Lokalarkiv uddeler lokalhistoriske bøger til plejecentre

I denne tid, hvor mange beboere på plejecentre sidder alene uden besøg af pårørende, har Højelse Sognearkiv tilbudt at forære lokalhistoriske bøger til plejecentre i Køge Kommune. Der er taget godt imod tilbuddet, og der er allerede uddelt fem sæt bøger. Vi håber, at bøgerne vil give anledning til samtale om dengang tiderne var anderledes og hvordan det var at vokse op – herude på landet – og udviklingen derefter.

Gennem årene har Højelse Sognearkiv udgivet bøger om de 5 ”landsbyer-områder” som tilsammen udgjorde Højelse Sogn. Højelse Kommune blev i forbindelse med kommunesammenlægningen i 1970 en del af Køge Kommune, det er der helt sikkert nogen, der kan huske det.

Bøgerne er rigt illustreret med billeder fra omkring 1900 til 1970’rne. Bøgerne indledes med en beskrivelse af den enkelte ”landsbys” udvikling. Det gælder både udbygning af selve byen med flere mennesker og huse, forretninger og virksomheder. Der er ligeledes en beskrivelse af de enkelte gårde- og husejere, og hvor det har været muligt med tilhørende folketællinger.

Ligeledes er der beskrivelse af emner, som har betydning lokalt. Det er Genforeningsstenen i Lille Skensved, et af de første steder i Køge Kommune hvor en sådan genforeningssten blev rejst, Kvindeegen samme sted, Almue-skolerne, Håndværkerskolen, Bal på hotellet, ja, listen er lang.

Og det var også dengang man handlede lokalt, for der var mange forskellige forretninger og ordet ”Supermarked” var på vej frem – altså i de større byer.

Køge Byarkiv holder lukket tirsdag d. 19. marts.