Velbesøgt reception for ny bog om Salby

Fredag den 15.6. havde Højelse Sognearkiv indbudt til reception for ny bog om
”Landsbyerne Store og Lille Salby”.

Bogen om Salbyerne fuldender bogrækken om landsbyerne i Højelse Sogn. Højelse Sognearkiv har igennem et årti arbejdet målrettet på at få samlet oplysninger om hver eneste af sognets landsbyer. Bogen her fuldender det store mål. I bogen kan man læse mere om de gårde og huse der har ligget i Salbyerne og om de mennesker der boede på dem. Det er dermed et helt nyt kapitel af Salbyernes historie, der her bliver beskrevet for første gang.

Tidligere udkomne bøger har bl.a. handlet om Landsbyerne Højelse, Assendrup og Vilkestrup (2009), Ølby (2006) og Lille Skensved (2002). Bogen er blevet til i et samarbejde mellem alle medarbejdere ved Højelse Sognearkiv. Birgit Rosenberg er som tidligere den drivende kraft bag bogen.

Bogen blev præsenteret ved en reception i Skensvedhallens Selskabslokale, hvor alle var velkomne. Det var der mange af de nuværende og tidligere beboere i Salbyerne, der havde benyttet sig af.

Lige fra receptionens begyndelse var der en ivrig snak i lokalet og rigtig mange benyttede sig af chancen for at få købt deres eget eksemplar. Forfatter Birgit Rosenberg sad klar til at signere bøgerne.

”Det er en kæmpestor præstation, som arkivets medarbejdere har ydet. Det er arkivets mange ildsjæle, de frivillige medarbejdere, der har stået for arbejdet. Jeg vil gerne understrege, at uden dem, var det ikke blevet lavet. Det er der simpelt hen ikke ressourcer til.”, udtalte Birte Broch ved receptionen.

Hun fortsatte: ”I dag tales der meget om at inddrage nye aktører og medborgere i arbejdet. Køge Arkiverne har for længst inddraget aktive medborgere i arbejdet og har stor glæde af kombinationen af frivillige og ansatte medarbejdere”.

Udgivelsen af denne bog har kun været mulig, fordi Køge Arkiverne har fået økonomisk støtte fra Arbejdernes Landsbank, Carlsen-Langes Legatstiftelse, Nordea Fonden, Velux Fonden og Vognmandsforretningen H & E Sejersen Transport A/S. ”Vi er meget taknemmelige for alle bidrag til bogen”, fortæller arkivleder Birte Broch. ”Samtidig vil vi også gerne takke alle nuværende og tidligere beboere, der har bidraget med fotografier, erindringer og oplysninger til bogen”.

Fotografi:
Arkivleder Birte Broch talte ved præsentationen af bogen og takkede tilskudsgivere for støtten til bogen.