Generalforsamling i Køge-Fondens Venner

Arkivets venneforening, Køge-Fondens Venner, har holdt generalforsamling. Læs om årets aktiviteter.

Referat af generalforsamling i Køge-Fondens Venner den 27. april 2004

1)            Valg af dirigent
Formand Ole Struer bød velkommen til årets generalforsamling og foreslog Ole Nybjerg som dirigent, hvilket forsamlingen enstemmigt stemte for. Dirigenten konstaterede herefter generalforsamlingen for lovligt varslet i henhold til foreningens vedtægter.

2)               Formandens beretning
Formanden indledte sin beretning om foreningens foredragsaktivitet, hvor året blev indledt i marts 2003 med foredrag af arkivchef Steen Ousager om jernbanerne og det 20. århundrede. I april afholdtes generalforsamling med efterfølgende foredrag af arkivar Mette Henriksen om Køge Andels- svineslagteri. Sommerudflugten i juni gik til Sct. Hans Hospital i flot vejr og i efteråret holdt underdirektør Torben Lerbech Jensen foredrag om Junckers Industrier. Den 4. december fejredes foreningens 60 års jubilæum med jubilæumsfest på Køge Kommunale Musik Skole med 75 deltagere. Formanden takkede Køge-Fonden for økonomisk bidrag til festen samt bestyrelsen og medlemmerne for deltagelse og opbakning. Afslutningsvis takkede formanden Peter Brønnum og Dirck Jensen, som ikke ønskede at genopstille til bestyrelsen, for henholdsvis 12 og 10 års godt samarbejde.

Der var ingen spørgsmål/kommentarer til formandens beretning.

3)               Regnskab for Køge-Fondens Venner
Kasserer Esther Hald indledte med at oplyse, at foreningen i dag tæller 192 medlemskaber, hvoraf 54 er registreret med 2 personer.  På den baggrund kan foreningen søge om tilskud i 2005 udfra antallet af personer og ikke antallet af medlemskaber. Kassereren gennemgik herefter regnskabet. Årets underskud skyldes et mindre underskud fra jubilæumsfesten, et større for sommerudflugten samt stigende portoudgifter. Det blev herefter debatteret, hvorvidt foreningen fortsat skal udsende tidsskriftet By & Land til medlemmerne, da det er en forholdsvis stor udgiftspost på foreningens budget. Der var på generalforsamlingen stemning for, at beslutningen overlades til bestyrelsen. Nogle medlemmer gav udtryk for, at forefindes tidsskriftet på Byarkivet og Biblioteket kan medlemmerne læse  det der eller alternativt selv abonnere på tidsskriftet.

Regnskabet blev godkendt.

4)            Fastsættelse af kontingent
Kontingentet fortsætter uændret. Formand for Køge-Fonden, Poul Henning Jensen nævnte dog, at bestyrelsen kunne overveje at foreslå, at kontingentet bliver forøget med få procent årligt, eller svarende til udviklingen i løn og priser.

5)      Valg af 2 bestyrelsesmedlemmer
Ole Struer blev genvalgt. Peter Brønnum havde meddelt, at han ikke ønskede genvalg. Henrik Klockmann blev valgt til nyt bestyrelsesmedlem.

6)      Valg af to bestyrelsessuppleanter
Britta Kollerup blev genvalgt. Dirck Jensen havde meddelt, at han ikke ønskede genvalg. Marianne Iversen blev valgt som ny suppleant.

7)      Valg af revisor
Revisor Sv. T. Frederiksen blev genvalgt.

8)      Evt. indstilling af medlemmer til Køge-Fondens bestyrelse
Der skulle ikke indstilles medlemmer til Køge-Fondens bestyrelse.

9)              Indkomne forslag
Der var ikke modtaget nogle forslag.

10)             Orientering om arbejdet i Køge-Fonden i det forløbne år
Formand for Køge-Fonden, Poul Henning Jensen, indledte med at ønske Køge-Fondens Venner tillykke med 60 års jubilæet den 4. december 2003. Herefter berettede formanden om det forløbne år – et år som har været præget af stor aktivitet på Køge Byhistoriske Arkiv.

Formanden beklagede, at Jytte Sørensen havde opsagt sin stilling på Byarkivet, men glædede sig samtidig over, at Jytte Sørensen fremover vil være blandt de frivillige medarbejdere på Byarkivet.

Et af de større projekter, som er udført i løbet af året, er konserveringen af flere arkivalier fra Gammelkjøgegaards Godsarkiv. Køge-Fonden har anvendt ca. kr. 150.000 på projektet, mens Carlsen-Langes Legatstiftelse har bidraget med et tilsvarende beløb.

Køge-Fonden har bl.a. som mål at få udskiftet 2 PC’ere om året, hvilket også er realiseret i det forløbne år, bl.a. til stor glæde for Ole Søndergaard, hvis pc var den ældste på arkivet. Han udfører et stort stykke arbejde med indtastning af folketællingerne.

Formanden Poul Henning Jensen og arkivleder Birte Broch har anvendt megen tid på økonomien, idet tilskuddet for 2004 ikke var blevet fremskrevet fra kommunens side. Husleje og forsikringer stiger, ligesom lønningerne også skal følge med tiden. Samtidig er aktivitetsniveauet på Byarkivet ekspanderet, hvorfor det er et stort ønske, at få Byarkivets deltidsstilling som arkivar opgraderet til fuldtid. Desværre har ønskerne for budgettet 2004 ikke kunnet imødekommes. Formanden fortalte, at trods den manglende opfyldelse af ønskerne for budgettet 2004, vil Køge-Fonden forsætte driften uændret i indeværende år og formodentligt også i 2005 ved at trække ekstra på Fondens kapital.

I Karsten Vibilds fravær fortalte Poul Henning Jensen om de lånesager, der havde været i løbet af året. Der var givet afslag til et par ansøgninger, idet det blev vurderet, at de pågældende ejendomme ikke var bevaringsværdige. For første gang har Fonden til stor glæde modtaget ansøgning fra en af kommunens landsbyer, hvortil Køge-Fonden har afgivet et tilbud om lån. Vasebæk Mejeri er blevet renoveret, bl.a. ved hjælp af et lånetilsagn fra Køge-Fonden. Med henblik på Kureer-ejendommen har Køge-Fonden og Køge Museum frafaldet ønsket om en fredning efter et møde med bygherre og arkitekt, idet renoveringsplanerne tager højde for og værner om den oprindelige arkitektur.

Herefter aflagde arkivleder Birte Broch beretning og gjorde opmærksom på, at årsberetningen for Byarkivet også kan læses på hjemmesiden (www.koegearkiv.dk). Indledningsvis gjorde Birte Broch opmærksom på, at på befrielsesdagen den 4. maj ville bunkeren foran Sct. Nicolai Skole Nord (tidligere Tøxens Skole) være åben mellem kl. 19.00 – 21.00. Arrangementet foregår i samarbejde med ETK som følge af den store succes ved kyndelmisse. Desuden vil Henning Bjørn Larsen være til stede og fortælle om bunkeren og besættelsestiden.

En af de større opgaver Byarkivet har haft i det forløbne år er udarbejdelsen af ”Hit med Historien”, som er foregået i samarbejde mellem arkivet, biblioteket, skolevæsen og museet. Det er planen, at der skal udkomme i alt 7 bøger, hvoraf 2 nu er udgivet. ”Hit med Historien 2” omhandlende Køge 1914-1949 er skrevet af Henning Bjørn Larsen og blev præsenteret den 11. november 2003 på Codan Gummi. Birte Broch udtrykte glæde over, hvordan kulturlivet og erhvervslivet på den måde kan komme hinanden i møde. Et særligt forhold omkring projektet ”Hit med Historien” er, at der er tilknyttet flere børn som konsulenter. Børnene er kommet med ideer, har læst manuskript og fortalt, hvad det er, de gerne vil vide noget om. Hensigten er, at skolen tilbydes kvalificeret undervisningsmateriale i faget historie. Birte Broch rettede en stor tak til Køge Kommunes Kultur- og Børneudvalg, som er med til at realisere bogserien ”Hit med Historien”.

Derudover har Byarkivet påbegyndt planlægningen af et andet projekt kaldet Historieskolen Clio – efter historiens muse. Hensigten er, at få historien ”virkeliggjort” med tilbud til børn på samme måde som drama- og billedskolen. Ideen er f.eks. at komme ud i byen med en guide, se på bygningerne, få fortalt om, hvad der er sket, hvorfor, hvad det har betydet etc. Kulturudvalget har givet tilsagn om støtte, såfremt der også kan rejses midler andetsteds fra. Baggrunden for projektet er, at få bekæmpet ”historieløsheden” og lære elever at forstå deres egen samtid udfra et historisk perspektiv.

Herefter fortalte Birte Broch om konserveringen af Gammelkjøgegaards Godsarkiv, hvor der er taget særlig hånd om jordebøger, fæsteprotokoller og regnskaber. De øvrige arkivalier er blevet gammabestrålet, hvilket dræber alle mikroorganismer og forbedrer bevaringen af materialerne.

Byarkivet har i det forløbne år oplevet en stigning af forespørgsler, som især er kommet via e-mail. Birte Broch fortalte endvidere, at man løbende udbygger Byarkivets hjemmeside, hvor publikum kan holde sig orienteret.

Byarkivet har i løbet af året modtaget arkivalier fra firmaet C.F. Petersen (bl.a. dokumenter vedrørende ejendomme fra 1839, starten af firmaet, Toldboden), Codan Gummi (bl.a. lønningsbøger), Køge Mørtelværk, Elin Heeno’s Danseskole samt materiale fra foreningerne ”Åbassinets Venner” og Slægtshistorisk Forening for Østsjælland. Derudover har man modtaget materiale om emnet rockmusik i Køge samt fotografier fra Dagbladet. Byarkivet har endvidere fået nye film af folketællingerne fra 1880, 1890 og 1916 i gave fra Køge-Fondens Venner. Disse film dækker hele den nuværende Køge Kommune.

Der er desværre den omstændighed ved de indgåede arkivalier og Byarkivets aktivitetsniveau, at der p.t. ikke er ressourcer til at få arkivalierne registreret, men som Birte Broch nævner, så er materialerne sikret for fremtiden. Byarkivet har efter at Jytte Sørensen er stoppet fået en ny regnskabsmedarbejder, Glen Sarka, som er uddannet revisor og har en stor viden om lokalområdet.

Birte Broch afsluttede med at takke Køge Kommune, Carlsen-Langes Legatstiftelse, Køge-Fondens Venner, Køge-Fonden og formanden Poul Henning Jensen for økonomisk støtte, velvilje og levende interesse.

11)             Eventuelt
Opmærksomheden blev henledt på tilmelding til sommerudflugten. Regnskabet for Køge-Fonden var til besigtigelse for de interesserede

Dirigenten takkede herefter for god ro og orden.

OBS
Bestyrelsen har på et efterfølgende bestyrelsesmøde konstitueret sig som følger:

Ole Struer                        Formand
Esther Hald                       Kasserer
Vibeke Krogsgaard              Sekretær
Anne Rasmussen                Bestyrelsesmedlem
Henrik Klockmann                Bestyrelsesmedlem
Marianne Iversen                Suppleant
Britta Kollerup                    Suppleant

Derudover deltager Køge Byhistoriske Arkivs leder Birte Broch i Køge-Fondens Venners bestyrelsesmøder.

Køge Byarkiv holder kun åbent om torsdagen i ugerne 27-32.

Højelse og Skovbo arkiver holder sommerlukket i uge 27-32. Forespørgsler kan rettes til Byarkivet.

Herfølge har kun åbent om fredagen i ugerne 27-32.