På arkiverne registrerer vi dagligt mange avisudklip fra de lokale aviser. Denne samling hører til blandt de mest benyttede arkivalier i arkivernes samlinger.
Gennem avisudklipsamlingen får man nemlig et hurtigt over blik over et emne, som f.eks. alle større begivenheder i en forenings historie.
I dag sker registreringen digitalt i vores fælles registreringsprogram, Arkibas. Og i Køge Byhistoriske Arkiv har vi lige rundet et skarpt hjørne, idet vi nu har fået registreret 10.000 avisartikler i databasen.
De fordeler sig dels på nye avisartikler, som daglig klippes ud, tastes ind og gemmes.
Dels er det en retrospektiv indtastning af gamle artikler på kartotekskort. På billedet runder Jytte Hansen fra “Avisholdet” udklip nr. 10.000.
Arbejdet udføres primært af arkivets frivillige medarbejdere, Jytte, Susan, Brita og Vibeke.
Der er lang vej igennem alle kortene, men der er også grund til at fejre hverdagens små fester og milepæle. Så stort tillykke til os alle og tak for indsatsen!