Langs væggene stod opmarcheret en række stole, hvis røde sæder glimrede med guldindviklede fasaner, elefanter, påfugle osv.
Bordet bugnede af de mangfoldigste smådelikatesser, kastanjer stillet i pyramider, appelsiner i al slags tilberedning, nødder, røde og grønne frugter, alt sammen meget net stillet op.
Selskabet gik til bords og hvert medlem modtog en sammenfoldet våd serviet, et par træpinde og et lille messingredskab, der lignede en hårnål. Med disse instrumenter gik vi uforsagte danskere løs på ouverturen, hvortil vi drak den kinesiske vin samshu i miniatureglas, der så ud, som om de tilhørte et dukketeater.
Efter at have kildret vor gane ved de forskellige frugter, tog middagen, der omfattede 17 numre, sin begyndelse.
Taffelmusikanterne viste sig: fem ganske unge kinesiske piger, hvor klædt i sin farve: blåt, rødt, gult, sort og hvidt. Om det sortglinsende, tilbagestrøgne hår var slynget en krans og i ørene bar de ringe af grøn sten. Deres mandelformede øjne mønstrede os, og de var åbenbart skjælmsk anlagte, thi de slog nu og da over i en latter, visende en række hvide tænder.
Tre kinesiske musikenter, der ikke var helt så opstadsede som damerne, begyndte en strengeleg på nogle mærkelige instrumenter, og snart var musikken i fuld gang.
Jeg har aldrig hørt noget hvine og pibe som disse instrumenter, og når dertil føjes, at de unge damer enkeltvis foredrog sange på en måde, som vi nærmest ville kalde at skrige i vilden sky, kan man nok forstå, at vore trommehinder måtte stå en hård prøve.
Den trykte spiseseddel oprullede efterhånden for os følgende tillokkende gourmand-program:
1. Fuglerede-suppe (en slimet substans, mindende om flynderskind i varmt vand).
2. Hajfiskefinner (jeg ville hellere spise min hat end disse ildeduftende trevler).
3. Stegt kylling med skinke (lavet som en slags postejer, fortræffeligt).
4. Kogte snesvampe (nogle sorte tingester i udseende, bitre i smagen).
5. Rullet krabbekød.
6. Forskelligt tilberedte dueæg.
7. Mandarinfugle-reder (stærkt søgte af et par deltagende kinesiske herrer, Yeung Schinchao og Foong Shangam).
8. Kogt høne.
9. And, indbagt med mandler.
10. Torskemælk.
11. Salte og søde kager.
12. Mandelmælk.
(5 minutters pause)
13. Stegte høne.
14. Store rejer.
15. Oplagt mælk.
16. Kogte krabber.
17. Suppe og ris.
Puh! Det tog næsten vejret fra os at løbe igennem menuen, men det skete under et excellent humør, og da champagnen som et ekstranummer sluttelig kom frem, blev der herinde i den kinesiske helligdom holdt adskillige taler, ledsagede af de ni korte og de tre lange danske hurraer, hvilket forbavsede det talrige indfødte publikum, der overværede vor udvikling med spisepindene, mere end noget af det andet, de i aftenens løb var blevet vidne til.
