Opffers jordomrejse #14: På den anden side af kloden

På reden (Yokohama har ingen regulær havn) lå et par japanske, et italiensk, tre engelske og fire amerikanske orlogsskibe imellem talrige handels- og passagerdampere, bærende alverdens flag undtagen det danske. Der har ikke været en dansk damper her i de sidste to år. Orlogerne lod deres kanoner dundre; der var nemlig kommet budskab om, at en amerikansk admiral var gået ind til den store flåde, og han fik nu sin afskedssalut fra den anden side af Stillehavet.

Jeg har senere set mig om i Yokohama, men der er ikke meget at betragte – når man har tilfredsstillet sin første øjenlyst i retning af almindelige japanske mærkværdigheder. Byens japanske del er skarpt adskilt fra den europæiske ditto. I den sidste bydel lægger man mærke til den brede avenue, hvor konsulatsflagene vajer fra høje master foran de respektive residenser. Først Englands dobbelte, brogede kryds, dernæst Ruslands tre horisontale farver, Amerikas stjernebanner, Kinas blå drage på grund osv.

Jeg har aflagt min visit på det danske konsulat, hvor monsieur Bavier (en fransk schweizer) modtog mig meget venligt. Han sagde mig, at der aldeles ikke var noget at bemærke angående danske interesser for Yokohamas vedkommende. Der kom kun en del dansk smør hertil. Vel var dette produkt anset som det bedste, men det fortrængtes af det billigere italienske og schweiziske. Og for unge danske handelsfolk var der under de nuværende uheldige kommercielle forhold absolut intet at gøre, tilmed da unge, engelsktalende japanere tilbyder sig meget billigt. Hr. Bavier ejer den her smukkest beliggende villa, kaldet “Bavierville”. Man har fra den en vidstrakt udsigt over havet og fjerne bjerge.

Europæerne er ikke meget talrige i Yokohama. Efter folketællingen sidste nytår befandtes der at være ca. 1.500, hvoraf 750 englændere og 250 amerikanere. Af danskere var der kun 13. Blandt vore landsmænd er hr. Valdemar Blad medindehaver af en større kommissionsforretning. Hr. Blad er meget populær blandt europæerne herovre. Endvidere er der ingeniør Raasløff (søn af Hans Excellence General Raasløff). Han medvirker for tiden ved anlægget af en havn i Yokohama for amerikansk entreprise. Sekretæren ved vort konsulat, hr. Warming er dansk.

Europæerne i Yokohama tager revanche for det lidt monotome liv, de må føre iblandt japserne, ved indbyrdes at arrangere talrige små festiviteter, hvor det går meget livligt til. Navnlig giver englænderne, der da kaster den stivhedens maske, de til dagligdags bærer, tonen an i denne retning. Ved deres baller, hvor der indbydes japanske damer og herrer, iblandt hvilke sidste præsterne møder i fuldt ornat, vækker de ved deres forcerede dansemetoder og muntre kvadriller i høj grad de indfødtes forbavselse.

Det er meget let for en ung mand at komme ind i de engelske familier. Han går simpelthen op i et hvilket som helst hus om eftermiddagen kl. 5, hilser på fruen og drikker den uundgåelige kop te. Han er da sikker på at blive bedt med til den næste tiffin [eftermiddagsmellemmåltid] eller diner, og gæstebudene er splendide her i Østen. Der hersker for øvrigt mærkelige skikke ved disse. Det er ikke som i Europa, hvor der står opmarcheret de obligatoriske 5 glas til de forskellige vine. Her bliver der spurgt hvor især ved de enkelte retter, hvad monsieur eller madame ønsker, og man kan da vælge, hvad man vil fra whisky og øl til rhinskvin eller champagne, og straks bringer den hvidklædte, velfriserede japanske ånd, der står bag ens stol, lydløst hvad man ønsker.

Jeg har talt med flere danskere herude, som egentlig talt er grundig kede af den ensformige, østerlandske tilværelse, men, siger de, desuagtet ville de sikkert vende tilbage til Japan, hvis de kom hjem engang igen. De ville ikke kunne undvære den komfort, som østen bringer. Enhver europæer, der er nogenlunde situeret, har sin japanske boy, der aner, hvad herren ønsker, før han får det udtalt. Dette medfører, at den ærede herre bliver mageligt anlagt. Om sommeren, når varmen er i luften, ville det være ham umuligt, aldeles umuligt selv at flytte en stol fra det ene værelse til det andet. Det ville være en anstrengelse, og en anstrengelse er det samme som at svede, og det gør man ikke frivilligt. De brave europæere forstår ofte ret godt at skumme den japanske fløde; der tjenes formuer eller er navnlig tjent. Sagerne for de unge mennesker er ofte svimlende. En almindelig bankkommis kan f.eks. meget let ved fire timers “arbejde” tjene 600 kroner om måneden.

De indvandrede fra vor herskende verdensdel ser som oftest på japanerne med et noget skarpt blik. De siger, at disse små gule skulle regeres med en knyttet hånd fra oven til neden, eller er de ikke til at have med at bestille. De er i højeste grad upålidelige, stjæler og er forbavsende trættende i længden med deres servile væsen. Al deres bukken, smilen og skraben karakteriseres som, hvad vi hjemme kalder at “svenske”.

De europæiske blade (hvoraf der er flere store engelske, Herald, Mail, Gazette og Advertiser samt et fransk Le Japon) udtaler meget åbenhjertigt her i selve hjemlandet deres mening om japanerne. Jeg så f.eks. i et blad for i går, at de karakteriseredes som de værste løgnere og tyve, solen nogensinde har skinnet på. Og en “ledetråd”, Club-Hotels guide, skriver nok så frejdigt i sin indledning, at “japserne” altid må have nogen til at passe på sig, ellers gør de i tjenestesager aldeles ikke, hvad der er deres pligt. “They are incorrigible procrastinators”. Det er ganske betegnende, at dette kan skrives om japanerne i Japan af udlændinge. Jeg ville nok se, hvad englænderne ville sige, hvis en japaner opgjorde disses regnebræt op i et af Old Englands blade. Forresten svarer de japanske blade med lignende mønt og synes at mene, at alle europæere helst den dag i morgen burde hældes ud af Japan.

Noget må der være om det med hensyn til japanernes uheldige egenskaber, thi reglen er, at de højere poster i banker og andre forretninger besættes med kinesere, hvorimod japanerne intet betros. Hvis man i et ærinde giver (fortalte man mig) en dollar til en japaner, vil han aldrig komme tilbage. Han ville blive borte med dollaren. Så galt er det dog sikkert ikke.

Mærkeligt nok er det, at de fleste korrespondenter, der behandler Japan, sætter dets beboere i et så rosenrødt lys. Formodentlig er det de mange buk og det altid parate smil, der bedårer dem.

Ganske vist er det også, at man føler sig tiltrukket af disse høflige, slebne asiater ved et flygtigt bekendtskab. Det gjorde mig helt ondt at få deres karakterbog at se på den måde, som alle europæerne forelagde mig den.