Hamborg, onsdag d. 26. november.
Det er ved begyndelsen til begyndelsen. Jeg er just i dag nået til den gamle hansestad Hamborg, der nu har kranset sine sorte kanaler med den hvide sne.
Det sidste glimt af mit udgangspunkt, Næstved, fik jeg i nabobyen Køge, hvortil en svingende fyldt kupé fulgte “Næstved Avis’ flyver”. Syv næstvedere sagde et venligt farvel med et “Leve Tovsejleren!” og tilbage var kun én mand, og det var mig.
I susende fart fart, med Danmarks “Flying Scotchman”, også kaldet “Berlineren”, gik det forbi sneskærme, bart land og skov i vinterkostume om ad Roskilde til Korsør med de berømte toppede brosten.
“Danneskjold Samsøe” lå klar ved bolværket , og – “Farvel, du Hus hvor min fader bor” – med dampen oppe, skød Danneskjold afsted igennem de hvidtoppede bølger. Hvis man ikke var søvant, ville turen muligvis have været mindre munter. Det havde jeg på fornemmelsen, da jeg inde fra damekabinetterne hørte nogle sørgelige og resignerede: “Åh ja, åh ja!”. Der var endog også en stemmer der sagde: “Jeg tror jeg dør”, men hvorvidt stemmens smukke ejerinde fik troen i hænde, skal jeg lade være usagt. Men så helt ufarlig er jo søsygen ikke altid; Darwin gik for eksempel bestandig sit hele liv igennem med kvalme som efterveer af den søsyge han led under på jordomsejling.
Danneskjold rullede ganske artigt, og der kunne være noget i, hvad en nordmand sagde ved morgenkaffen. Han havde, fortalte han, befundet sig den ganske nat, som om han havde ligget på en stor pølse. Enten havde køjen nemlig været for bred eller han for smal.
Trods storm og bølgeskum lagde vort gode danske postskib på slettet 5 til i Kiel Havn, der straks gør et venligt indtryk ved overalt, hvor der er etablissementer m.v., at være bemalet med det ord: “Verboten”.
Tolden i Kiel er meget tolerant og kunne passende tjene til mønster for vores hjemlige toldere, som til enkelte tider kan berede en ufornøden ulejlighed ved deres petitessers udregning i rigsdaler og skillinger, hvilket toldvæsenet hjemme, hvad der der et guddommeligt Molbo-kuriosum, endnu regner med.
Skibets selskab, hvoriblandt et par danske grever og en bunke svenskere, spredtes i Kiel. En dansk pige vakte nogen opmærksomhed ved på vejen fra skibet, meget fortumlet på dansk at spørge alle de tyskere hun mødte: “Hvor er banegården? Jeg skal til Amerika!”. Og tyskerne, som troede, at hun spurgte hvor Amerika lå, pegede forbavsede i vestlig retning.
Over Neumünster igennem det kedsommelige pandekageland og siddende i de jammerligste kupéer, der næsten kan sige sparto til de italienske, er jeg nået til Hamborg, hvor vinteren, som sagt, ruger over byen.