Weber Jensens Bådeværft

“Weber Jensens Bådeværft – Skibstegninger fra værftet”

Køge Byhistoriske Arkiv har en meget fin samling af skibstegninger fra Weber Jensens bådeværft i Køge. Disse tegninger ligger i arkivets fjernmagasin i store æsker. Da det dog ikke er et særlig håndterligt format, har vi valgt at affotografere alle tegninger i de store arkivæsker, for at gøre dem let tilgængelige.
Vi håber du vil synes om dette. Originalerne er selvfølgelig tilgængelige på arkivet. Det kræver blot at du giver besked et par dage i forvejen.

Om Weber Jensens Bådeværft
Ved udmundingen af Køge Å var der i århundreder åbne strandenge. Kun fiskerne benyttede området til deres både, skure, garn og bødepladser. De første virksomheder der slog sig ned i Åhavnen, var bådeværfterne. Forinden havde der dog været skibsbyggerier på Havnepladsen. I 1749 etablerede den københavnske skibsreder Carl Wilder et værft her.
Værfterne har i mange år holdt liv i traditionen for at bygge skibe i Køge.
Her var god plads, og der var nem adgang til egetræ fra bl.a. Valløs skove.
Materialer som fyrretræ, jern, søm, beg og tjære måtte indføres.

Du kan læse mere om værfterne i Åhavnen her. (Link undervejs).
Se også historien om de to store værfter i Køge. (Link undervejs).

Godt 100 år senere i 1866 anlagde H. C. Weber igen et værft på Havnepladsen. En lang række nybygninger og reparationer blev udført. Der har derfor været både reparationsværft og bygmestervirksomhed på Køge Havn indtil 2003.

Omkring 1. Verdenskrig flyttede bådebyggeriet ind i Åhavnen.  Det ene værft blev drevet af L. Larsen og det andet af H.P. Jensen.  Weber Jensens bådeværft lå på Vestre Havnevej ved Åbassinet.  Værftet blev etableret af bådebygger Hans Peter Jensen i 1913 og  senere overtaget af sønnen Ernst Weber Jensen.

Herfra har vi modtaget en fin samling fotografier, skibstegninger, en scrapbog mv. Materialet er virkelig spændende, hvis man ønsker at studere udviklingen i et lokalt bådværfts historie.

Oversigt over arkivmateriale om Weber Jensens Bådeværft

Læs registraturen fra Weber Jensens Bådeværft (Åbner i nyt vindue. PDF – 40 KB).

Hent mappe med skibstegninger fra Weber Jensen
Download .zip-mappen med skibstegninger (.zip-mappe – 57 MB).
(Højreklik på linket og vælg “Gem destination som…”).

Se skibstegningerne her på Issuu.

 
 

Note om billedfilerne:
Skibstegningerne er fotograferet med et Canon EOS 550D i RAW-format.
Alle filer er konverteret fra CR2 til .DNG, eksporteret fra Photoshop til JPEG.

Hvert foto er beskåret, korrigeret for hvidbalance og justeret med “Levels” for at forøge læsbarheden. I den proces går filstørrelsen fra ca. 20 MB til godt ca. 500KB.

Vi synes at dette er den bedste og enkleste måde at præsentere disse tegninger på.  Men vi er meget interesserede i at høre om din mening. Er det brugbart på denne måde?

Vi opbevarer selvfølgelig stadig vores oprindelige RAW-filer. Interesserede med behov for detaljerigdom er velkomne til at kontakte os og få en kopi.

Eller naturligvis se originalerne!