London, 2. december.
Med den underjordiske jernbane kører man til Baker Station, og umiddelbart ved denne ligger Madame Tussauds Palads.
Jeg har aldrig set noget uhyggeligere end det, jeg så i Madames kælder. Jeg vidste ikke, hvad det var, da jeg gik derned, men blev ikke lidet ubehagelig berørt ved pludselig at befinde mig ansigt til ansigt med over 70 mordere og mordersker, galger, guillotiner, håndjern og strikker.
Samlingen er jo i og for sig så ejendommelig, at den, hvis man har nerverne i orden, kan fortjene at ses.
På platformene står de uhyggelige damer og herrer opstillet på rad, iført de dragter, som de bar i levende live. Det er en hob nette fysiognomier, som er samlet her.
I hjørnefiguren genkender man Troppmann, der lo af dommeren i det samme øjeblik, han blev dømt til døden, fordi han slog en hel familie på 6 medlemmer ihjel [Jean-Baptiste Troppmann slog faktisk en familie på 8 ihjel, deriblandt 6 børn].
Ved siden af står James Greenacre, der skar pigen Hannah Brown i to stykker.
Den ret smukke mand med fuldskægget er John Jones. Hans forbrydelse bestod i, at han dræbte en Hr. Emanuel Marshall, dennes hustru, søster, bedstemor og tillige Marshalls børn.
En gammel mand med hvidt skæg hedder William Sheward. Han havde dræbt sin kone, hvorefter han giftede sig igen og fik i dette sit andet ægteskab adskillige børn. Plaget af samvittighedsnag meldte han sig selv til myndighederne.
Hist står en tyk dobbelthaget mand, iført sort kjole og med hvid pibekrave. Hans mildt udseende ægtehalvdel ved siden bærer silkekjole og et fint rødt sjal. Dette par har dræbt en toldbetjent og begravet ham i deres eget køkken under fliserne….
Man bliver ganske klam ved at se på disse moralske abnormiteter og føler til tider en fornemmelse, som om en af dem kunne gribe en i kraven, men man trøster sig med, at de er støbt i voks.
Eyraud, som tog livet af Gouffé og puttede ham i kufferten ved Gabrielles hjælp, befinder sig i sin celle ved siden af sit leje. Han har just taget sin vest og frakke af og sidder nu, med hænder slapt ned for sig og grubler. Det er et løjerligt, tungsindsvækkende interiør.
Kemmler, hvem amerikanerne mishandlede så sørgeligt med deres elektriske gnist, sidder på en træstol med ledningen anbragt på hovedet [William Kemmler var den første forbryder i verden, som blev henrettet i den elektriske stol. Dette skete i USA kun et halvt år inden Emil Opffer så hans voksfigur i London].
Strikkesamlingen er meget betydelig. De enkelte reb bærer påskrifter som denne: “Den 18. april 1887 blev Thomas William Currell hængt i denne strikke”.
Det bedste stykke inventar hernede er dog den oprindelige guillotine, der ifølge påskriften har besørget 22.000 mennesker over i den anden verden. Det kan da forslå noget!
Jeg skal ikke nægte, at jeg var ganske let om hjertet, da jeg atter kom op i de øvre etager og til en forskel kunne betragte Napoleon den Stores bryllupskaret og den vogn, i hvilken han kørte igennem Rusland, foruden mange andre Napoleon-relikvier, såsom den store kejsers tandbørste, ske m.m. I Napoleonskabinettet findes for øvrigt et stort fotografi af kaptajn Murrell med påskrift, at denne mand har reddet 800 danskere [den unge amerikanske kaptajn Hamilton Murrell havde i 1889 reddet passagererne på et dansk emigrantskib i en af verdenshistoriens mest spektakulære redningsaktioner til søs].
Madame Tussaud byder også på et stort panoptikon, hvis figurer man kan betragte, mens en musiker trakterer et orgel. Men det må bemærkes om dette panoptikon, at dets figurer langt fra er så gode som dem, den danske specialist på dette område, hr. Thod Christensen har skabt derhjemme.
Det er ret forståeligt, at jeg fra Madame Tussauds kælder begav mig med banen til Bishopsgate Station for at gå til Whitechapel.
Om et kort besøg der, skal jeg fortælle i næste brev.
London, 2. december.
Whitechapel er, som bekendt, et af Londons fattigkvarterer, berygtet ved Jack the Rippers misdædigheder.
– “Her”, sagde min elskværdige ledsager, Baron Ripperda, “er det første af Jacks mord begået”.
Vi stod i en smal gyde med høje, sorte mure på hver side. Gassen fra lygterne formåede næppe med sin gule flamme at skinne igennem den tætte tåge. En række trækvogne stod i en lang række på højkant ned gennem gaden. Der lå rimeligvis adskillige af Londons stakkels menneskelige utøj og sov i vognene, hvis de da kunne for kulden. Men de er jo forresten vant til at fryse.
I en mørk krog i gyden var det, at Jack første gang havde åbenbaret sig. Her var det første sønderskårne kvindelegeme fundet. Vi gik videre igennem gyderne. Et sted var det halve kvarter i oprør. Et par fordrukne pjaltede kvinder var i fuld kamp. De trak hinanden i hårene, så at totterne fløj om dem, og de brugte om hinanden udtryk, som egentlig ikke hører hjemme i salonsproget.
Hvor vi kom, slentrede der halvfordrukne kvinder med store, røde læber afsted, fjollet syngende og skrålende.
Skodderne var slået for vinduerne, men derindefra lød der stemmer, som vidnede om voldsomme temperamenter.
De mange kringelkroge, som Whitechapel snor sig i, synes velegnede til forbrydelser af “Ripper-arten”, men alligevel var kvarterernes udseende ikke nær så snavset og elendigt som i Brøndstræde-Vognmagerkvarteret i København. Et sådant kvarter skal man unægtelig også lede længe efter.
Min ledsager fortalte mig om al den overfyldthed og pest, en Whitechapel-bygning huser. En sådan lille ejendom rummer omtrent ligeså mange beboere som en hel landsby. Karakteristisk er det, at end ikke de allerkomfortableste ejendomme i de fashionable kvarterer betaler sig så godt som disse huler. De stakkels fattige djævle, der ikke kan flytte hen i udkanten af byen, fordi de er indtægtens skyld skal være på færde tidlig ved dokkerne, må betale.
Folkene i Whitechapel flytter og flytter, ofte hver ugedag, de enkelte beboere har derfor ikke den gensidige kontrol som i byer, hvor man bor halve år af gangen på samme sted. Deraf kan det også forklares, at 15.000 mennesker her i London kan forsvinde, uden at noget væsen aner det mindste om, hvor de er blevet af.
Vi besøgte også i løbet af en halv time et par af Whitechapels teatre, og hvad tror man, vi så hvert sted? Et mord, fremstillet i bengalsk belysning [lyseffekt i stærke farver] på scenen.
Det ene sted var det en yngling, der pryglede en gammel mand ihjel med en knippel, og det andet sted myrdede en kularbejder i jalousi sin tilbedte, hvorefter han sprang en kulmine i luften!
Publikum var meget interesseret i stykkets gang og talte under hele handlingen med ved tilråb til de agerende.
Det er betegnende, at disse teatre, fra hvilke Whitechaplerne søger deres åndelige næring, handler om mord og atter mord! Spørgsmålet er, om giften ikke netop derved podes ind i de godtfolk.
Da vi vendte tilbage fra vor ekspedition kunne vi observere talrige politiskikkelser. Endnu har rædslen for Jack ikke lagt sig. Det er nemlig usandt, hvad der er telegraferet til de danske blade både fra Parma og Havanna, at han skulle være blevet pågrebet der.
Det er derfor ikke umuligt, at han atter dukker op herude en nat imellem 12 og 1. Det er jo nemlig på denne den mest befærdede aften, Whitechapels fornøjelsesaften, af han viser sig. Men lad os ikke male ham på væggen.
