Leeuwarden, 27. november.
I forgårs i Danmark, i går i Tyskland og i dag, donderdag, som det hedder på hollandsk, i den tiårige Dronning Wilhelminas land! Rask går det nutildags med at komme fra land til land, og den eneste ulempe som er ved at rejse, er nærmest, at man bliver noget ulejliget af de forskellige toldvæsener. Ellers kunne man da ganske roligt sætte sig ind i et tog og flyve alle Europas lande igennem uden at mærke, at man ikke sad hjemme i sin dagligstue – det vil sige, hvis man ikke, som nu, havde den skærende frost, der pludselig har overrasket det halve Europa.
Jeg vågnede i nat mellem Hamborg og Bremen og følte ned til mine ben, om de også var der endnu. De var ligesom forstenede af kulde. Jeg opdagede let grunden, som var, at en halv snes ventilhuller, så store som tokroner, stod ganske åbne, og så sindrig var ventilens mekanik, at jeg ikke nåede at lukke dem på turen trods al umage.
Fra stationerne skinnede lysene ind igennem de hvide blomster som frosten havde malet på ruderne; det kunne have været meget smukt at se på, når man ikke sad her i natlig ensomhed og tapfrøs, stiv som en memnonstøtte.
Nej, så priser jeg hollænderne. De forstår at give en kupé den respektable temperatur. Så snart man kommer til grænsestationen, Nieuweschans, kan man more sig med at sidde og kæle for nogle mægtige varmedunke, rigtigt den største tanke for et forfrossent hjerte.
Man mærkede for øvrigt her straks, at man var kommet ind i et land i sorg. Fra mange huse vajede Hollands trefarvede flag på halv stang, der solgtes “Treuersange” for den afdøde konge, og damerne gik så godt som alle med sorte slør og ellers bærende sørgefarven.
Der er, som man får lejlighed til at filosofere over i kupéen, noget aparte solidt ved hollænderne; de er ikke meget anlagte for det lapsede. Om det så er soldaterne, så synes de at hade det fikse; de ligner i almindelighed meget skikkelige borgersoldater.
En ting må man, i forbigående bemærket, prise både de gamle og de unge hollænderinder, i hvert fald her i Frisland, for, og det er deres vedhængen ved de gammeldags klædebon. Hver anden “meuvrow” og “juffrouw” [frue og frøken] i det hele Frisland går med en guld- eller sølvhjelm på hovedet og med en mængde prydelser i tindingen. Over hjelmen bærer de dernæst pibekraver. De gode frislænderinder ligner amazoner, som har i sinde at gå i krig for deres to dronninger. Aparte er disse ørejern og øreknopper, navnlig i det sydligste Holland, hvor de optræder i form af forvredne guldproptrækkere, men de kunne da for så vidt være ligeså kønne som de fugleredskaber vore damer herhjemme (om forladelse) til tider ynder at pryde deres hoveder med.
Det er for øvrigt måske ikke så mærkeligt, at kvinderne her i Frisland kunne ligne amazoner – landet her er jo fra ældgamle dage et kampens og uvejrets land. Det var her, at de frisiske bønder i hele middelalderen sloges med greverne for friheden. “Så længe der driver en sky på himlen, så længe vil friserne være deres egne herrer”, brugte de som mundhæld. Men skyerne vedbliver at drive, men frie forblev friserne ikke. Ejer af det fede land blev kongen af Spanien som “Herre i Frisland” foruden “Greve til Holland, Hertug af Gelderland” osv. Da var det, at Oranierne, som hørte hjemme i Nassau, ledte opstanden fra Frisland. Nu driver skyerne siden, efter mange senere genvordigheder, atter over et frit Frisland, og på de friseres og hollænderes trone sidder en lille pige på ti år, den sidste ætling af Oraniernes frisiske linje.
“Hare Majesteit” Wilhelmina – den lille dronning – er, efter hvad hollænderne siger, et højtbegavet barn. Nydelig og vindende ser hun ud, når hun, hilsende til alle sider, kommer spadserende i skoven ved Haag, men på den anden side skal den unge dame allerede tidligt havde vidst, at hun var prinsesse. Man har fortalt mig et lille træk.
Det var for nogle år siden, at hun var på besøg hos en højtstående familie. Da teen blev båret frem, tabte hun koppen så den sloges i stykker på gulvet. Uden at forandre en mine eller så meget som sige et lille “undskyld” vendte hun sig flegmatisk om til tjeneren i huset og råbte: “En ny kop!”. Dengang var hun syv år. Nå, måske opdragelsen hos kongefamilien i Holland er på en anden måde end hjemme hos os….