Udtalelse fra Køge Fonden om besparelse på Køge Arkiverne

Tillidsbrud

Køge Arkiverne har med kort varsel mistet 1/3 af sit kommunale tilskud, svarende til 600.000 kr. Arkivernes bestyrelse, Køge Fonden, stiller sig helt uforstående over for denne chokerende beslutning i Kultur- og Idrætsudvalget. Hvordan kan konservative, SF, socialdemokraterne, Dansk Folkepart og Nyt Centrum på så kort tid skifte kurs og svigte en aftale?  Vi indgik ved budgetlægningen for 2014-2017 en aftale med politikerne om Byarkivets fremtidige placering i det kommende byggeri i stationsområdet. Vi har siden handlet i tillid til denne aftale, der ville genforene arkivets fjernmagasin med de øvrige lokaler. Nu skal Byarkivet i stedet prøve at finde plads i Køge Museum, og arkiverne må skære en del af deres aktiviteter bort. Og Byarkivets brugere skal stadig bestille materialet hjem på forhånd.

Arkivernes bestyrelse har kun kendt til forslaget ganske kort tid, inden det blev vedtaget. Vi er reelt ikke blevet hørt og har ikke kunnet tage til genmæle. Heller ikke medarbejderne er blevet hørt.

Der er en stor skare af frivillige ildsjæle knyttet til lokalarkiverne i Køge Kommune. De bidrager med ulønnet arbejdskraft til sikringen af den lokale kulturarv. De ansatte medarbejdere yder bl.a. faglig støtte til de frivillige, og denne kombination har skabt et blomstrende og frugtbart historisk miljø, som er kendt også uden for Køge.

Den store besparelse truer dette enestående miljø, som det har taget mange år at bygge op. Køge Kommunes strategi ”Velfærd på nye måder” lægger ellers stor vægt på inddragelse af frivillige i opgaveløsningen. Arkivernes frivillige føler i disse dage slet ikke, at der bliver sat pris på deres store indsats.

Køge Arkiverne er meget synlige og har et højt aktivitetsniveau, ligesom de er med helt fremme i fagligt udviklingsarbejde. Hvad er det, der ikke længere er brug for? Udvalget giver udtryk for, at man har stor respekt for det arbejde, der udføres, og at aktiviteterne kan fortsætte som hidtil. Ved man noget om det? Har man overhovedet undersøgt, om det kan lade sig gøre at spare så meget, uden at det går ud over tilbudet til borgerne?

Vi afviser ikke at bidrage til besparelser, men man lader med denne voldsomme besparelse nogle små skuldre bære et alt for stort læs. I stedet for opfordrer vi Kultur- og Idrætsudvalget til at indgå i en reel dialog med os, hvor vi sammen kan drøfte, hvor og hvordan opgaverne skal løses fremover. Tal med os, for vi ved noget om sagen.

Køge Fondens bestyrelse

15.05. 2014

Køge Byarkiv holder kun åbent om torsdagen i ugerne 27-32.

Højelse og Skovbo arkiver holder sommerlukket i uge 27-32. Forespørgsler kan rettes til Byarkivet.

Herfølge har kun åbent om fredagen i ugerne 27-32.