Saltsøstaden [Salt Lake City], 31. januar.
Deres korrespondent er just i dette øjeblik, kl. 6 morgen, i det tætteste snevejr kommet til mormonernes land.
Turen fra Denver til Saltsøstaden er en rejse af længde omtrent som fra København til Paris; den varer netop to nætter og en dag. De spillede i Denver, som om byen skulle ryste sammen, da jeg om aftenen forlod den. Teatrene og varietéerne havde nemlig der den forunderlige skik at lade et stort orkester spille udenfor bygningen for at tromme folket sammen. Med teatrenes orkestre konkurrerede “Frelsens Hær”, der kom dragende igennem byen med fuld musik. Hertil føjedes et par manufakturhandlere, som havde stillet en bande musikere op i deres respektive entréer for at henlede opmærksomheden på deres billige udsalg.
Det var noget for ørene at høre coloradoerne spille omkap fra alle kanter, mens det var en ren øjenlyst at se byens damer promenere i elektrisk belysning. Damerne er nemlig usædvanlig smukke, men har åbenbart ved naboskabet med mexicanerne lært en spansk unode. De pudrer deres ansigter, så de visselig ville kunne bruge deres næser som griffel [skriveredskab] i nødstilfælde.
Jeg satte mig ind i en af Rio Grandebanens komfortable vogne og vågnede næste morgen op midt i klippebjergene, de så stærkt udskregne naturskønheder. Rio Grandebanen har udgivet mange lispund rejsebøger, der står til gratis afbenyttelse for alle og enhver. Jeg fik en af ottende oplag, der stod angivet til 80.000 eksemplarer. I disse beskrivelser står enhver lille klippe pralende skitseret, og på hver side kan man finde bemærkninger om, at dette eller hint parti er det mest storslåede i hele verden. Jeg så flere af disse således omtalte partier, og jeg forbavses over de store ord, en amerikaner kan føre i sin mund. Alene i Europa har vi i Sierra Nevada, i Auvergne, for ikke at tale om Kaukasus, ganske anderledes overvældende og mægtige scenerier. Ganske vist var der mærkelige formationer, såsom Greenwood Springs, hvor den røde sten snart buede sig ud som en tyk borgmur, snart løb spids frem som boven på et kæmpeskib, men som helhed kunne de “klippebjerge”, der her var karakteriserede som verdens skønneste, som sagt, langt fra komme på siden af, hvad vi har derhjemme.
Stationerne langs banen er nogle elendige rønner med en del ofte rådne planker lagt ud som perron. Stationsforvalterne og deres assistenter ligner mere røvere end hvilke som helst andre væsener på kloden. Der er selvfølgelig ikke tale om, at de har uniform.
Noget som hegn langs banelinjen kender man absolut ikke, og det er uhyggeligt at se de sorte grise, køerne og hestene (som ikke sjældent morer sig med at bruge skinnerne til forsøg i retning af at gå på line) flygte til alle sider, når vor damphest kommer hvæsende og ringende med den store klokke.
Himlen var blå i går, da vort tog kom kørende igennem “verdens helligste bjerge”.
I det hele har det gennemgående været en sjældent mild vinter, amerikanerne i modsætning til beboerne fra deres ophav hinsides havet har haft. Vejret har på min tur for eksempel stillet sig således: I New York skinnede solen ganske varmt imellem jul og nytår, i Chicago var det tøvejr med, hvad amerikanerne kaldte “snavset himmel”, i Minneapolis solskin til en halv snes grader frost, i Omaha majvejr, i Denver klar vinterhimmel og nu endelig her i mormonstaden rigelig sne.
Om nogle dage tænker jeg på til gengæld at spise jordbær i San Francisco, men først skal jeg har i lag med mormonerne. Jeg vil snarest aflægge beretning om mit besøg hos d’herrer med de mange halvdele [hustruer!].
Saltsøstaden, 4. februar 1891.
Mormonernes by,
Saltsøstaden, hvorfra jeg skriver dette brev, ser ud som de fleste andre amerikanske byer. Den har brede, lige gader på en dansk mils længde med elegante butikker og kolos-huse på en halv snes etager. Der er her forretninger, som er langt større end nogle af vores københavnske. En brugsforening på Main Street beskæftiger alene 300 mennesker og har en omsætning på en halv snes millioner kroner om året. Af byens store hoteller ejes Clift House af en dansker, hr. Brixen, fra Thistedegnen. At Clift House ikke er nogen småting, forstår man, når man hører, at hr. Brixen beskæftiger 125 mennesker.
Over alle gader er spændt et net af metaltråde, som benyttes af de elektriske sporvogne, der både nat og dag rutsjer igennem den udstrakte by.
For tiden er mormonernes hovedstad i hænderne på deres religions modstandere. Borgmesteren og rådet er, uagtet de hellige er i flertal, kontra disse. Det kommer til dels af, at mange af mormonernes sønner er besjælede af mere liberale idéer end de gamle og er gået sammen med de såkaldte “gentiles” [ikke-mormonske].
Byens beliggenhed er usædvanlig prægtig. Den ligger omgivet af nærmere og fjernere bjerge, der har en betydelig højde. Enkelte af toppene er hele året igennem bedækkede med den evige sne. Selv byen ligger mere end 4.000 fod over havets overflade.
Luften er ren og behagelig; men også på anden måde har naturen har sørget for menneskenes sundhed. Der findes adskillige kolde og varme mineralske kilder, hvis vand benyttes af badegæster.
Selve Utah-territoriet – mormonerne søger forgæves at få det gjort til stat med de dermed forbundne rettigheder i den lovgivende forsamling – tæller 275.000 indbyggere, hvoraf de 150.000 hører til “de sidste dages hellige”. Saltsøstaden er nu oppe over de 50.000 indbyggere.
[…]Hvad de tror på.
Der er sikkert mange derhjemme, der ikke er rigtigt på det rene med hensyn til, hvad mormonerne tror. For at give en forklaring, hentet direkte fra tønden, henvendte jeg mig til de skandinaviske mormoners lærer, urtekræmmer og redaktør Winberg.
Hr. Winberg har ordet:
Mormonismen er grundlagt på de åbenbaringer, Joseph Smith havde i en årrække efter 1823. Natten imellem 21. og 22. september 1823 havde han for første gang besøg af englen Moroni, en profet, som levede i Amerika i det 4. århundrede efter Kristi fødsel, altså ca. 1000 år før Columbus opdagede landet.
Englen Moroni fortalte Smith, at der i en høj, kaldet Cumorah, fandtes visse tavler, som indeholdt historiske beretninger om indianernes forfædre, strækkende sig fra 600 år før til 400 år efter Kristus.
Smith hentede tavlerne og oversatte teksten fra disse til det engelske sprog. Gaven til at forstå de gamle skrifttegn var givet ham med en talisman.
Denne oversættelse fra tavlerne er, hvad man kalder “Mormons bog” efter forfatteren, Hr. Mormon, som var fader til Moroni, den omtalte engel og profet, der åbenbarede sig for Joseph Smith.
Bogen indeholder de forskrifter, hvorefter mormonlæren er dannet. Den er baseret på de samme lærdomme, som findes i den oprindelige bibel. I de 13 trosartikler hedder det bl.a.: “Vi tror, at Zion vil blive opbygget i Amerika og at Kristis vil komme og regere personligt på jorden i et tidsrum af 1000 år, og at hele jorden da bliver som Paradis.”