Kyndelmisse i Køge 3. februar 2006

I år har vi to arrangementer til Kyndelmisse i Køge

Åbent Hus i Køge Byhistoriske Arkiv kl. 19-23
Vi åbner dørene og inviterer alle indenfor i arkivet. På aftenen viser vi rundt i samlingerne og giver et indtryk af, hvad vi opbevarer i vores gemmer.

  • Kom og se på filmoptagelser fra det gamle Køge. Vi har et bredt udvalg af film fra Køge, f.eks. fra karnevalerne, boldklubben osv.
  • Se billeder fra det Køge, der var engang.
  • Kom på rundtur i vores samlinger og se hvad der gemmer sig i skuffer og æsker.
  • Der er mulighed for at stille spørgsmål til vores samlinger og en introduktion til, hvad man finder på arkivet.
  • Børnene kan farvelægge tegninger af byens huse og løse små opgaver. Deltag i tegne-/farvelægningskonkurrencen – vi kårer aftenens vindere når aftenen slutter. De 3 flotteste tegninger præmieres med den nyeste bog fra Hit med Historien. Vinderne får direkte besked.

Vi gir´ en kop kaffe, så kig op og få varmen.
Tid: 19-23
Sted: Køge Byhistoriske Arkiv, Torvet 6, 1.

Fortællinger i Natten – Sagn og mytologier
Denne aften kommer fortælleren Connie Olsen til Køge med en håndfuld gode historier om barske helte og den søde kærlighed. Det bliver helt eventyrligt. Vi skal høre gamle nordiske gude- og heltesagn og myter. Det er oldgamle historier, der er overleveret til os gennem utallige generationers fortællinger, før de endelig blev nedskrevet.

Vi skal bl.a. møde den rødhårede og iltre odinssøn Tor, den listige Loke og de farlige jætter. Hvad skete der egentlig dengang Thors hammer forsvandt? Og kender du historien om hesten med de 8 ben? Den hedder Sleipner og var en helt særlig gave til gudernes konge.

Connie Olsen er historiefortæller af hjertens lyst. Hun fortæller med indlevelse og billedligt for store og små, unge og ældre. Hun er medstifter af Odense Fortællekreds og har et vidtspændende repertoire på omkring 300 historier og eventyr, som hun har optrådt med over hele landet. Over 200 af hendes fortællinger er sendt på DR-radio.
Fortællingerne er lagt til rette, så repertoiret passer for børnefamilier.

Tid: Der er fortællinger kl. 19 og kl. 20. Hver forestilling varer ca. 45 min.
Sted: Fortællingerne foregår i Rådhusarkaden (i selve glasgangen). Siddepladserne fordeles efter først-til-mølle-princippet.
Arrangør: Køge Byhistoriske Arkiv.

Køge Byarkiv holder kun åbent om torsdagen i ugerne 27-32.

Højelse og Skovbo arkiver holder sommerlukket i uge 27-32. Forespørgsler kan rettes til Byarkivet.

Herfølge har kun åbent om fredagen i ugerne 27-32.