Hvis du interesserer dig for Køges historie i den spændende brydningstid i slutningen af 1800-tallet er du sikkert stødt på navnet Opffer. Familien var nu ikke nogen gammel Køgefamilie, men stammede eftersigende fra en deserteret prøjsisk soldat som var vandret over isen til Falster 100 år forinden. Denne Christian Friedrich Opffer blev stationeret som dragon i Jylland, hvor han stiftede familie. Barnebarnet Søren Christian Opffer må have haft en lidt urolig start på livet – hans forældre havde nemlig fundet hinanden uden bedstefarens velsignelse.
Søren Christian boede de første seks år i pleje hos en fattig husmandsfamilie i Hasseris ved Aalborg, før han og moren blev taget til nåde af bedstefar igen. At bedstefar i mellemtiden havde fået en indbringende stilling som depotvagtmester ved militærhospitalet i Randers gjorde, at Søren Christian kunne få en solid uddannelse, og han kom senere i bogtrykkerlære i Helsingør. Her i byen udlevede Søren Christian sin vilde ungdom og var medstifter af foreningen “Den røde ko”, som sikkert havde et formål, men som nu vist kun huskes for natlige sortier for at bytte om på vejskilte og for skærmydsler med byens natvægtere.
I 1837, 21 år gammel, rejste Søren Christian fra Danmark og blev væk fra familie og venner i over 16 år. Den unge mand vandrede på må og få ned gennem Europa og tog sig forefaldende arbejde, men da han nåede Italien, fik han at vide, at det var dårlige tider for typografer i landet, så i stedet lod han sig hverve som pavelig soldat. I Italien levede han et eventyrligt og (oftest) sorgfrit liv i den brogede flok af fremmede soldater, som talte alt fra schweiziske bønder til franske prinser. Kulminationen på det eventyr blev nok Søren Christians deltagelse på Italiensk side i slagene mod Østrig under revolutionerne af 1848. Efter krigen gjorde nogle af de pavelige soldater oprør, og det var i et af disse, at Søren Christian blev fanget – også selv om han egentlig bare var på vej til natlig visit hos sin kæreste. Han blev sat i spjældet og dømt til døden, men slap dog siden med en landsforvisning. Tjenestens bratte afslutning til trods, så beskrev Søren Christian altid siden sine soldatereventyr således: “Det var skønne tider, lykkelige tider at leve i!”.
Søren Christian Opffer faldt endelig til ro i Køge, hvor han fra nytår 1857 blev redaktør for Kjøge Avis. Her giftede han sig med Julie Cathrine Frederikke Tronhjem og fik sine to sønner, Frederik og Emil Opffer i 1858 og 1863. Sønnernes barndom i Køge beskrives af Frederik som ganske varm og lykkelig, og begge sønner ønskede at gå i deres kære fars fodspor som bladmænd og bogtrykkere. Begge sønner var meget kulturelt interesserede, men de lagde deres energi forskelligt. Imens Emil rejste jorden rundt og fik et bredt netværk i udlandet, så blev Frederik hjemme og fordybede sig i sin hjemstavns historie, og blev en velkendt mand i byen. Emils “forræderi” imod sin hjemby, ved hans ansættelser hos konkurrerende købstæders dagblade, var et gennemgående emne for kærlige drillerier brødrene imellem.
Emils storebror Frederik var mangeårig redaktør for Kjøge Avis (fra 1900 Østsjællands Avis), egnens konservative avis, som fra 1876 dystede med familien Svarres liberale Østsjællands Folkeblad. Han kendte mange og var kendt af de fleste. Frederik var ivrig lokalhistoriker og beskrev blandt andet sin barndom og ungdoms forsvundne Køge i skriftet Provinsliv. Han deltog også i opstarten af Køge Museum, ligesom hans ene søn Christian Frederik førte interessen videre efter sin far.
Emil Opffer startede selv en familie med falstringen Johanne Schønheyder, som han forlovede sig med kort efter sin hjemkomst fra den store jordomrejse i 1892. De havde mødt hinanden i Køge, hvor Johanne tjente som ung pige, men blev gift hos hendes familie i Nykøbing Falster – hvorefter de selvfølgelig tog på en længere bryllupsrejse rundt i Europa. På Napoleons fangeø Elba fødte Johanne parrets første søn, som deraf kom til at hedde Elbano Opffer.
Emil og Johanne fik siden tre andre drenge, Emil, Ivan og Romolo – og en lille pige, Ilva, som desværre døde som spæd. Emil var opkaldt efter sin fars morbror, imens Romolo, ligesom Elbano, fik sit navn efter fødested. I dette tilfælde Rom. Ivan havde ganske vist et russisk fornavn, men hans fulde navn var Ivan de Penha Ramiro Opffer, opkaldt efter en højtstående spanier, som Emil skyldte en tjeneste.
Emil Opffer blev et kendt ansigt i det dansk-amerikanske miljø i New York, og det gjorde nogle af hans sønner også. Sønnen Emil gik i sin fars fodspor som dansksproget journalist i New York, og blev også kendt for sit korte, men indtryksfulde forhold som elsker og muse for den amerikanske digter Hart Crane. Hans bror Ivans berømmelse kom til at overskygge selv sin fars, da han blev verdensberømt portrættegner og maler. Ivan portrætterede utallige forfattere, kunstnere, politikere og andre kulturpersonligheder fra hele verden. Hans personlige venner talte folk som F. Scott Fitzgerald og Ernest Hemmingway, som indskrev Ivan og hans kone i romanen The Sun Also Rises. Blandt tilfredse kunder hos Ivan kunne man finde folk som Albert Einstein, Neville Chamberlaine og Bodil Ipsen. Blandt utilfredse kunder fandt man Georg Brandes, som eftersigende blev rasende ved synet af sit portræt. Ivan Opffer mente, at det lignede ham for godt.
Den yngste søn, Romolo Opffer, var en lovende styrmand hjemme i Danmark, da han døde ung i 1923. Det skete kun få dage før hans fars 60 års fødselsdag. Nyheden ramte Emil hårdt, men en kreds af venner i det dansk-amerikanske miljø gik sammen om at få en hædersgave i form af en sølvbelagt pokal udført og overrakt ved en ceremoni for at støtte deres ven i en svær tid.
Emil Opffer, som selv døde året efter, så Køge for sidste gang fra flyveren over ruten Hamborg-København. Om turen skrev han: “Aldrig havde jeg troet, at jeg skulle få min fødeby at se fra himlen”.
