New York, 28. december.
Vi var nogle danskere, der forleden aften begav os hen i Mott Street, der er beliggende i nærheden af af New York-Brooklyn-broen, byens gamle kvarter. Gaden er næsten udelukkende beboet af kinesere, der her ernærer sig af vask.
Vi henvendte os til den vagthavende betjent, en seks fod høj irlænder, der paraderede her med sin lange stav i hånden.
“Vil de være så venlig at give os oplysning om, hvor kineserne har deres opiumshule, om det er i 23 eller 27”, spurgte vi.
“Hvad antager De mig for”, svarede betjenten og stillede sig i position med løftet stav. “Jeg, som netop skal påse, at disse huler udryddes…”
Vi tog vores visitkort og viste ham dem samtidig med, at vi stak ham fem dollars i hånden.
“Well”, sagde han, pludselig forandret i stemningen, “jeg ser af Deres kort, at De er gentlemen.” (de fem dollars vandrede langsomt ned i hans lomme). “Jeg skal gøre Dem, hvad jeg kan”.
Han pegede på et lavt, treetagers hus.
“Gå derover og slå tre hårde slag på døren. De vil der finde, hvad De søger”.
Vi bankede på, og efter en kort ventetid blev døren åbnet. En neger viste sig og førte os gennem en gang ned i kælderen, hvor vi i et bagværelse blev modtaget af en gammel, skævøjet kineser, der gik i europæisk dragt. Han spurgte os, om vi ønskede en opiumspibe. Vi betalte ham en halv dollar hver, men tog ikke piben.
Vort selskab kom ind i et lavt, skummelt udseende værelse, kun oplyst af en petroleumslampe. Omkring på små, lave chaiselonger lå udstrakt 5-6 unge piger af europæisk eller amerikansk nationalitet. Nogle af dem indsugede endnu den berusende gift igennem pibens lange rør, mens andre lå enten i en døs eller i en urolig tilstand, kastende sig fra den ene til den anden side af lejet. Osen fra piberne fyldte værelset med en vammel, kvælende luft.
Vi beså endnu et værelse, hvor der lå i samme halvslumrende tilstand dels kvinder og dels velklædte mænd. Der sås ikke en kineser i selve hulen. Kineserinder er som bekendt forbudte i New York.
En af mine landsmænd fortalte mig, at politiet til tider foretager en razzia hernede i disse huler og arresterer de individer som forefindes. En af New Yorks mest berømte skuespillerinder var en nat blevet fundet hernede. Der fortælles, at opiumsrygeriet tager stærkt overhånd i New Yorks fashionable verden.
Kineserne er, fortalte man mig videre, meget ilde ansete i New York, og det hænder, at de bliver sat ud af sporvognene, idet amerikanerne ikke vil køre i samme vogne som dem. Grunden til, at de her er således estimerede, er ikke alene det uvæsen, de bedriver i deres opiumshuler med tilhørende forbrydelser, men også, at de intet forbruger på stedet, idet deres klæder og fødemidler bliver direkte indført til dem fra Kina. Indbyrdes imellem kineserne, der for øvrigt ellers passer sig selv og aldrig fornærmer nogen, drives der et ivrigt et hasardspil, kaldet Fan-Tan.
Vi væmmedes hurtigt ved synet af opiummens uhyggelige indflydelse på de tilstedeværende, og inden en halv times forløb søgte vi atter ud i frisk luft.
Betjenten fra før kom hen imod os og spurgte: “Gentlemen, er De tilfredse?”
Vi kunne svare ham både ja og nej. “Imidlertid”, fortsatte vi, “hvoraf kommer det, at De, Policeman, viser folk hen til hulen, uagtet De af kommunen kan forvente en dusør for at anmelde opiumshulerne?”
“Jeg skal sige dem”, svarede betjenten og lukkede det ene øje, “jeg måtte jo være gal, hvis jeg anmeldte hulen og tjente 100 dollars i dusør, når jeg kan tjene 200 dollars om måneden ved at vise folk, hvor de kan finde den”.
Vi gik og fandt, at der kunne være noget i, hvad manden sagde. Man måtte jo huske på, at man var i Amerika.
