Emil Opffer (f. 1863) var søn af den farverige dagbladsredaktør for Kjøge Avis, Søren Christian Opffer. Familien var en del af det køgensiske borgerskab og Emil fik derfor både et solidt netværk og en god uddannelse – først på Tøxens Skole og siden Sorø Akademi. Emil selv blev kendt i Køge (og i Danmark) for sin lidt flamboyante udstråling, som var mere spanskblodet end sjællandsk, samt for sine finurlige påfund og frække kommentarer som journalist.
Emil gjorde i den grad sit journalistiske fodarbejde som ung mand, da han arbejdede som skribent ved både faderens avis, Avisen og Dagbladet i København og Næstved Avis. Den unge mand blev kendt for at være den første danske journalist som vovede både at stige op med luftballon og at gå ned som dykker. På en og samme dag i august 1900 nåede han både at hænge fra Nyborg kirkespir om formiddagen og desuden kaste sig i vandet fra Korsørfærgen om eftermiddagen. Den sidstnævnte episode handlede om at teste hvor hurtigt en færge kunne bjerge et menneske op fra vandet. Den spontane journalistiske undersøgelse kostede Emil en bøde på 60 kroner. Han blev senere redaktør for både Næstved- og Nyborg Avis – uden i øvrigt at falde til ro
Det var dog ikke gratis for Emil at være, med broderen Frederiks spøgende ord, “journalistikkens allersorteste bandit”. I Næstved ragede han som redaktør uklar med sine chefer fra højrepartiet efter en satirisk reportage fra et fiktivt søslag mod tyskerne ved Karrebæksminde. Her deltog flere af byens prominente borgere til komisk effekt. Blandt andre byens redaktør fra venstrebladet, som blev gjort ukampdygtig efter et fald fra et pæretræ. Efter artiklen blev Emil købt ud af Næstved Avis og måtte se sig om efter en anden bestilling.
Allerværst gik det, da Emil lagde sig ud med selve landets ledelse. Han kritiserede skarpt den for eftertiden så berygtede køgepolitiker og justitsminister P.A. Alberti, som i øvrigt var hans personlige ven hjemmefra. I samme periode nåede Emil og hans avis at kalde den russiske tsar for en lille hvid kanin og at fornærme den danske krigsminister W. H. O. Madsen. Det blev for meget for Alberti, som i 1904 idømte ham bøde- og fængselsstraf. I stedet for at lade sig indespærre gik Emil i eksil i først Mexico og siden USA. Flugten foretog han med vanligt gåpåmod, men som han i sin hjemve alligevel til tider fortrød.
Udvandringen til USA blev starten på et helt nyt kapitel i Emils liv. Han rejste det store land rundt for en stund, inden han endelig slog sig ned i New York, som skulle blive hans hjem resten af livet. Her var han redaktør for det største dansk-amerikanske dagblad “Nordlyset” og var en central figur i det skandinavisk-amerikanske miljø i byen. Hans karisma var da også den samme som altid, som hans mange berømte gæster fra Skandinavien kunne bevidne.
Emil Opffer blev aldrig benådet for sine overtrædelser, men myndighederne så igennem fingrene med senere besøg i Danmark, som han udnyttede til fulde. Han fik en enkelt gang lejlighed til at rejse sit hjemland tyndt og holde en ordentlig fest med sin elskede familie i Køge. Sit andet besøg efter “landsforvisningen” var som æresvisit hos det dansk-amerikanske miljø herhjemme. Den tredje og sidste rejse hjem blev i en urne. Emil Opffer døde i New York d. 13. september 1924, kun 61 år gammel. Hans sidste ønske var at hans aske skulle rejse hjem til Køge for, indsvøbt i Dannebrog, at blive sænket ned til hans forældre på Assistens Kirkegård. Det må være sigende for den rastløse eventyrers inderste person, at han til sidst lod sig finde hvile hos familien i hjembyen Køge.
