Newcastle, 8. december.
Ved Konsul Fabers introduktion fik jeg i dag tilladelse til at stige ned i en bekendt kulmine i Northumberland.
Ledsaget af en ung mand fra Newcastle, tog jeg i morges fra byen med toget til Seaton Delavel-stationen i Northumberland. Efterhånden, som vi kom ind i det rigtige kuldistrikt, antog alt, hvad øjet mødte, den sorte farve. Langs vejene lå der dynger af kulsmuld, telegrafpælene og skinnevejene blev sorte og togvognens vinduer så uklare, at man knap kunne se, at de folk der gik på vejene, og at de engang hvide får, som sås klatvis på markerne, var sværtede ganske sorte. Der sås flere og flere opstandere med hjulene i toppen (hvilke enkeltvis tilkendegiver, at her er en mine), og endelig holdt toget ved Seaton Delavel, hvor en funktionær fra minens kontor var mødt for at modtage os.
Vi foreviste vor introduktion hos overingeniøren, Mr. R.E. Ornsby, og med ham som fører begav vi os (efter at have orienteret os på kontoret ved nogle store plankort) hen til den ene af selskabets fire miner, New Hartley Colliery.
Vi steg ad trapper op på jernstativet, hvorfra nedgangen til minen er. Vi havde forud taget en blå kittel over vores frakke og en solid læderkasket (som anbringes med skyggen bagud) op vores hovede, og i denne uniform satte vi os, tillige med Mr. Ornsby, ind i elevatoren, som kunne ligne et større hønsebur. Der blev givet signal, og vi rutsjede ned i dybet. Hist og her skimter man et lys, ellers er det mørkt. Det suser om ørene, og man ved snart ikke, om man går op eller ned.
Elevatoren støder imod minens bund, og vi stiger ud, efter at være et par almindelige kirketårnes mål nedenfor grønsværen. Så særlig dyb er minen forresten heller ikke; den når kun 348 fod ned.
Vi hilses velkommen i de nedre regioner af Mr. Nicholson, førstemand i New Hartley, og Mr. Fronk Bell, andenmand. Vist om af en stab, bestående af overingeniøren og de tvende første mænd i minen, begav vi os ind i de sorte gange.
Vi går inderst i gangen til venstre. Til højre for os på de tvende jernbanespor suser vogne uafbrudt forbi, hver i sin retning. De føres afsted af tunge, raslende jernkæder, der bugter sig som endeløse slanger, trukket af en 27 hestekræfters maskine. Den ensformige støj af de huggende kæder og de pludselige dump fra jernbanevognene lyder mindre behagelig, og man bliver formelig i godt humør ved at spektaklet afbrydes fra lyden af et brusende vandfald i en sideskaft. Man må passe på at holde sig strengt til siden af ikke at kollidere med kæderne og vognene.
Vi har hver i hånden en “Davy” (det er en med absolut sikkerhed tillukket lygte). Lygten sender små skær op langs de gravsorte ganges sider, bestående af kullag (af og til forskudte i uregelmæssige formationer), men som regel af den grå sandsten. Nu og da møder vi et par arbejdere. Deres lygte viser sig for os langt borte i mørket som skinnende sankthansorme.
Et par steder standsede vi på vor vandring ved drejeskiver, hvor jernbanevognene fuldt belastede med New Hartleys sorte diamanter, i raslende fart skar larmende forbi fra sidegangene.
Jo længere vi vandrede, jo lavere blev gangene, og til sidst måtte vi som de gamle nisser i eventyret gå krumbøjede med stav i hånd, undertiden lidt trætte af denne uvante spadseretur. På vor vej mødte vi et temmelig sørgeligt optog. Det var en ung fyr på 17-18 år, som, ledet af en kammerat, møjsommeligt slæbte sig afsted. Den unge mand var kommet til skade ved en sten, som faldt ned på hans ene fod. Han trak grædende sin ene strømpe af for at vise, hvor opsvulmet hans fodled var blevet.
Vi fortsatte vor vandring en fjerdingvej ind til det sted, hvor “the hewers” arbejdede med at løsne kullagene. Vi måtte krybe på alle fire ind til de halvnøgne arbejdere, som sorte og sveddryppende hakkede fortidens skovlevninger ud af jordens indre. De muskuløse “workingmen” huggede først lagets øverste parti bort og løsnede derpå lagvis kullene. De gode folk må vænne sig til en frivillig krumslutning, men, takket være vanens magt, lod denne stilling ikke til at genere disse menneskehedens muldvarpe. Nå, respekt for dem, uden deres arbejde måtte vi fremdeles køre med dagvogn til København.
Mr. Ornsby fortalte os, at ovenpå, netop ved dette sted, skyllede Nordsøens bølger mod Northumberlands strand. Det var meningen at føre minerne ind under havet.
Vi så kullene blive læsset på vogne, som af lyssky små heste, der engang havde set Islands snebjerge eller Shetlandsøernes klipper, blev trukket hen til kædejernbanen.
Vi begav os atter med vor eskorte tilbage til vort udgangspunkt. På vejen fortalte Mr. Ornsby, at denne mine beskæftigede 850 mænd og drenge, der daglig besørgede 900 tons kul op. I det hele produceredes der i 1889 ved 2500 mænd og drenge og ca. 200 heste fra Seaton Delavel-selskabets tre miner 25.000 tons kul. En arbejder kunne i 6,5 arbejdstime tjene 6 shilling 9 pence. Kullene gik under navn af “Hartlings Harley” til dampbrug og som “Delavel Wallsend” til husbrug.
Vi besøgte, før vi atter kom op til dagens lys, hestestaldene. Over hvert staldrum stod hestens navn, en hed Parnell, en anden var opkaldt efter “the grand old man” osv. Hestene blev i reglen hernede i en halv snes år ad gangen. Vi stod lidt stille ved opgangen og så på jernbanevognene, der uophørligt kørte ind i elevatorerne, som trak dem op. Måske nogle af de kul, der lå for vores øjne, skulle lyse op i en kakkelovn i Sydsjællands hovedstad.
Atter blev vi ført op på klodens flade, og helt underligt skar dagens lys i vores øjne efter de par timers vandring dernede. Endnu en gang så vi dampkedlerne, ventilationspumpen, vandpumpen osv. og blev derpå i minens eget tog ført til den imødekommende Mr. Ornsbys bopæl, hvor vi ved en splendid lunch havde lejlighed til at mærke Delavel-kullenes varmende egenskaber fra en åben, engelsk kamin.
Atter førte et af selskabets egne lokomotiver med personvogn os til en nærliggende station, efter at vi havde indskrevet vores navne blandt sådanne fra alverdens lande i selskabets fremmedbog.
Det sidste ord, Mr. Ornsby sagde, var: “Please, send me “Næstved Avis?””. Han ville nok se, hvad vi skrev om hans mine. Jeg håber, at det er et korrekt billede.