På Byarkivet har vi for nylig fået indleveret nogle fine træsnit med Køgemotiver (Se et udvalg nederst på siden). De er alle udført af den lokale kunstner Aage Sewerin. Denne indlevering inspirerede os til at fortælle lidt af den spændende historien om Aage Sewerin. Jens Aage Sewerin blev født i 1903 og døde i 1976. Han huskes derfor nok mest lokalt blandt de ældre køgensere, men særligt hans træsnit med lokale motiver har gjort ham kendt i en bredere kreds også i dag.
Sewerins far var inkassator, oplæser og skuespiller, så det med de mange talenter er ikke noget, han havde fra fremmede. Aage Sewerin var som barn ganske lille, så hans forældre besluttede derfor, at han enten skulle være skrædder eller barber. Og så blev det altså barberfaget. Efter læretiden nedsatte han sig som selvstændig, først på Stormøllevej indtil skibsværftet lukkede, og i 1921 åbnede han så salon på Iver Huitfeldtsvej. Her holdt han til i et ganske lille lokale overfor Teaterbygningen. Senere flyttede han ind i baglokalet til salonen, som bare målte 3×3 meter. Her boede han med sin skildpadde og to drenge. Det var også her, han havde sit kunstneriske virke, atelier og så videre. Bygningen blev revet ned i 1970’erne i forbindelse med rådhusudvidelsen og eksisterer derfor ikke i dag.
Der går mange historier om Sewerin og hans humør. Da han under en barbering kom til at skære en kunde lidt, kom han straks med et glas vand, som han bad kunden drikke af. Herefter sagde Sewerin: ”Åh, gudskelov, det løber da ikke igennem”.
Han blev også berygtet for, at han ikke ville klippe rødhårede i sin salon. En radiojournalist kom helt til Køge for at få opklaret den sag. Da det viste sig, at han ikke nænnede at klippe i rødt hår, for det var så pænt, var det som om skandalen gik ud af den sag.
I 1960 var det også barber Aage Sewerin, der blev udtaget til at deltage i TV’s populære underholdningsserie: “Syv på Stribe”. Her skulle Sewer(-)in konkurrere med en barber fra Sæb(-)y om at barbere balloner.
Aage Sewerin blev aldrig rig af sit virke, selv om han var meget aktiv. I et interview i anledningen af Aage Sewerins 50 års jubilæum som barber og 25 år som kunstner, udtalte han “Der er forskel på, hvad man lever af og hvad man lever for. Visse værdier overstiger langt den fyldte pengekasse”. Alligevel havde han stor energi til at male, tegne, lave træsnit, skrive prosa og poesi. Han deltog i mange udstillinger, leverede bidrag til de anerkendte kunsttidsskrifterne ”Vild Hvede” og ”Hvedekorn”. Han udgav i 1945-46 selv tidsskriftet ”Runer” og desuden bøgerne: Gule Ranunkler, Alvorlig Humor, Hverdagstanker, Sandfærdig Løgn og Advokatur, samt meget andet.
Prøv også at se denne søgning på Sewerin på vores hjemmeside:
https://koegearkiverne.dk/?s=sewerin
Eller læs Børge Kjeldsens portræt af Aage Sewerin her: https://koegearkiverne.dk/15217