Opffers jordomrejse #13: Dronning Lilioukalanis rige

Honolulu, 22. februar 1891.

Det var aften, da min ven, signor Colombo fra Milano, og jeg i går lod den brune indfødte sætte os i land.

Månen tindrede henover bølgetoppene og belyste bjergene i land med et fantastisk, grønligt skær. Det var ret en tropeaften, med sydens varme farve over landskabet. Det tog tid at komme ind til havnen, thi dønningen gik højt, og vi måtte bruge visse krogveje for at undgå de undersøiske skær, hvor søen kommer brusende henover i skummende toppe.

Det røde lys i det fjerne viste os, hvorhen vi skulle styre. I havnen lå tre orlogsskibe, to amerikanske og et engelsk. Langs kajen havde talrige sejlskibe fortøjet, side om side, amerikanske, japanske, engelske og franske.

Ved landingsstedet blev vi naturligvis anfaldet af det sædvanlige havnefjap, som danner en fast garde overalt, hvorhen man begiver sig. Den ene ville føre os hist, den anden herhen, men begribeligvis fulgte vi vort eget hovede og begav os til det Kgl. Hawaiian Hotel, der udmærker sig ved at være forbavsende rimeligt og godt.

Vi havde troet at komme op i en by, hvor der vandrede langhårede svin om imellem snavsede, indfødte børn, men dette var ingenlunde tilfældet. Der gik meget regulære sporvogne igennem gaderne, der nogle steder endda var elektrisk oplyste.

Vi vandrede rundt i måneskinnet og glædede os over de forunderlige formationer, som tropens fyldige bladpragt dannede imod den lyse himmel. Husene er navnlig i den største del af byen omgivet af palmer. 

Østens gule, skævøjede race har naturligvis også boret sig ind her. En stor del af Honolulu er kinesisk. Der er lange gader, hvor det udelukkende er kinesere, som står for butikkerne og restauranterne.

De indfødte, hawaiianerne, er smukke, høje, mahognibrune folk. Damerne er i reglen fede og udstyrede med veludviklede læber. De går i reglen i skinnende hvide eller sorte dragter, der ikke holdes sammen om livet, men går ret ned fra hals til fod.

Både mænd og kvinder er yderst velvillige. De ler og smiler ved enhver bemærkning, hvad enten de forstår den eller ej. Som eksempel på beboernes velvilje kan jeg anføre, at en politibetjent, da vi ved vor ankomst spurgte efter hotellet, personligt ledsagede os til dette fra den ene til den anden ende af byen. 

Damerne rider på herresaddel og er i det hele meget frie.

Der var i aftes et meget stort tilløb til en karrusel, hvor livet udspiller sig med en Honolulu-livlighed, der virkede velgørende at se. Alle de unge brune piger og karle var om hals og hat prydede med røde og blå blomsterguirlander.

I dag har vi besøgt alle byens seværdigheder. Kongepaladset danner midtpunktet for byen. Det er ikke meget stort og er bygget i lignelse af de store villaer, pengematadorerne i San Francisco plejer at residere i. Paladset er i disse dage fra øverst til nederst klædt i dyb sorg i anledning af Kong Kalakauas død. Hele byen sørger for ham, husene er sortklædte og beboerne går med sorte bind om armen eller stråhatten.

Overalt i butiksvinduerne ser man fotografier af hans ligbegængelse, der skete med megen pomp, og af hans sørgende søster, dronning Lilioukalani, som har taget tøjlerne.

Den afdøde konge var en meget livsglad mand, men han havde temmelig kostbare vaner, således spillede han vel højt, når han kom til San Francisco. Følgen heraf var, at han kom i gæld op over ørerne og lånte penge på alle kanter, hvor han kunne det.

Han plejede undertiden om sommeren at holde små gilder med gode venner ude i sit badehus. Det blev mig fortalt, at dagen efter disse fester til søs, kunne man næsten ikke ro forbi badehuset for flydende champagneflasker.

Jeg talte i San Francisco med en dansker, der havde gjort hans nærmere bekendtskab på en ret ejendommelig måde. Han var kommet gående på gaden i Honolulu sammen med en bekendt. Den bekendte råbte da over til en brun mand, der kom gående på gadens anden side:
“Halløj, Deres Majestæt, hvorledes har de det?”
Vor landsmand troede, at manden, der lignede en ganske almindelig indfødt og havde whiskers [bakkenbarter], som disse plejede at have, for pokker ikke var konge.
Han opdagede imidlertid, at dette var tilfældet, da alle forbigående hilste majestæten.
Kongen viste sit liberale sindelag ved at byde vor landsmand ind på en flaske portvin i et beværtningslokale. Den ene flaske blev til to, og inden de to borgerlige herrer vidste af det, kunne de ikke se, om der sad en eller to konger foran dem.

Nu er, som sagt, kong Kalakaua død, men hans rige består stadig.

Stort er det ikke; øerne tilsammen indtager kun et fladerum af Danmarks halve størrelse. Alt i alt har de en folkemængde af 60.000 mennesker.

 

Emil Opffer kom på Hawaii forbi endnu en nykronet dronning. Han bemærkede det måske ikke i sit brev hjem til Danmark, men han var landet på de berømte stillehavsøer midt i deres måske største brydningstid. Under palmerne i Honolulu foregik i slutningen af 1800-tallet en magtkamp mellem det traditionelle kongehus og de indfødte hawaiianere og de tilflyttede hvide amerikanere, som selvfølgelig var republikansk anlagte, som fik stadig større indflydelse. Dronning Lilioukalani blev Hawaiis allersidste monark, da hun blev væltet få år efter, i 1893. Hawaii blev annekteret som amerikansk territorium i 1998, imod den afsatte dronnings skarpe protest. Lilioukalani gjorde meget for at fremme sit folks kultur, og har skrevet en bog om Hawaiis historie, samt den ikoniske sang "Aloha 'Oe". /James J. Williams, ca. 1891, Library of Congress.
Kong Kalakaua, "Den muntre monark", var kun lige stedt til hvile, da Emil blev sejlet i land på O'ahu. Det var en skam, for de to ville utvivlsomt have kommet godt ud af det med hinanden. Kalakaua var verdensberømt for sit lystige og folkelige væsen. Han havde tilmed selv rejst jordkloden rundt - som den første monark nogensinde - i 1881. /James J. Williams, ca. 1882, Hawaii State Archives.
Hawaii var stadig klædt i sort i sorg over deres afdøde konge, da Emil besøgte landet. Kort forinden havde en mærkelig scene udspillet sig, da O'ahus befolkning havde pyntet op til modtagelsesfest for deres hjemvendende konge, som skulle komme sejlende fra San Francisco. Da de så skibets flag på halvt og fik de triste nyheder, måtte der i hast pyntes om til begravelse i stedet. På billedet ses Dronning Kapi'olani ved sin mands kiste. /Ukendt fotograf, One Summer in Hawaii af Helen Mather, 1891.
Hawaii som vi nok kender det bedst i Danmark. Her ses stranden ved Waikiki, hvor Emil besøgte landets indenrigsminister. /Ukendt fotograf, One Summer in Hawaii af Helen Mather, 1891.
Palm Avenue i Honolulu. Det var scener som disse, Emil mødte i Hawaiis hovedstad. /Ukendt fotograf, One Summer in Hawaii af Helen Mather, 1891.
[…]

Jeg vil meddele nogle nyere oplysninger om Hawaii-riget, som jeg just har modtaget fra dettes egen indenrigsminister, Hans Excellence C.N. Spencer. Ved introduktion besøgte jeg ham i hans elegante villa, der er beliggende ved stranden på vejen til Waikiki. Man tager fra Honolulu med sporvognen, der trækkes af et par rappe muldyr, ud ad den velplejede strandvej. Landskaberne til begge sider viser sig i tropisk fylde. I villaernes haver danner rækker af palmetræer, hvis skinnende stammer står ligesom søjler, alléer op til husets trappe. Magnolier, oleandrus, skifter med forskellige slags palmer, hvis blade skyder op som kæmpemæssige tyrkiske våben, og hvis frugter hænger ned som vældige grønne kvaster. Brogede blomster, roser og myldrende heliotropfarvede småblomster i hække, søger at overvælde hinanden i pragt. Ud imod havet stræber slanke kokospalmer i vejret med bjergene og den blå himmel som baggrund.

Hans Excellence Spencer, en 40 årig amerikansk plantageejer, der modtog mig meget bramfrit, gav mig en del oplysninger, som jeg har benyttet i det følgende.

Øernes størrelse opgives, fortalte han mig, efter en nyligt revideret opmåling til 6.667 engelske kvadratmil eller lidt under halvdelen af Danmarks omfang. Denmarks areal er efter engelsk målestok 13.784 kvadratmil.

Øerne falder sammen i fem hovedgrupper: Hawai’i, Maui, Moloka’i, Lana’i, Kaua’i og O’ahu. På den betydelige ø af sidstomtalte mærkelige navn ligger hovestaden Honolulu.

Den første folketælling på øerne fandt sted i året 1823 ved missionærerne. Den indfødte, brune befolkning talte da 142.000 indbyggere. Befolkningen aftog med rivende hurtighed, efterhånden som de hvide viste sig på skuepladsen. Vor race indvandrede først i 1853 i større mængde. Der fandtes da i alt 2.100 hvide på øerne og 71.000 indfødte. De sidstnævntes antal er stadig taget stærkt af. I 1884 var der kun 40.000 indfødte med 18.000 hvide, 18.000 kinesere og 4.000 af blandet race.

Der foretoges folketælling nu under mit ophold i Honolulu, men denne var ikke helt færdig. Resultatet af den antoges at være følgende for de indfødtes bedrøvelige udfald: 37.500 indfødte, 18.000 kinesere, 12.500 japanere, 11.500 portugisere, 3.000 amerikanere, 1.250 englændere, 1.500 tyskere, 150 franskmænd, 250 nordmænd, 5.000 af blandet race, andre nationer 3.850. Dette bliver tilsammen 95.300.

Det ses deraf, at de indfødte er gået ned fra 142.000 til 37.500 i løbet af 113 år, eller med andre ord til fjerdedelen af det oprindelige antal. Bliver det ved således, kan det forudses, at de brune mænd går ud af verden som en svunden fortid. Grunden til, at de således svinder ind, er, at de elsker flasken. Jeg så dem, den aften jeg gik i land, blomsterbesmykkede, rave omkring på Honolulus gader, leende og spøgende, afgivende et billede på bacchantisk glæde. De unge piger var ligeså fornøjede som de unge karle, og det så ud, som dette land var overstadigt lykkeligt. Statistikken viser imidlertid noget andet. Forresten er grunden til de indfødtes aftagen også, at de ikke sætter deres stolthed i at have mange børn.

Sandwichøerne danner mere og mere et punkt, hvortil de rejsende søger hen for at rekreere sig. De fleste af disse kommer fra San Francisco; afstanden derfra er 2.100 engelske mil. Vejen til de vigtigste andre udgangspunkter er: Yokohama 3.440, Sydney 4.480 og Panama 4.620 engelske mil. Prisen for en returbillet fra San Francisco er med 1. klasse 500 kroner. Med mellemdæk er eb enkeltbillet 100 kroner. Turen tager en uge.

En billet (1. klasse) koster fra Honolulu til Yokohama 100 kroner. Mærkeligt nok er prisen fra San Francisco til Yokohama over Honolulu kun 800 kroner. Denne prisansættelse ligner de fiffige amerikanere. De rejsende kunne fra Amerika tage linjen over Canada (der er altså konkurrence), men ville de fra Honolulu, må de overgive sig på nåde eller unåde til Occidental-Kompagniet, der i øvrigt er et 1. klasses optrækker-kompagni.  Jeg råder en passant danske rejsende til at gå til Japan over Vancouver.

[…]

Sandwichøerne havde tidligere et krigsskib, men det har de solgt. Nu for tiden indskrænker den årlige udgift til krigsvæsenet sig til 250.000 kroner. Kongen eller nu dronningen har sin egen garde, meget nette, brune soldater i blå uniform og med korkhat på hovedet. De brave soldater har temmelig civile manerer (således så en ven af mig en soldat, der ved paladsets port præsenterede gevær for Hans Majestæt Kong Kalakaua og under præsentationen meget ugenert sendte en spytklat højt op i luften).

Alle nationer er repræsenteret på de hawaiianske øer. Jeg for min del kunne sande dette. Jeg blev om morgenen vækket af en italiener, mine støvler blev pudset af en portugiser, en tysker barberede mig, ved frokosten vartede en kineser og en japaner op, jeg spiste middag sammen med to franske damer og en italiener, en irlænder (som snød mig for en dollar) var bademester ved den anstalt, hvorfra jeg forfriskede mine lemmer i det stille hav, en nordmand ejede den smugkro, hvor jeg (det var søndag og restaurationerne er lukkede) nød et glas whisky og endelig en brun indfødt roede mig ud til dampskibet.

Angående den indfødte, da var han på et hængende hår ved at kæntre båden for mig og min ledsager, hr. Colombo fra Milano. En stor bølge kom på tværs imod rælingen og fyldte båden halvt med vand. Hvis den (båden) var løbet rundt, havde følgen efter al sandsynlighed været den, at italieneren og jeg havde sparet vor aftensmad og tjent de to hajer, hvis finner i nogen afstand fra os viste sig i overfladen, til mundsmag.

Da vi kom ombord, erfarede vi, at der aftenen i forvejen var blevet fanget et 8 fod langt eksemplar af de omtalte menneskeædere. Kammeraterne ville sikkert have taget hævn, hvis vi var faldet ud i deres element.

Kl. 5 præcis søndag eftermiddag sagde vi farvel til Honolulus toldere, der havde opholdt sig ombord, og vi dampede ud på den åbne sø. O’ahu afgav et herligt syn, da solen gik ned og de gyldne skyer efterhånden tegnede sig pralende hyacintrøde over øens takkede bjerge, og snart var dronning Liliuokalanis rige forsvundet i skumringen. Vel, for en dags skyld er det værd at besøge. 

Køge Byarkiv holder kun åbent om torsdagen i ugerne 27-32.

Højelse og Skovbo arkiver holder sommerlukket i uge 27-32. Forespørgsler kan rettes til Byarkivet.

Herfølge har kun åbent om fredagen i ugerne 27-32.