Glimt fra Køges Historie – Kinos historie i Køge

Af Lars Kjær, Køge Arkiverne

I en tidligere artikel i Glimt fra Køges Historie har vi fortalt om Bios historie i Køge (Se koegearkiverne.dk). Nu er det blevet tid til at fortælle om den anden biograf i Køge, Kino.

12.5.1918

Den 12.5.1918 åbnede der endnu en ny biograf i Køge, således at Køgegenserne nu havde hele to biografer at vælge imellem. Det kan måske virke som meget i den dengang ret lille by. Men filmene var korte og der har ikke været mange andre underholdningstilbud. Så det var et populært tiltag blandt køgenserne.

Den fik i første omgang navnet Hafnia-Biografen. Hafnia-Biografen var indrettet i Hotel Dannevirkes sal, som lå over gården bag Torvet 6-8. Salen havde 220 siddepladser. Der gik dog ikke lang tid, før biografen kom til at hedde ”Kosmorama”. Navneskiftet fandt sted den 14.6.1918, altså blot en måned efter åbningen.

Allerede efter et års tid, nemlig i april 1919 måtte biografen dog flytte til nye lokaler. Østsjællands Folkeblad skrev, at Kosmorama flyttede, men at det endnu var uvist, hvor biografen skulle flytte hen. Trafikassistent Holm, direktør for biografen, meddelte, at man den 13. april ville spille for sidste gang i lokalerne i Dannevirke:

Dette skridt, som uden tvivl vil vække stor opmærksomhed hos det store biografelskende publikum i Køge, er foretaget efter venskabelig Overenskomst mellem Hotel Dannevirke og Kosmoramas ledelse. Antagelig vil køgenserne så i et par måneder komme til at nøjes med et biografteater, indtil Kosmorama får indrettet nye lokaler et eller andet sted i byen”.

I oktober 1919 genåbnede Kosmorama biografen i urmager Aarsøs ejendom, Nørregade 10. Det var den for Køge så velkendte arkitekt Sylow, der tegnede biografen. Den blev opført som en tilbygning til Nørregade 10 med en sal i gården.

Biografen blev ombygget i flere omgange gennem årene og der kom en række fornyelser til. På et tidspunkt i forløbet skiftede den navn til Kino, men den præcise dato står usikkert. I 1930 indførte biografen tonefilm, hvilket har givet helt nye oplevelser til biografpublikummet. I løbet af 1948 og igen i 1959 var biografen lukket på grund af ombygning.

Fotografi fra 1976

Særligt ombygningen i 1959 var en stor omgang. Her meddelte biografejer P. Chr. Aarsø, at man forventede at ombygningen ville vare to måneder. Biografien ville få nye bekvemme siddepladser, widescreen lærred, nyt tæppe, operatørrum og en ny scene. Ombygningen kom dog til at vare et halvt år, så det var virkelig en omsiggribende modernisering Kino gennemgik. Da Kino endelig åbnede den 5. November 1959 var det med en lukket forestilling for en indbudt kreds. Tilskuerne kunne fornøje sig med det danske lystspil “Poeten og Lillemor”.

Kino blev drevet helt frem til 1978, hvor fogeden lukkede Kino efter problemer med at betale huslejen. Senere samme år flyttede BR legetøj ind i bygningen.

En ældre køgenser husker, hvordan byens drenge ofte lå på gulvet nede foran scenen og så film. Så sæderne har formentlig ofte været udsolgt. Kunne man få en siddeplads oppe på varmeapparatet ude i siden, så var det heller ikke noget dårligt sted at sidde og se film. Bio trak dog mere end Kino. Det var den, der havde de mest spændende film, husker han. Så han var oftest at finde i Bio, men gik også gerne i Kino. Var der udsolgt i den ene biograf, så prøvede man den anden.

Du kan læse den fulde historie om Køges biografer og deres historie i Køge Studier 2017, som kan lånes på bibliotekerne og købes på arkiverne.

Køge Byarkiv holder lukket tirsdag d. 19. marts.