Shanghai, 22. marts 1891.
Passagen langs floden op til Shanghai er ikke meget tiltalende.
Der ser temmelig øde ud på de flade bredder, som – hvis der ikke hist og her lå et kineserhus med udbøjet tag – for den sags skyld godt kunne gå for partier fra Schelde eller Maas. Turen fra Wusong (ved flodens udløb i havet) til Shanghai tager et par timers tid. I går, da jeg med en lille fransk båd dampede herop, var vejret koldt nok til, at man hyllede sig ind i sin danske vinterfrakke. Dertil regnede det, og man fik begribelig ikke det gunstigste indtryk af dette stykke Kina efter forud at være kommet fra tropesol på Hawaii og forårsvarme i Japan. Floden, der fører fra Shanghai, er mudret gul, men ikke desto mindre benytter kineserne dens vande såvel til at drikke, som til alt andet.
Langs den højre bred ser man en meget vel anlagt vej, hvis tilblivelseshistorie er en ret artig illustration af den næsten latterlige styrelse i “kinesiens land”. Oprindelig fik et engelsk kompagni tilladelse til at anlægge en sporvej de par danske mil fra Shanghai til Wusong, men i stedet for anbragte de en jernbane uden at have spor af aftale om en sådan.
Banen var der imidlertid, og kineserne benyttede den så rigeligt, at den i det år, den eksisterede (1876-77), gav et overskud på 10%.
Senere kom så den kinesiske styrelse til det resultat, at man ikke havde haft bud efter en bane, og da den ruinerede bådmændene og gjorde en del kinesere (som lejedes af bådmændene til at lade sig overkøre) et hovede kortere, blev det sluttelig bestemt, at banen skulle jævnes med jorden igen.
Den kinesiske styrelse, der ikke holder af at leve på fjendtlig fod med europæerne, købte banen for over 1,5 million kroner, lod skinnerne og det øvrige materiel bryde op og førte resterne over til Formosa [Taiwan], hvor det ligger som gammelt skrammel. Måske ville den kinesiske administration – hvis den havde anlagt sag imod englænderne – have vundet denne, men kineserne ved af erfaring, at man ikke skal spise kirsebær med de hvide.
Partierne før Shanghai indtages af store fabrikker, med et kolossalt “kejserligt ølbryggeri” som forpost. Her er både papir- og bomuldsfabrik samt vandværk.
På floden udenfor byen ligger en del kinesiske, hvidmalede panserskibe, hvortil føjes et par russiske kolosser, der formodentlig skulle gøre honnør ved Tsarevitjs [titlen på den russiske tronfølger] forestående visit, når han passerer Shanghai. Man havde oprindelig ventet ham her, men til skuffelse for europæerne går den russiske tronfølger hus forbi.
Hvis det ikke regnede og var råkoldt, ville man vistnok blive behagelig til mode ved synet af den europæiske koloni, der med sin lange række store bygninger med parkanlæg i forgrunden fører tanken hen på noget som det elegante Odessa.
Jeg lejer en af de talrige jinrikshaer (der for øvrigt ikke er så nette som i Japan), og kører straks til “Store nordiske telegrafselskab”, der har sin residens i det engelske kvarter. “Store nordiske” bor i et meget standsmæssigt hotel, men agter for øvrigt at flytte længere hen ad havnepromenaden.
Et interview
Jeg aflagde visit hos vor udmærkede landsmand, hr. Henningsen, direktør for telegrafselskabets østasiatiske afdeling. Hr. Henningsen, der, som bekendt, tidligere har udgivet en større bog om Kina, arbejder for tiden på et omfangsrigt værk, behandlende samme riges fast uudgrundelige forhold. Jeg bad direktøren give mig hans mening om Kinas så meget omdebatterede fremtid, der begynder at dukke op som et første rangs verdensspørgsmål.
Det var, mente direktøren, en vanskelig sag at udtale sig om Kinas fremtid, thi Kina var i høj grad overraskelsernes land. Man kunne måske den dag i morgen vente sig en hel ny stilling fra det, uagtet det hidtil ganske vist var blevet stående med foden oppe og ikke som naboen Japan var sprunget hovedkulds ud i vor civilisation.
Hvorvidt Kina nogensinde ville blive civiliseret, var et spørgsmål. Overhovedet syntes det jo i de nuværende magthaveres interesse at lade det gå som det gik og holde folket så uvidende som muligt. Derved var de i stand til at holde stillingen som nu.
Og selv om man havde til hensigt at anlægge f.eks. jernbaner, så var dette så at sige umuligt, thi Kina lå som en stor kirkegård. Alle marker var fulde af grave, og disse betragtes af kineserne som deres helligste. Ingen måtte røre dem. Når altså en bane skulle anlægges, måtte man enten gå udenom gravene (som “Store nordiske” har måtte med sine telegraflinjer, der går ud og ind) eller ekspropriere gravmarkerne, og dette ville sikkert føre til revolution.
Det er fra flere sider, sidst forleden i det engelske parlament, blevet sagt, at det ville se galt ud for Europa og den øvrige fremskredne menneskehed, hvis Kina blev civiliseret, kineserne ville da oversvømme verden og sætte sig fast overalt, men dette er noget snak. For det første er Kina ikke nogen krigerisk nation – kineserne gør alt for at få fred – men dertil kommer, at en kineser ifølge sin religion altid vil vende tilbage til Kina, han vil aldrig sætte sig fast, thi “en gang kineser, altid kineser”.
Der er ikke udsigt til andet end, at Kina i mange århundreder vil vedblive at stå på samme standpunkt som nu…
Det var i korthed hr. Henningsens mening om Kinas fremtid, og Danmark kan vel sove roligt fremdeles for kinesernes skyld, selv om det vel ikke ville være heldigt for os og vore arbejdere, hvis kineserne fik indpas hos os. Derfor svarede da også den danske konsul i San Francisco, hr. Simpson, nej, da derværende høje kinesiske udsendinge antydede ham, at han skulle opfordre den danske regering til at indføre kinesere. Hr. Simpson mente vel som så, at hvis en sådan opfordring blev til virkelighed, ville det vel ikke vare længe, før der ikke var en eneste dansker tilbage i Danmark.
Hr. Henningsen mente i øvrigt, at der ikke var noget for Danmark at gøre i Kina. Der blev ganske vist indført noget smør og Tuborg-øl hertil, men det betød intet, og dampskibskonkurrencen var på kysten så stor, at det under alle omstændigheder ville være et voveligt foretagende at sætte danske skibe i gang her. Måske kunne de bringe penge hjem, men det skulle da ikke ske ved gamle skibe, men ved specielt for øjemedet byggede fartøjer. Det var imidlertid vanskeligt at skaffe kapital til den slags foretagender. En svensk kaptajn, som var vel kendt med forholdene på Kinakysten, rejste for nogen tid siden hjem for at samle de fornødne tusinder til at sætte et par svenske skibe i gang her, men forsøget mislykkedes.
En republik i Kina
Den frieste republik i verden er – roser man sig af her – republikken Shanghai.
Denne hidtil ikke synderlig agtede stat består af en by på 103.000 indbyggere, hvoraf de 100.000 er kinesere og de 3.000 europæere.
Republikkens styrelse sker ved ni archonter [græsk betegnelse for herskende embedsfolk i oldtiden] (iblandt hvilke den danske nationalitet tidligere var repræsenteret ved direktør Henningsen). De ni vælges af europæerne, mens kineserne ingen stemme har. Republikken er nok fri, men ikke desto mindre har dog kineserne et skævt øje til den af samme grund.
Der betales 10% af huslejen i skat af kineserne, 8% af europæerne. Indtægterne går til statens vedligeholdelse med kanoner, soldater, politi og musik.
Kineserne ville i påkommende tilfælde ikke kunne hænge republikkens hvide bestanddel i dens egne tarme, thi de unge europæere har dannet en lille frivillig hær med artilleri, kavaleri og infanteri. Jeg så de danske telegrafister, klædt i ildrøde stumptrøjer og bærende skotske kasketter, bakse med et batteri feltkanoner, som om krigen skulle proklameres i morgen.
Politibetjentene i republikken Shanghai er de flotteste, man kan se. Det franske kvarter har sine beskyttere klædt i den nationale uniform, englænderne møder med korkhatteprydede irlændere og tre alen høje indere med blodrøde turbaner samt endelig yankeerne med en hob blå kraftkarle, der ikke har langt til staven. Der findes i øvrigt i det engelske politi her ansat flere danskere.
Om sommeren spiller hver dag på statens bekostning et musikkorps i den elegante palmepark. Foran denne er opført et monument af en engelsk sir, hvis udstrakte hånd har givet lejlighed til at spøge med, at han beder om en skilling.
Et vandværk er blevet anlagt til byens forsyning med et bedre fluidum end det gule flodvand. Men da man forelagde kineserne udvalgte en prøve af det nye, klare vand, svarede denne, efter at have smagt på det, at kineserne nok helst ville have det gamle vand. Der var dog nogen substans i det! Dette sidste havde han ret i; flodvandet ligner kraftig kødsuppe.
Imellem kinesere
Det elegante europæiske Shanghai går over i den kinesiske svinesti af samme navn. Kineserbyen, indenfor hvis mure europæere sjældent vover sig ind for ikke at dåne af stank, har ca. 200.000 indbyggere.
Man smøger sine benklæder vel op, thi man vandrer som igennem en af vore hjemlige landsbymøddinger. I skidtet på den anden side af porten ligger en pjaltet tigger uden hænder og fødder, som tillige med er blind. Han gisper uafbrudt en bøn frem mellem tænderne og bevæger sine håndløse armstumper op i luften. Dette stakkels defekte individ har begået en misgerning i sine unge dage, og som straf er hans hænder og fødder hugget af og hans øjne blændede. Det er en temmelig almindelig forbryderstraf i det Himmelske Rige således at lemlæste misdæderne.
Gaderne er ganske smalle, og til begge sider ser man ind i butikkerne, hvor kineserne hænger i for at tjene til føden. Flittige er de, og fra morgen tidlig til aften sildig sidder de rastløse ved arbejdet.
Gyderne snor sig ind og ud, altid lige snavsede, med talrige skabede hunde og spedalske tiggere. Det er en behagelig modsætning, da vor “boy” fra telegrafstationen (en ældre alvorsmand med en gammel, sort paraply under armen) fører os ind på sangfuglemarkedet, hvor de fjedrede smådyr pipper i alle tonearter. Hist ser vi et bur med en snes gråspurve. Dem køber kineserne og lader dem flyve. Han gør derved ifølge sin religion (der påbyder mildhed imod dyrene) en god gerning.
Min danske ledsager, en ingeniør, lader boy’en købe en lille, spraglet papegøje for en pris af 6 kroner. Boy’en er meget mistænksom overfor papegøjen, han har en anelse om, at kammens pryd ikke er ægte, og at fuglehandleren har koloreret den i de strålende regnbuefarver.
Vi vandrede igennem et par templer med rækker af trædukker malede simpelt røde i ansigterne. De enfoldige kinesere bukker og skraber for dukkerne, og beder dem om et eller andet, som kan være dem til nytte. Kineserne drives aldrig af religiøsitet hen i deres gudshuse; de indfinder sig kun der, når der er noget, de trænger til, mad, penge, klæder eller for at mane ånderne bort. De brænder meget papir, hvilket glæder guderne.
Jeg så en ung kineser, som brændte et hunrede runge sølvpapirsstumper. Eftersom man ikke så gerne vil give de døde virkelige penge med i graven, brænder man runde, værdiløse stykker sølvpapir, og så bilder man sig ind, at papiret bliver til penge i den anden verden og letter vedkommende afdødes tilværelse der.
Udenfor templerne står nogle meget gemytlige stenløver og vender ansigtet halvt rundt, vogtende på de kinesiske helligdomme indenfor.
Vi indtager vores te i et kinesisk tehus, beliggende ude i en dam, og snydes kun for 20 cents. Etablissementet er ved at falde sammen, og ruderne ved at gå ud igennem de små rammer; man har nemlig her i Kina den mode, at man nødig lader noget reparere.
Man ser ingen jinrikshaer, men derimod nogle hjulbøre, der ligner vores hjemlige skærsliberes køretøjer. Disse hjulbøre benyttes af den fattigere befolkning, og man kan køre fabelagtige afstande for en lille, hullet kobbermønt, der gælder utroligt lidt, og af hvilke der går en almindelig håndfuld på en eneste skilling.
Vi møder ikke en eneste europæer; kun gule ansigter og sorte piske vrimler om os. For nogen tid siden foretog dog europæerne en sand valfart herind for at se en martret forbryder hænge i forundringsburet.
I de kinesiske fængsler plejer de stærkere skabninger altid at overtage herredømmet i de fælles indelukker, og de affordrer da de nyankomne tribut. Således skete det her i Shanghai, at en gammel forbryder i den grad tyranniserede hele fængslet, at end ikke mandarinerne turde vise sig inden for dets mure. Han blev af denne grund dømt til at sulte ihjel og stillet op i et bur i en hængende stilling, således, at han akkurat kunne nå jorden med fodspidserne. Europæerne indfandt sig for at se ham, og han blev da ved konsulernes mellemkomst benådet.
Hvad der imidlertid skete: efter at have restitueret sig i fængslet, begyndte han forfra og fik arrangeret et formeligt mytteri. Han blev da lagt på martrebordet. De kødfulde dele af hans lår og derefter af hans arme blev langsomt skåret af, hvorefter blodet stoppedes med hvidglødende jern. Efter denne operation, der varede en time, blev hjertet med en tang revet ud af hans bryst, hvorefter sluttelig hans hovede afhuggedes. En dansk mand overværede handlingen, der gjorde et noget barbarisk indtryk.
For øvrigt er kineserne meget fredsommeligt anlagte overfor europæerne, og der er, så vidt vides, aldrig sket noget mord på nogen af vor race her i Shanghai.
Efter at have vandret rundt i opiumshuler og rettersteder samt set flere andre uhyggelige kinesiske specialiteter, begav jeg mig ud igen af det snavsede Shanghai for efter en dags ophold på dette sted at gå ombord på damperen “Natal”, der vil føre Deres korrespondent til det sydlige Kina.