Ærede Råd
Køge St. Nikolaj Kirke
Det er faldet i min lod, som borgmester Preben Rasmussen, at skulle berette om vor stads sørgelige tilstand nu om dage. I de første år af det nye århundrede kunne vi melde om velstand og fremgang. Byens stolthed, Sankt Nikolaj Kirke, blev udstyret med prægtigt udskårne stolestader og prædikestol. Værket kronedes med den skønneste altertavle, som i 1652 blev leveret fra Holbækmesteren Lorents Jørgensen.
Dengang var ulykkerne allerede begyndt at ramme byen. Måske var det Johanne Thomes, der nedkaldte onde tider over os, da hun i 1612 sendte djævelen ind i huset hos Hans Bartskær på hjørnet af Torvet og Nørregade. Hans kone Anna har skrevet hele historien ned, så vi aldrig glemmer dette forfærdelige huskors. Den retfærdige straf ramte gudskelov de onde troldkvinder, der led døden på bålet uden for byen.
Ilden havde også fat i byens huse i året 1633. Mange gårde og huse i Vestergade, på Torvet og i Brogade blev ødelagt af ildens luer. Det var vist nok Marine Jens Lolliks pige, der ikke havde slukket for ilden under gryden. Der kom dog noget godt ud af ildebranden, for der blev opført nye moderne gårde, og gaderne blev renoveret. Samtidig fik vi en stenbro over Køge Å i stedet for den gamle træbro. Den dygtige bygmester Hans Stenwinkel har gjort sit arbejde godt.
Slaget i Køge Bugt 1677
Pest og krig har sendt død og ulykke ind over Køge, så der i vore dage kun bor halvt så mange mennesker som for hundrede år siden. Pesten har ramt os flere gange, og vi har måttet bære mange til graven uden at kunne stille noget op.
Den værste prøvelse kom, da vor by i 1658 blev besat af svenske soldater. De to onde besættelsesår kom til at koste byens indbyggere mange sorger og udgifter. Vi måtte stille med forsyninger af alle slags til de indkvarterede soldater her og til den svenske lejr i Brønshøj. Borgerne måtte huse og bespise fjendens soldater. Det var iskolde år, hvor selv kirken blev beslaglagt til soldaterne og deres heste. Mange huse blev revet ned eller ødelagt, fordi svenskerne anlagde et fæstningsværk omkring byen. Da krigen var slut, var både Kongeriget og Køge blevet mindre og fattigere.
For en halv snes år siden fik vi atter krigen tæt på. Ude i bugten stod et mægtigt søslag i 1677, som der sikkert vil stå gny om i fremtidige generationer. Med admiral Niels Juel i spidsen var det os, der i første omgang vandt over svenskerne. Her i byen tog vi imod en strøm af sårede søfolk og fanger, og vi måtte levere forsyninger til den danske flåde. Skatter og byrder har vi snart nok af.
Køge 1677
Derimod var det en glædens dag, da vi i 1650 første gang fik besøg af den nye konge Frederik III og dronning Sophie Amalie, selv om det betød, at byen måtte stille med heste og 24 vogne til at køre for det fine selskab. Tre år senere kom en usædvanlig transport gennem byen. Det var kongens staldkarl, Erik Lauridsen, der var på vej til Dresden med en ”Dromedarius”. Et mærkeligt dyr, der var en gave fra Kongen til Kurfyrsten af Sachsen.
Ca. 1660
Det fortælles, at mange i disse krigsår gravede deres værdier ned. Vi må håbe, de levede længe nok til at få dem gravet op igen.
Borgmester Preben Rasmussen 1688-1692