Chicago, 10. januar.
I en uges tid har jeg opholdt mig i Chicago, men det tager tid at komme blot flygtigt omkring her, hvor man har gader, der løber fire danske mil ud i en linje, og hvor man ganske roligt kunne lægge København og ti byer til af samme fladeindhold på rad uden at fylde Chicagos areal ud. Chicago er ikke den pakkede by som f.eks. New York, der ligesom er presset sammen i en tæt huslabyrint. Den er umådelig vidtstrakt og besidder store flader til at bygge videre på. I det hele gør den lidt indtrykket af en halvfærdig by, og der vil sikkert også løbe noget vand i Michigan, før den gør et pust i sin hastige vækst.
Det er ganske morsomt at slå op i statistikken og se, hvorledes dette Amerikas hjerte med sine uophørlige pulsslag til alle verdensdelens kanter er vokset.
I 1801 en sump.
1811 en lille soldaterpost, som senere ødelagdes af indianerne.
1821 fremdeles en ubetydelig lejr.
1831 en landsby på tolv huse uden så meget som postforbindelse.
1841 en by på omtrent Næstveds størrelse med ikke 6000 indbyggere [Køge havde da omkring 2000 indbyggere].
1851 lige ved at få jernbaneforbindelse med New York. Den har da 34.500 indbyggere.
1861 er dens folketal i de ti år blevet fire gange større. Den driver store forretninger med korn, tømmer og svin.
1871 er Chicago den vigtigste handelsstad i den nye verden. Den er flot anlagt og nok nok til at rejse sig efter den store ildebrand, som har hjemsøgt den.
1881 centrum for det største jernbanenet og sæde for den største kreaturhandel i verden.
1891, nu, en by på 1.200.000 indbyggere, beredt på at sluge så mange indbyggere som hele Danmark i en nærmere fremtid.
Som en fugl fønix er Chicago på trekvart århundrede steget op til at blive en af verdens hovedstæder, og den tid vil så næppe være fjernm da den lader New York og andre kæmpestæder bag sig. Det vil måske være et tidsspørgsmål, indtil de store atlanterhavsdampere vil sejle helt herop. Chicagoerne begynder at tale et og andet om anlæg af kanaler, og de er ikke sene til at handle, også i et sådan tilfælde, for de er stærke i deres bypatriotiske følelser. Det er ganske pudsigt at høre den skinsyge, der giver sig luft, når en Chicagomand taler om New York. I ikke så få spørgsmål kappes de to byer med hinanden, senest i spørgsmålet om:
Verdensudstillingen,
i hvilket jo, som bekendt, Chicago sejrede, til stor ærgrelse for konkurrenten ved Atlanterhavet.
Der er endnu mere end to år, indtil den skal finde sted, men allerede på dette tidspunkt gør man sine beregninger på den guldregn, som vil strømme ned over byen.
Well, siger Chicagomanden, der er i alt over 60 millioner mennesker i De Forenede Stater, og mindst de 30 millioner skulle vi trække hid. Og hele den øvrige verden vil vel også stille med nogle millioner. Lad der blive i alt 40 millioner, og lad hver mand bruge blot en dollar – det er dog altid 150 millioner kroner.
Hvorledes dette vil slå til, er jo ikke nemt at sige. Der kan blive krig i Europa eller revolution i Amerika og det kan slå fejl med vejret, men et vil næppe slå fejl, og der er, at det bliver tilsammen et af de vældigste værker, som nogensinde er præsteret. Man skulle kende amerikanerne dårligt, hvis man ikke følte sig forvisset om, at Chicago-udstillingen bliver en menneskehedens triumf.
Udstillingen vil hovedsagelig blive beliggende i den betydelige Jackson Park, hvor hver af de nogle og fyrretyve stater vil få deres særskilte udstillinger. At disse ikke bliver de rene småting, forstås, når man hører, at der raskvæk bevilges 4-5 millioner kroner fra de enkelte stater til bebyggelse og arrangementer. Lad nu også en antagelig del af de bevillige millioner “forsvinde” (det undgås jo aldrig ved de større eller mindre anlæg her), så vil der dog blive nok tilbage til at vise verden, hvad Amerika kan præstere.
Regeringen har bevilliget 1,5 million kroner til bygninger for sin udstilling (hærens, flådens osv.), og 4 millioner kroner til arrangementer. Det er allerede meddelt, at staten Colorado møder med et palads, bygget af kul, og staten Iowa med ditto af majskolber.
Der har været tale om at bygge et Eiffeltårn på 1400 fod i højden, men man har nu foreløbig opgivet at efterligne franskmændene, og man lægger nu hovederne i blød for at klække noget ganske nyt ud. Om det vil blive til noget med det flyveskib, som første gang skal op i denne måned og måske på en dags tid befordre europæerne hertil, når de kommer trækkende til udstillingen, er ikke godt at vide. Roligere hoveder ryster deres lokker, når talen falder på det.