![Søren Mathiesen - ny formand for Køge Fonden](https://koegearkiverne.dk/wp-content/uploads/Soeren-Sander-Mathiesen-Ny-formand-for-Koege-Fonden-300x280.jpg)
Køge Fondens formand gennem de seneste 12 år, Poul Henning Jensen, har valgt at takke af fra posten. Som ny formand valgte bestyrelsen Søren Mathiesen, der i en årrække har været næstformand for Køge Fonden. Som følge heraf skulle der også vælges ny næstformand, og det blev Hans Erik Jensen, der er den ene af Byrådets to repræsentanter i bestyrelsen. Den anden er borgmester Marie Stærke. Laila Christensen valgtes som nyt medlem af fondens forretningsudvalg.
![Poul Henning Jensen, afgående formand for Køge Fonden](https://koegearkiverne.dk/wp-content/uploads/Poul-Henning-Jensen-afgaaende-formand-for-Koege-Fonden-201x300.jpg)
Borgmesteren og hele bestyrelsen rettede en varm tak til Poul Henning Jensen for hans store indsats for Køge Fonden og den lokale historie.
Køge Fonden er stiftet i 1936 og har to formål. Fonden driver for det første de fire lokalarkiver i Køge Kommune, Køge Arkiverne, med tilskud fra kommunen, private sponsorer og egne midler. For det andet støtter fonden bevaring af gamle bygninger af kulturhistorisk værdi i Køge Kommune. Fonden har adresse hos Køge Byhistoriske Arkiv i Vestergade 26, Køge.
Man kan læse mere om Køge Fondens arbejde på www.koegearkiv.dk