Her ses en flok konfirmander fra omkring 1907. Vi kender navnene på de fleste. Fra v. i bageste række er det Lars Olsen, Axel Nielsen og Frederik Jensen. I midten fra v. Robert Hoffmann, Erik Nielsen og Hans Johansen. Foran fra v. Victor Larsen og en ubekendt.
De unge mænd er klædt i matrostøj, som lige efter århundredskiftet blev højeste mode for konfirmander. Matrostøjet var ellers gennem årtier drengens påklædning, dog med korte bukser. Mange drenge ville da også hellere have en mørk habit, når de nu skulle indtræde i de voksnes rækker. Midt i 1920””erne blev det igen almindeligt med en sort eller mørkeblå habit til drengenes konfirmation, som det havde været i sidste del af 1800-tallet.
Også pigernes påklædning skiftede lige efter 1900, idet den traditionelle sorte kjole blev afløst af en hvid, sådan som vi stadig kender det. Denne ændring var inspireret af udviklingen på brudekjolens område, hvor det også var blevet moderne at stå hvid brud i stedet for sort. (Foto: Køge Byhistoriske Arkiv).