Opffers jordomrejse #14: På den anden side af kloden

Yokohama, 16. marts 1891.

Jeg er i Hans Majestæt Mikadoens land, hvor solen efter gammel regning går op i det yderste østerland, hvor de 3.800 øers gule sønner og døtre klapper i hænderne for at kalde på den store Buddha. Her er ganske kuriøst; man kommer uvilkårligt på sin vandring herovre ved hvert trin, man gør, til at tænke på de brogede billeder, som vi kender fra étagèrerne derhjemme, hvor de pryder porcelæn og lakerede ting. De smilende japanere med deres buk og smil og virkelig som levende nips.

Deres korrespondent er, som alle andre mennesker, der første gang besøger Japan, indtaget i dette mærkelige rige, hvor så mangt og meget er omvendt af, hvad vi derhjemme betragter som god latin.

Jeg kom her til Yokohama i lørdags, og blev straks på toldboden omgivet af en flok bukkende og smilende “japser” (de indfødtes kælenavn), og alle disse høflige skabninger skabninger råbte i munden på hinanden: “Riksjaa, Sir, riksjaa, Sir!”. De tilbød deres jinriksha.

Jeg må først gøre læserne bekendt med, hvad en jinriksha er. Den er et i Japan aldeles uundværligt møbel, som træder i stedet for droscher, et let tohjulet køretøj, af form som en stor barnevogn efter gammeldags mønster. Jinrikshaen, der er forsynet med kaleche, har et sæde af fløjl, plys eller almindeligt blåt stof.

Vel, hvis man sætter sig op i køretøjet, spænder kusken sig selv for og sætter straks i galop. Man behøver ikke at sige “hyp” eller trække i nogen tømme – vognen med dens tobenede, talende hest, løber i fast galop lige til husnummeret, hvor jinrikshamanden standser, bukker meget dybt med hatten i hånden og siger “abigato” på den forbindtligste måde i verden, hvad enten han får lidt eller meget. Taksten er forresten 10 sen (30 øre) i timen. De bosiddende europæere har deres egen jinriksha med en eller to japanske løbere for.

Japanskproduceret kort over Yokohama nogenlunde samtidig med Emil Opffers besøg. Yokohama var en relativt nyopstået storby, som var kernepunktet for amerikanerne og europæernes indflydelse i Japan. Døren til Japan var blevet tvunget åben af den amerikanske flåde i 1853-54, og Yokohama, som før da kun havde været en lille fiskerby, voksede frem som en handelsby hvor den japanske regering kunne holde øje med de hvides indflydelse. /Tomigoro Ozaki, 1892.
Isezaki-chō-gaden i Yokohama. Den atypiske japanske by var en smeltedigel af japansk og vestlig kultur, og selv om begge sider af det kulturelle skel så på hinanden med nogen mistro, så satte den vestlige indflydelse sine præg på byen. Eksempelvis udgik den første jernbane i Japan herfra og kørte til Tokyo. I dag er Yokohama og Tokyo smeltet sammen til et enormt byområde. /Ukendt fotograf, ca. 1880, håndkoloreret.
Japansk jinriksha lignende den Emil Opffer benyttede under sit besøg i Yokohama. /B.W. Kilburn, ca. 1901.

Jinrikshamanden er meget malerisk klædt, på denne årstid i et rødt sengetæppe og med en bred, rund solhat, der ligner en omvandt spytbakke. Om sommeren er hans klædning ofte meget luftig; den består nemlig kun af et bredt bændel. Han er meget om sig, og glemmer ikke, når man forlader hans køretøj, at sige til en: “nådige herre huske mig, mig nummer 30. Mig vente her!”.

Så stiller japsen sig op, indhyllet i sit røde sengetæppe, og venter troligt, om det så skal være en hel dag, på, at man atter skal vise sig. Så er der jo nemlig chance for en 10 sen.

Jeg lod min jinrikshamand i strakt galop køre mig langs “bunden” (havnegaden) til Club-Hotel.

På reden (Yokohama har ingen regulær havn) lå et par japanske, et italiensk, tre engelske og fire amerikanske orlogsskibe imellem talrige handels- og passagerdampere, bærende alverdens flag undtagen det danske. Der har ikke været en dansk damper her i de sidste to år. Orlogerne lod deres kanoner dundre; der var nemlig kommet budskab om, at en amerikansk admiral var gået ind til den store flåde, og han fik nu sin afskedssalut fra den anden side af Stillehavet.

Jeg har senere set mig om i Yokohama, men der er ikke meget at betragte – når man har tilfredsstillet sin første øjenlyst i retning af almindelige japanske mærkværdigheder. Byens japanske del er skarpt adskilt fra den europæiske ditto. I den sidste bydel lægger man mærke til den brede avenue, hvor konsulatsflagene vajer fra høje master foran de respektive residenser. Først Englands dobbelte, brogede kryds, dernæst Ruslands tre horisontale farver, Amerikas stjernebanner, Kinas blå drage på grund osv.

Jeg har aflagt min visit på det danske konsulat, hvor monsieur Bavier (en fransk schweizer) modtog mig meget venligt. Han sagde mig, at der aldeles ikke var noget at bemærke angående danske interesser for Yokohamas vedkommende. Der kom kun en del dansk smør hertil. Vel var dette produkt anset som det bedste, men det fortrængtes af det billigere italienske og schweiziske. Og for unge danske handelsfolk var der under de nuværende uheldige kommercielle forhold absolut intet at gøre, tilmed da unge, engelsktalende japanere tilbyder sig meget billigt. Hr. Bavier ejer den her smukkest beliggende villa, kaldet “Bavierville”. Man har fra den en vidstrakt udsigt over havet og fjerne bjerge.

Europæerne er ikke meget talrige i Yokohama. Efter folketællingen sidste nytår befandtes der at være ca. 1.500, hvoraf 750 englændere og 250 amerikanere. Af danskere var der kun 13. Blandt vore landsmænd er hr. Valdemar Blad medindehaver af en større kommissionsforretning. Hr. Blad er meget populær blandt europæerne herovre. Endvidere er der ingeniør Raasløff (søn af Hans Excellence General Raasløff). Han medvirker for tiden ved anlægget af en havn i Yokohama for amerikansk entreprise. Sekretæren ved vort konsulat, hr. Warming er dansk.

Europæerne i Yokohama tager revanche for det lidt monotome liv, de må føre iblandt japserne, ved indbyrdes at arrangere talrige små festiviteter, hvor det går meget livligt til. Navnlig giver englænderne, der da kaster den stivhedens maske, de til dagligdags bærer, tonen an i denne retning. Ved deres baller, hvor der indbydes japanske damer og herrer, iblandt hvilke sidste præsterne møder i fuldt ornat, vækker de ved deres forcerede dansemetoder og muntre kvadriller i høj grad de indfødtes forbavselse.

Det er meget let for en ung mand at komme ind i de engelske familier. Han går simpelthen op i et hvilket som helst hus om eftermiddagen kl. 5, hilser på fruen og drikker den uundgåelige kop te. Han er da sikker på at blive bedt med til den næste tiffin [eftermiddagsmellemmåltid] eller diner, og gæstebudene er splendide her i Østen. Der hersker for øvrigt mærkelige skikke ved disse. Det er ikke som i Europa, hvor der står opmarcheret de obligatoriske 5 glas til de forskellige vine. Her bliver der spurgt hvor især ved de enkelte retter, hvad monsieur eller madame ønsker, og man kan da vælge, hvad man vil fra whisky og øl til rhinskvin eller champagne, og straks bringer den hvidklædte, velfriserede japanske ånd, der står bag ens stol, lydløst hvad man ønsker.

Jeg har talt med flere danskere herude, som egentlig talt er grundig kede af den ensformige, østerlandske tilværelse, men, siger de, desuagtet ville de sikkert vende tilbage til Japan, hvis de kom hjem engang igen. De ville ikke kunne undvære den komfort, som østen bringer. Enhver europæer, der er nogenlunde situeret, har sin japanske boy, der aner, hvad herren ønsker, før han får det udtalt. Dette medfører, at den ærede herre bliver mageligt anlagt. Om sommeren, når varmen er i luften, ville det være ham umuligt, aldeles umuligt selv at flytte en stol fra det ene værelse til det andet. Det ville være en anstrengelse, og en anstrengelse er det samme som at svede, og det gør man ikke frivilligt. De brave europæere forstår ofte ret godt at skumme den japanske fløde; der tjenes formuer eller er navnlig tjent. Sagerne for de unge mennesker er ofte svimlende. En almindelig bankkommis kan f.eks. meget let ved fire timers “arbejde” tjene 600 kroner om måneden.

De indvandrede fra vor herskende verdensdel ser som oftest på japanerne med et noget skarpt blik. De siger, at disse små gule skulle regeres med en knyttet hånd fra oven til neden, eller er de ikke til at have med at bestille. De er i højeste grad upålidelige, stjæler og er forbavsende trættende i længden med deres servile væsen. Al deres bukken, smilen og skraben karakteriseres som, hvad vi hjemme kalder at “svenske”.

De europæiske blade (hvoraf der er flere store engelske, Herald, Mail, Gazette og Advertiser samt et fransk Le Japon) udtaler meget åbenhjertigt her i selve hjemlandet deres mening om japanerne. Jeg så f.eks. i et blad for i går, at de karakteriseredes som de værste løgnere og tyve, solen nogensinde har skinnet på. Og en “ledetråd”, Club-Hotels guide, skriver nok så frejdigt i sin indledning, at “japserne” altid må have nogen til at passe på sig, ellers gør de i tjenestesager aldeles ikke, hvad der er deres pligt. “They are incorrigible procrastinators”. Det er ganske betegnende, at dette kan skrives om japanerne i Japan af udlændinge. Jeg ville nok se, hvad englænderne ville sige, hvis en japaner opgjorde disses regnebræt op i et af Old Englands blade. Forresten svarer de japanske blade med lignende mønt og synes at mene, at alle europæere helst den dag i morgen burde hældes ud af Japan.

Noget må der være om det med hensyn til japanernes uheldige egenskaber, thi reglen er, at de højere poster i banker og andre forretninger besættes med kinesere, hvorimod japanerne intet betros. Hvis man i et ærinde giver (fortalte man mig) en dollar til en japaner, vil han aldrig komme tilbage. Han ville blive borte med dollaren. Så galt er det dog sikkert ikke.

Mærkeligt nok er det, at de fleste korrespondenter, der behandler Japan, sætter dets beboere i et så rosenrødt lys. Formodentlig er det de mange buk og det altid parate smil, der bedårer dem.

Ganske vist er det også, at man føler sig tiltrukket af disse høflige, slebne asiater ved et flygtigt bekendtskab. Det gjorde mig helt ondt at få deres karakterbog at se på den måde, som alle europæerne forelagde mig den.

Den japanske del af Yokohama (der tæller ca. 60.000 indbyggere) er, som bemærket, ikke af større interesse udover de velforsynede butikker, der findes her. Her er butikker, hvor der sælges fint guldbroderi på silke i de absurdeste, mest smagfulde mønstre, udsalgssteder for kuriositeter, gamle hellebarder, dolke, kyradser, djævlehoveder, drager og mønter, vifteudslag med usædvanlig fine arbejder, butikker for lakerede skrin, indeholdende labyrinter af hemmelige skuffer og gemmer osv. Det er ganske morsomt at vandre rundt her. Men man må tage sig i agt, thi “japserne” er fiffige handelsfolk. Jeg købte f.eks. nogle gamle sværd og et guldindvirket tæppe for det halve af, hvad man forlangte. Rigtignok vred de ulykkelige købmænd sig som orme ved handelen, men synet af det blege sølv kunne de ikke modstå. Om sommeren, når de engelske og amerikanske “globe trotters” indfinder sig, stiger prisen på genstandene med 100 procent. Guldfuglene får lov at betale. 

Kan det mon tænkes, at Emil Opffers spotprisindkøbte souvenir-sværd optræder på dette senere billede af ham og hans kone Johanne?
En japansk kunstners gengivelse af de fremmede magters indtog i Japan. Europæere og amerikanere fik travlt med at søge indflydelse i det notorisk tillukkede Japan, efter de havde tiltvunget sig adgang. /Sadahide, 1861.

Køge Byarkiv holder kun åbent om torsdagen i ugerne 27-32.

Højelse og Skovbo arkiver holder sommerlukket i uge 27-32. Forespørgsler kan rettes til Byarkivet.

Herfølge har kun åbent om fredagen i ugerne 27-32.