Denne uges billede fra Køge Byhistoriske Arkiv viser Køge Svømmeland beliggende i Ølby Centeret.
Svømmeland er det centrale motiv i billedet. Der er derfor grund til at tro, at fotografiet formentlig er taget i forbindelse med eller kort efter svømmelands indvielse den 8.marts 1993. Bemærk også, at Ølby Kirke endnu ikke er opført eller påbegyndt. Grundstenen til kirken blev nedlagt 25.10.1995 og kirken stod i øvrigt færdig i 1997. Så billedet stammer altså fra perioden mellem 1993 og 1995.
Da Køge svømmeland blev opført, var det noget der gav genlyd over hele landet. Det var nemlig en af de første offentlige svømmehaller i Danmark, hvor man lavede en kombination af det traditionelle svømmeanlæg og faciliteter som vandrutschebane, boblebad med videre.
Svømmehallen er opført som en del af Ølbycenteret, beliggende ved Ølby Station i det nordlige Køge. Udover indkøb, er der også opført boliger og bibliotek i centeret. Senere kom der skole, plejeboliger, klinikker og andet til.
For godt 10 år siden var der en del problemer med svømmeland. Den klorholdige og fugtige, varme luft tærede på konstruktionerne. Svømmeland holdt derfor lukket i en periode i 2007 mens blandt andet skruer til loftpladerne blev skiftet. Der var også problemer med vandkvalitet mv. Igen i 2009 måtte svømmeland lukke i en periode, denne gang til en større renovering for at få styr på bygningen igen. De to renoveringer har sammen bragt styr på vandkvalitet og sikkerheden i bygningen.
Der er i dag godt 250.000 gæster om året samt skolesvømning og svømmeklubtræning. Det vidner om, at svømmeland er et populært sted både for kommunens borgere og for gæster der kommer langvejs fra.
Fotografi: Dagbladet Køge og Køge Byhistoriske Arkiv.
Af Lars Kjær, Køge Arkiverne