1989 – 30 året for Berlinmurens fald

I anledning af at det i år er 30 år siden Berlinmuren faldt, afholder Køge Arkiverne, Køge Museum og KøgeBibliotekerne et event, der strækker sig over to dage.

Turen går til DDR

Den 9.11.1989 lod de østtyske grænsevagter Berlinmuren åbne og folk strømmede over grænsen. Hele verden holdt vejret og så til i spænding. Hvordan ville det gå? Eventen stiller skarpt på livet under østblokken med flere arrangementer. Der er programpunkter både fredag den 8.11. og lørdag den 9.11. med rige muligheder for at taget med tidsmaskinen tilbage til 1989.

Film og debat om overvågning

Fredag den 8.11. 2019 er der mulighed for at komme gratis i biografen og se filmen ”Barbara” (2012). Filmen introduceres af bibliotekar Jørgen Schaarup Hansen. Efterfølgende er der oplæg og debat ved forskningschef Andreas Marklund fra Enigma Museum. Andreas er ekspert i den overvågning der fandt sted i de totalitære regimer bag Berlinmuren. Han giver et indblik i et samfund, hvor mistænksomhed var overalt og systematisk overvågning var normaltilstanden.

Det foregår i Køge Biograf fredag den 8.11.2019 kl. 10. Efter filmen er der smagsprøver på DDR-mad på ”Kulturtorvet” ude foran Biografen ved Beredskabsforbundet i Køge.

1989 med unge øjne

På Køge Bibliotek udstiller 7. B. Fra Hastrupskolen deres egen fortolkning af murens fald under temaet ”1989 – Set med unge øjne”. Udstillingen åbnes fredag kl. 15 med en reception på biblioteket, hvor alle er velkomne til at komme forbi. Udstillingen kan efterfølgende ses på biblioteket frem til 22.11.2019.

Biograffilm: Flugten fra Østtyskland

Lørdag den 9.11.2019 bydes også på et stort program, hvor der også er gratis adgang. Her vises den biografaktuelle storfilm ”Flugten fra Østtyskland”. Filmen baserer sig på en sand historie om to østtyske familier, der er i 1979 planlagde at flygte i en hjemmelavet luftballon og nå friheden i vesten. Planen var vovet og livsfarlig. Da det hemmelige politi Stasi kom på sporet af familierne blev flugten også en kamp mod uret. Filmen er blevet set af mere end en million biografgængere i Tyskland. Filmen introduceres af arkivleder Lene Renault og det foregår kl. 11.

DDR-stemning på Kulturtorvet

Lørdag den 9.11. fra kl. 12 vil der være mulighed for at se nogle af de tidstypiske køretøjer fra østblokken. Der kommer et par Trabanter og en russisk Lada forbi med deres stolte ejere. Der er en lille gruppe af entusiaster i Danmark, som holder af de små biler fra østblokken. Kom og få en snak og se disse små, charmerende biler.

Efter filmen bydes der fra kl. 13 på smagsprøver på DDR mad på Kulturtorvet, ude foran biografen. Her serverer beredskabsforbundet i Køge smagsprøver på østtysk mad.

Kunst og kultur i DDR og i dag

Endelig er der foredrag med forfatter, kritiker og oversætter Jakob Levinsen. Under overskriften ”Staten ser dig” fortæller Jakob Levinsen om kulturlivet bag Berlinmuren. Kulturlivet i Østtyskland og de øvrige lande omkring DDR så udefra ud til at have strålende kår. Lige fra sin grundlæggelse i 1949 investerede den nye østtyske stat massivt i kulturinstitutioner, ensembler, festivaler og kunstnere inden for alle mulige genrer og stilarter, og store udenlandske kunstnere med sympati for landet som Martin Andersen Nexø emigrerede ligefrem dertil. Sandheden var imidlertid nok så meget topstyret ideologisk ensretning, afgrænsning fra omverdenen, massiv overvågning ud i alle detaljer, regulær stikkervirksomhed fra angivere i hundredtusindvis samt yderst begrænsede muligheder for at skabe kunst i nævneværdigt omfang uden for de statslige og ideologiske rammer. Hvad kunne de kommunistiske kommissærer ikke have fået ud af Facebook, Amazon, Spotify og E-reolen?

Foredraget finder sted i det tomme butikslokale i Rådhusstræde 1B (nær Kulturtorvet) lørdag den 9.11.2019 fra kl. 14.

Tilmelding

Alle arrangementer er gratis, men kræver en billet. Du sikrer dig billetter ved at gå ind på Køge Bibliotekernes hjemmeside https://www.koegebib.dk/tags/1989 
Vi tilråder hurtig tilmelding, da der er et begrænset antal pladser til rådighed. Eventet er støttet af Køge Kommunes Kulturpulje.

Køge Byarkiv holder lukket tirsdag d. 19. marts.