Køge før og nu – Brogade 16, gården

Køge før og nu – Gårdinteriør fra Brogade 16 fra 1636

Dagens fotografi er fra gården bag Brogade 16. Her kom Hugo Matthiessen forbi i 1914 og tog dette flotte fotografi. Hugo Matthiessen var ikke blot fotograf, men også museumsinspektør ved Nationalmuseet. Han interesserede sig meget for at dokumentere de danske købstæder og rejste hver sommer rundt til de gamle danske købstæder. Han ville dog ikke nøjes med de flotte facader, som så mange andre fotografer, men har også taget mange billeder fra byernes baggårde.

Ligheden mellem dengang og nu er igen slående. Gården tjener stadig til holdeplads for køretøjer. Hvor det tidligere var hestevogne, er det i dag bilerne der dominerer.

Den største kontrast er nok, at bindingsværket i dag trukket op med maling i en kontrastfarve. Tidligere var der, i hvert fald på Sjælland, tradition for at kalke ”over stok og sten”. Det vil sige at både træværk (stok) og de lerklinede tavler (sten), blev kalket over med samme farve. Det har været en meget nemmere og billigere måde at behandle væggene på. Når der så samtidig blot var tale om baggården, har man ikke fundet det nødvendigt at ofre det ekstra arbejde.

Men det er stadig en smuk gård, som det bestemt er værd at kigge ind i.

I Køge Byhistoriske Arkiv kan man finde svar på mange spørgsmål og samlingerne er tilgængelige for alle.

Fotografier: Hugo Matthiessen, 1914 og Jens Møller Andersen, 2010.

Køge Byarkiv holder kun åbent om torsdagen i ugerne 27-32.

Højelse og Skovbo arkiver holder sommerlukket i uge 27-32. Forespørgsler kan rettes til Byarkivet.

Herfølge har kun åbent om fredagen i ugerne 27-32.