Frostsneen knirkede under fødderne, termometeret var på tocifrede minusgrader og over det hele stod en klar stjernehimmel.
Kyndelmisse slog sin knude i Køge.
”Kyndelmisse i Køge” viste sig fra sin smukkeste side. Årets tema var vinter og aldrig har der vist været et mere passende tema for Kyndelmisse i Køge. Køge Arkiverne havde i temaet vinter hentet inspiration til mange gode arrangementer.
På Byarkivet kunne man møde Herfølge Husflid, som havde åbent værksted og udstilling af husflidsarbejder i alle afskygninger. De lange vinteraftener har altid været anvendt til indendørs sysler. På Kyndelmisseaftenen kunne man således også prøve kræfter med alt fra pileflet til sølvarbejde. Foreningen fortalte og demonstrerede de spændende håndarbejdsteknikker bag arbejderne. Herfølge Husflid er én af Danmarks ældste husflidsforeninger og har i over 130 år holdt til i samme bygning i Herfølge.
Temaet ”vinter” havde også givet inspiration til et par arrangementer med udgangspunkt i Svend Gønge og svenskekrigene i midten af 1600-tallet. De svenske tropper krydsede i isvinteren 1658 over de tilfrosne bælter og invaderede Sjælland. Friskyttekaptajnen Svend Poulsen Gønge, med tilnavnet Gøngehøvdingen, gjorde sit til at bekæmpe de svenske tropper og deres forsyninger. Forfatter Gitte Kjær fortalte om fakta og fiktion om Gøngehøvdingen. Efter foredraget stod arkivets medarbejder Ole Søndergaard for en rundvisning i det kolde, mørke Køge ”i svenskernes fodspor”, som i 1658-60 var besat af svenske tropper.
Fra arkivets rige samlinger var der fundet mange eksempler frem til publikum. Det var både i form af filmfremvisning ved arkivets Ønskebio, men også ved en lille udstilling af vinterbilleder fra Køge. Vinterbillederne kan alle findes på Køge Arkivernes website www.koegearkiv.dk
Mange fik også svar på spørgsmål om personer og bygninger på selve aftenen, hvor der var stor aktivitet i Byarkivet.
Køge Arkiverne og VisitKøge havde inviteret meteorolog Peter Tanev, kendt fra TV2-vejret, til Køge på Kyndelmisseaftenen. Peter Tanev fortalte meget levende og underholdende om det danske vejr og selvfølgelig vintervejret i særdeleshed. Han kom ind på arbejdet som meteorolog og om vintervejret i Køge.
Inden Peter Tanevs foredrag gav Køge Kor en flot koncert for en fuld sal. Koret havde hentet en række af årstidens sange frem fra den danske sangskat og gav en flot opvisning på deres kunnen.