New York, 23. december.
Ud på havet!
Vi fik posten ombord, ved middagstid dampede vi afsted, og ud på aftenen blinkede fyrene på Irlands yderste pynter et godnat til os. Vor eskorte, en skare på tusind måger, fulgte skrigende vort kølvand, ventende på, at der skulle falde lidt af til dem fra Servias 700 beboere.
Aftenen var behagelig mild. Bølgerne fløj skummende tilside for damperens skarpe bov, klare og søgrønne i toppen. De gjorde ligesom tilløb til at overvælde de roligere vande til siden, brusende i vældige skumflager.
Da mørket faldt på, begynde morilden at gnistre i bølgetoppene. Det funklede i det sydende skum som elektriske gnister. Et par delfiner kom jagende fra bølgetoppene og ned i dalene, skinnende i morilden som sølv, mens halvmånen viste sig i kanten af de takkede skyer og sendte en lang lysende stribe henad havfladen.
Alt syntes såre godt. Der var lystighed og sang ombord. Henne på mellemdækspassagerernes territorium dansede bønderpigerne med matroserne til en falsk fløjte. Man var trygge, kun få var søsyge, men det skulle ikke vare længe. I horisonten viste sig en skyrække, at se på som en sort elleskov. Den varslede ikke godt, og næste dag havde vi så stormen.
Da vi “tørnede ud” tredjedagen efter at have forladt Liverpool, var det, hvad englænderne kalder “en snavset morgenstund”. Den grå tåge lå tyk og uhyggelig om os til alle sider, og bølgerne tårnede sig op imod skibet, som om de ville fylde det med vand i én omgang.
Vi mødte ved “breakfasten” kl. 7.30 næste morgen til det reglementerede skinke med spejlæg, vandgrød, stegt sild eller bøf, kun i halvt antal. Resten lå slagne. Og hvilken ødelæggelse på dækket! Kvinderne flød, opgivende dem selv, hvor som helst – selv den kæmpe høje irlænderinde, der så ud til at have knogler som en okse, var syg. Hun jamrede sig næsten værst af dem alle, som om hun i forhold til sin størrelse måtte lide mere end andre.
En nordmand, der om morgenen fortalte, at han havde sovet “som en general”, og at han aldrig blev syg, uagtet at hans mor blev søsyg, når hun kørte med jernbanen, måtte dog bide i græsset. Der var endda en gammel matros, som viste umiskendelige tegn på, at han ikke var sig selv.
Det var et frygteligt vejr med bølger, der så ud til at nå en snes fod i højden, det højeste, bølger overhovedet kan nå. Det var nok, fortalte man, ikke langt fra, at det kunne se galt ud for os. Ved et uheld rullede kullene, det ene ton efter det andet, over i den ene side, og besætningen begyndte at frygte, men skibet rettede sig.
På søen spadserede de små stormfugle enkeltvis henover bølgerne, hvis hvide top af vinden blev jaget i fin regn ud i tågen. Kæmpesøerne kom rullende i jævne rækker, væltende masser af vand ud over skibet, der dyppede sin næse dybt ned i søen.
Således gik det i flere dage i træk, og færre og færre blev de tapre, som endnu holdt stand ved måltiderne. Det blev i længden lidt ensformigt. Imidlertid var der lejlighed til at gøre hinandens bekendtskab.
De mange elementer:
I første kahyt var selskabet så godt som udelukkende engelsk eller amerikansk. Nogen afvigelse gjorde en italiensk opfinder, som var utrættelig i at forklare alle og enhver en meget detaljeret indretning af hans redningsbåd. En spansk læge havde tjent sig en enorm formue i Chile og havde i tilgift hentet sig en syg lever. Nu tog han til en sund bjergegn i Nordamerika for at helbrede sin lever og tilbringe et mageligt liv i skinnet af gyldne Twenty-Dollars. Der var endvidere en tyrkisk efendi [herre] (forresten damernes yndling), som hver morgen mødte med sit evindelige: “Sabalaherisim, i efendim?” (udlagt: Godmorgen, hvorledes har De det?).
På anden plads (en temmelig indskrænket kahyt) repræsenterede et par nordmænd Skandinavien. Den ene havde nok, kunne jeg forstå, glemt at sige farvel til sin hustru.
En meget original figur dannede en nogle og trediveårig mand, som udmærkede sig ved et imponerende overskæg og en prægtig, skinnende topas i sin kravat. Han havde været soldat i Indien i ti år, og vi kaldte ham derfor straks ombord for “General Bombay”.
“En nydelig topas, De har der”, sagde jeg en dag til ham.
“Den er fra Afghanistan”, svarede han.
“Aha, De har måske været med i krigen”.
“Netop. Jeg så topasen i en ørering, som en falden afghaner bar. Jeg skar så øret af den døde mand og har senere som erindring om ham ladet lave en brystnål af hans topas. Den er fem pund sterling værd imellem brødre”.
Han sagde dette uden at fortrække en mine, omtrent som om han fortalte om en kartoffel han havde skåret i stykker.
Mellemdækket var sammensat af en temmelig broget skare, og der kunne måske være grund til at mistænke en og anden for, at han var blevet sendt af sted til den anden verden. Men der var også sikkert mange af de hæderligste eksistenser, som ulykken uden egen skyld havde ramt. Der var således en skikkelig stockholmer, der havde anvendt 25.000 kroner på at starte et hotel i Sverige og som ved et uheld var blevet så fattig, at han havde haft lige nok til at købe sig en billet til Amerika og en lille pibe. Tobakken måtte han låne hist og her.
Man så i øvrigt på Steerage-dækket et ganske kønt træk på irlændernes kærlighed til fædrelandet. En ung pige gik fra morgen til aften med en urtepotte i hånden og passede omhyggeligt på den. Jeg erfarede af hende, at den simple plante, der groede i urtepotten, var en shamrock. Som bekendt er shamrocken en ukrudtsplante, der af irlænderne er valgt til deres nationalblomst. Hun ville tage shamrocken med sig til sit nye fædreland.
