Niagara Falls, 2. januar 1891.
Fra New York til Niagara Falls er der med hurtigtog godt og vel en dags rejse. Afstanden er omtrent 450 engelske mil.
Deres korrespondent forlod i går morges, nytårsdag, New York. Byen var næppe vågnet af sin slummer efter den foregående aftens fest. Nytårsaften bliver her i særlig grad betragtet som et stort nu.
Jeg har aldrig hørt en mere øresønderrivende larm end den, der i nat på slaget tolv, da 1891 meldte sig i New York, blev givet til bedste i denne Nordamerikas store forpost i øst. Da klokken slog de højtidsfulde tolv slag, begyndte på en gang alle lokomotiver, alle dampskibe og færger at pibe, klokkerne klemtede fra fra kirketårnene, der blev skudt med geværer og revolvere, tudet i horn, skreget og blæst i trompeter. Alt dette tilsammen gav et ret opvækkende resultat.
Intet under, at New York efter en nat med sådanne animerede betingelser havde ondt ved at åbne øjnene i går morges, og man mærkede på den livligt passiarende konduktør på oven-gade-banen, at han ikke havde glemt at hilse på det nye år med bæger i hånd.
Fra Chamber Street går færgen over til Jersey, og her er Erie-selskabets tog kl. ni morgen rede til at gå vestpå.
Det er i visse henseender ret bekvemme tog, de amerikanske. Man sidder ikke stuvet sammen fem og fem i én kupé med dårlig plads, som på flere europæiske baner. Vognen er ud i ét med små sofaer til siderne, hver med plads til to. Man kan imidlertid skifte sofaryggen således, at et selskab på otte kan sidde sammen. Og dernæst er der ingen mangel på bekvemmeligheder. Man kan købe blade, bøger, rejseartikler, frugt osv. i kupéen.
I nat kl. tolv kom Deres korrespondent, efter dagen igennem at have set sig mæt på snedækkede højdelandskaber, hertil Niagara og tog ind i Atlantique-hotellet, der til al held også er åbent om vinteren. Mange af hotellerne her sætter skodderne for, når træernes blade falder, og åbner først igen, når sæsonen (fra juni til oktober) holder sit indtog.
Larmen fra vandfaldene lød summende ind i mit værelse, en nok så hyggelig lyd (i hvert fald behageligere for øret end den koncert, jeg natten før på samme klokkeslæt hørte i New York).
Næste morgen, efter at jeg havde nydt min solide amerikanske frokost, holdt vognen for døren. Kusken, en lille rødnæset canadier, piskede på de to sorte arabere, og efter to minutters forløb stod jeg på en platform, en tomme fra det rivende fald.
Jeg har talt med flere, som havde været her og hvis første udråb var: “Er dette det hele?”. Jeg kan ikke forstå denne udtalelse; på mig virkede synet af dette brusende vandvæld betagende. Deres korrespondent har været så heldig at se de fleste af naturens undere i Europa, men har aldrig følt sig mere imponeret end af Niagara. Tænk Dem vandet i stride strømhvirvler komme væltende ad en bred flod og pludselig styrte i en dybde af over 150 fod ned i afgrunden. Isstykker, malede sønder på vejen, kommer og kommer uophørligt, og ned flyver de med de umådelige vandmasser, der i sin knusende vælde ville kunne vække selv den sløveste natur af hans dvale. Nede i afgrunden, hvor ismasser som en herlig dekoration har tårnet sig op i flodlejet, taber faldet sig i hvide dampe, der til tider ganske skjuler dets skummende hvirvler forneden.
Larmen og tumlen fra det sydende vand er så stærk, at jeg næsten ikke kan høre, hvad min canadier fortæller mig.
“Hvor mange mennesker tror De, at der hvert år kommer hid for at se det, De nu ser?”
“Hvor mange?”
“En million”, er svaret.
“Hænder det, at der falder nogen ned herfra?” spørger jeg.
“Sidste sommer var der hver måned to til tre personer.”
“Hvorledes?”
“Jo, de falder derned af ulykkelig kærlighed, mangel på penge eller andre ubehagelige omstændigheder.”
“Hvad er det for personer?”
“Åh,” svarede han, “der er unge piger og gamle koner og mandfolk i alle aldre. Det er nærmest amerikanere. De rejser undertiden flere tusind mil hertil blot for at rutsje ned i skummet. Til tider kan de ikke gøre for det; de bliver grebne af ligesom en pludselig trolddom ved at se ned.”
Jeg forstod godt dette sidste; jeg kender selv et tilfælde fra min egen erfaring, hvor dette gjorde sig gældende. Det var oppe på Eiffeltårnet i Paris; jeg stod oppe på den øverste platform i samtale med en københavnsk fabrikant og så på folket, der i størrelse som fluer spadserede om ved tårnets fod. Pludselig tog han mig i armen og sagde til mig: “Hold fast på mig, hvis jeg skulle gøre mine til at fare ud over rækværket. Det er en sygelig udvikling, som jeg ikke kan dæmpe”. Jeg passede på manden, og han sprang ikke ud den gang….
“Forresten”, fortsatte min canadier, mens jeg stod og glædede mig ved synet af faldet, “er der også folk, som lidt ufrivilligt går i dybet. Forleden var der en canadisk rig herre, som en dag kastede sin kone ud over kanten. Og da så hun kom op som lig en 6-7 engelske mil herfra, blev sagen undersøgt. Og herren, der straks havde giftet sig på ny med en dame, han i lang tid havde næret tilbøjelighed for, blev overbevist om sin gerning. Han blev i den anledning hængt i en dertil indrettet galge”.
Jeg besteg mit køretøj, og canadieren knaldede over hovedet på de to sorte, der sprang ret livligt afsted igennem parken, hvor vi hist og her traf nogle kørende eller spadserende turister. Ad en amerikansk gyngebro gik det over på den anden side af faldet. Jeg spadserede ad en trappe ned og så på herligheden også her – en ting skal jo altid ses fra to sider. På rækværket, udenfor hvilket vandet umiddelbart boblede og rasede, stod med stor skrift malet: “Kast ikke med sten over skrænten”. Jeg kom ihu, hvorledes farmaceuten Winther hjemme kastede en flaske ud fra Møns Klint, og jeg fandt skriften meget betimelig. På et klippestykke herude på pynten var indhugget nogle klassiske ord om at bruge en bestemt slags amerikansk olie. Hellige reklame, end ikke på dette udsatte punkt imellem himmel og hav kunne man være fri for at blive prikket i hjernen med dens evige påmindelser.
Atter satte min canadier kareten i gang for at køre mig til egnens clou: Det vældige Horseshoe-fald, der er to tusind fod i bredden og hundredefirehalvtreds i højden. Faldet afgiver et ualmindeligt vildt syn med sine grønlige, svulmende vandmængder.
Videre gik farten til de tre søsterøer, der ligger ude i strømmen før Horshoe-faldet. Vandet sætter bølgerne ind imod øerne, som om de skulle sluges med det samme. Jeg sad på et klippestykke på den yderste ø, hvor fyrretræerne hældede deres lange, magre grene ud over bølgerne, dyppende af og til en kvist ned i dem. Herfra til Whirlpool Rapids, hvor en entreprenant mand tog en halv dollar for at lade en gå ned i elevator til strandbredden. Udfor i de rask flygtende hvirvler, der rundede sig i form som en rutsjebanem var den berømte svømmer, kaptajn Webb, set sidste gang i levende tilstand, da han for seks år siden ville svømme over disse stride vande.
Det hører med til en Niagaratur at køre over til Canada. Det koster 10 cents at passere den 900 fod lange Suspension Bridge, og vi befandt os, efter at have ofret vor Dim, på den engelske grund. Jeg bød min kusk et glas Canada Ale ved en bar, og igen på min doller fik jeg mønter forsynede med Hendes britiske Majestæts billede.
Fra Canada-siden er der et fortræffeligt samlet skue over faldene på den anden side. Jeg nød det endnu engang fra rækværket lige overfor, og da jeg vendte mig om, så jeg lige ind i en fotografs kasses glas. Jeg måtte, om jeg ville eller ej, lade manden med kassen overføre mig med en strømhvirvel i ryggen på sit papir.
Til slut travede de sorte tilbage hinsides for at føre mig til Atlantique-hotellet, fra hvis hyggelige skriveværelse jeg sender disse linjer afsted til det gamle land.
