Cunard-Royal-Mail-Steamship “Servia”, Irske Hav, 13. december.
I morges sagde jeg vor gamle, hæderværdige verdensdel farvel for at drage ud i den retning, hvor solen går ned.
Det elektriske lys blev tændt over mit hovede kl. 7 i et af Exchange-Hotellets næsten for rummelige gemakker, og kl. 8 stod jeg ved Liverpools kaj, rede til at stige ombord på færgen, som skulle føre mig ombord til det kongelige postskib Servia af Cunard-linjen.
Jeg viste min billet ved nedgangen til færgen og gik ombord til den brogede masse, der skulle med Servia over oceanet. Det vrimlede med stakkels fattig, polske jøder. De skæggede, sortsmudsede mænd med deres lange kofter og store støvler er ikke til at tage fejl af. Hvor man ser en af de store udvandringer fra tyske og engelske havne er der i reglen fyldt med Polens vildsomme sønner og deres snavsede familier. Foruden polakker så man her en del tyskere, enkelte italienere, nogle nordmænd og svenskere; resten er af engelsk nationalitet.
Færgen damper ud til den vældige atlanterhavsvæddeløber, som ligger midt på Merseyen med dampen oppe. Der skal vises biletter og passeres revue for opdagelsesbetjentene; iblandt dem finder jeg min ven, den gamle Noah Thornthwaite, Late Detective Inspector Liverpool Police. Det er en agtet veteran i Liverpool politiets kadrer; han har, fortæller han mig, i sin funktionstid taget over 100 forbrydere ombord på på udvandringsskibe. Han har, for at bruge et på ham passende udtryk, et øje på hver finger. Det er et altseende inkvisitorisk blik, med hvilket han betragter de fremmyldrende passagerer. Han minder om katten, som skal fange de små mus; han mistænker da – det er nu hans håndværk – alle mennesker, selv hans egne direktører går vel næppe fri.
“Det skulle være mig en stor fornøjelse at gøre bekendtskab med en af Deres landsmænd”, sagde han til mig.
“Med hvem, om jeg må spørge?”
“Åh, det er en ung mand, for hvis pågribelse der er udsat en belønning af 1.800 kroner. Hans navn er Valentin Andersen; han stjal 23.000 kroner af en assurancekasse i København, vekslede dem i engelske penge i London og er derefter forsvundet”.
“Er han”, spurgte jeg, “ikke allerede ude af landet?”
“Det er umuligt. Han kunne ganske vist tage sit skæg af, men sine ualmindeligt fremstående ører kunne han ikke så godt barbere af”.
Mr. Noah Thornthwaite vimsede dernæst om med sine tre opdagere, to sortskæggede og et gammel hvidskæg, de standsede til tider ved en og anden og tog deres bog med signalementerne frem for at studere i den. Jeg så dem da heldigvis ikke tage nogen.
Passagererne blev fordelt hver til deres afdelinger, tredje klasse blev syltet ned på rad i en slags åbne kommodeskuffer, anden klasse i meget præsentable kahytter, og første klasse i deres komfortable lejligheder med forgyldte senge, orgel i salonen og bibliotek. Jeg gjorde en runde på skibet, men blev ikke så overmåde begejstret; der forekom mig virkelig ikke at være noget at gøre så stor blæst af, som man har gjort med disse Cunard-dampere.
Kl. 11 i formiddags dampede vor “Servia” ud af Liverpools havn og kl. 6 i morgen tidlig ankrer vi på reden ved Cork, hvorfra dette brev afgår.