Ved renoveringen af lejlighed dukkede en gemt og glemt historie op. Men det viste sig at selvom tegningerne var gemt, var de ikke glemt.
Efter Lørdagsavisen havde bragt historien om tegningerne, er der flere køgensere der har henvendt sig til Køge Byhistoriske Arkiv med oplysninger vedrørende sagen.
”Vovede malerier”
Ved istandsættelse af en lejlighed på Solsortevej stødte maler Svend Poulsen på nogle “vovede” tegninger på væggene i rækkehuset. De havde siddet skjult under tapetet i mange år og var derfor ganske velbevarede i dag. Lørdagsavisen og Køge Byhistoriske Arkiv blev kontaktet for at finde frem til informationer om sagen.
Tegneren
Tegningerne er udført af Ernst Bernhardt Nielsen, som nok er mere kendt under sit tilnavn ”Tegneren”. Han boede i den nyopførte ejendom som den første beboer og de tomme vægge har åbenbart i den grad stimuleret hans fantasi, at han har udsmykket væggene med sin karakteristiske streg.
Folk der dengang besøgte hjemmet, husker stadig den noget utraditionelle udsmykning, for det store indtryk de gjorde. Tegningerne forestiller kvinder i dans med satyrlignende væsener. Satyren blev i græsk mytologi fremstillet som halv mand, halv ged. Som et lille kuriosum fik satyrerne ansigter efter tidens kendte politikere. Blandt andre Knud Kristensen, der var den første folkevalgte statsminister efter 1945 og formand for Venstre, blev foreviget som Satyr på Solsortevej i Køge.
Tegneren udførte forskellige arbejder for de handlende i Køge, blandt andet blev ”Banan-Carls” vogn, som stadig huskes af mange ældre køgensere, udsmykket af Tegneren.
Tegneren lavede også forskellige tuschtegninger til små serier. Det kunne være med Skipper Skræk, Snehvide og de 7 små Dværge og lignende kendte motiver. Fotografen i Nyportstræde affotograferede tegningerne og Tegner-Ernst solgte dem som små postkort og fortjenesten blev brugt i festlig lag med kammeraterne.
Tegningerne blev solgt til byens unge mænd, som gik med dem i tegnebogen. Her er vi tilbage i tiden før pornografiens frigivelse, så tegningerne var i høj kurs. Læserne kan selv regne ud hvilken genre disse tegninger har været i.
Tegneren opbevarede sine tegninger og indtjening i en skotøjsæske på loftet, da hustruen ikke var begejstret for at tegningerne blev vist frem.
En kunstnerisk familie
Tegneren var ud af en familie med kunstneriske talenter. Ernst Nielsens far var kunstmaler og hed Carl Balthazar Nielsen. Han var tilligemed ansat på Holmen, hvor han malede rigsvåbenet (det med vildmænd og løver) på de store kongeflag, som kongeskibet og marinens skibe fører når kongen/dronningen er ombord.
Ernst Nielsen var selvlært kunstner og kunst var overvejende en fritidsinteresse. Han brugte dog blandt andet også sine evner til at lave skilte til de handlende i Køge. Tegnerens børn fører familietraditionen videre idet sønnen er skiltemaler i Store Heddinge og én af de tre døtre blev malerinde på Den kongelige Porcelænsfabrik. Så selv om det nok er ganske andre motiver der blev malet her, er den kunstneriske interesse ført videre i familien.
Materiale efterlyses
Indtil videre har Køge Byhistoriske Arkiv fået indleverede et par gamle udklip fra aviserne i Køge. Desuden er der kommet et godt fotografi af Tegneren. Viola og Ernst Bernhardt Nielsen havde 4 børn og det er det ældste barnebarn der lå inde med materiale om Tegneren. Svend Poulsen, indehaver af Malersvend, har også sørget for at indlevere fotografier af tegningerne til Køge Byhistoriske Arkiv.
Så selv om de nye beboere i ejendommen skulle vælge at få tapetseret igen, er tegningerne nu bevaret for eftertiden.
Skulle der være læsere af Lørdagsavisen der stadig ligger inde med tegninger eller oplysninger, hører Køge Byhistoriske Arkiv meget gerne fra dig på telefon 56 64 15 92 eller e-mail byarkiv@koege.dk