Hit med Historien melder: Missionen fuldført

De nuværende bestyrelse for Hit med Historien. Fra venstre ses Claus Mechlenborg, Jacob Kobbernagel, Lars Kjær, Lene Brysting Renault, Karin Larsen, Brita Overgaard Jensen, Birte Broch og Jytte Dahl.

Redaktionen bag den populære bogserie fra Køge ”Hit med Historien” har valgt at nedlægge sig selv. ”Vi er kommet i mål med den opgave, som vi satte os for at udføre”, udtaler formanden for selskabet, Lene Renault, fra Køge Arkiverne. Projektet har kørt i næsten 20 år, og nu er det altså slut.

Nyskabende

Hit med Historien var fra starten et nyskabende projekt på forkant med den senere udvikling. Blandt andet var inddragelsen af børn fra Køge nyskabende, som ikke kendes fra andre lignende bogprojekter. Det var længe før ”samskabende” blev et modeord i projektsammenhænge. Det tværfaglige samarbejdet mellem skoler og kulturinstitutioner var også i højsædet i dette projekt, længe før der var nogen, der talte om ”åben skole”, og at det omgivende samfund også skulle samarbejde med skolerne.

8 bøger

Der er i det hele taget sket meget, siden den første bog blev udgivet tilbage i 2001. Den første bog var et forsøg, hvor samarbejdet, arbejdsformen og tværfagligheden blev prøvet af. Herefter blev projektet sat i system, da selskabet Hit med Historien blev formelt stiftet i 2002. Selskabet har således eksisteret frem til i dag og udgivet bøger om forskellige perioder. Det er blevet til i alt 8 bøger med forskellige forfattere om Køges historie, fortalt for børn med børn som ”konsulenter”.

Bred appel

Bøgerne har vist sig at have en meget bred appel. Bøgerne er korte, illustrerede og letlæste, og har derfor appelleret til mange. Samtidig behandler flere af bøgerne vores egen tid. Vi mennesker kan godt lide historier, som vi kan relatere os selv til. Det er en af grundene til, at bøgerne er blevet godt modtaget gennem alle årene. Hit med Historien har i det hele taget mødt stor imødekommenhed over for projektet fra alle sider, lige fra børnekonsulenterne og deres forældre, skolerne, byråd, virksomheder og fonde, forfattere og fra læserne – ikke mindst fra køgeborgerne. 

Udgives digitalt

Hit med Historien efterlader sig en vægtig arv i form af de otte bøger. Der er stadig eksemplarer af alle bøgerne på lager. Interesserede kommer ikke til at gå forgæves efter bøgerne, selv om selskabet nu ikke eksisterer længere. Bøgerne kan købes på KøgeBibliotekerne og Køge Byhistoriske Arkiv. Flere af boghandlerne i Køge har dem også på lager. Desuden har selskabet nu valgt at udgive alle bøgerne digitalt, så de kan læses og benyttes af alle interesserede. ”Vi er glade for på denne måde at kunne give det store arbejde frit og gøre det nemt tilgængeligt og til glæde for alle”, udtaler Køges bibliotekschef Jytte Dahl i den forbindelse. De digitale bøger kan bl.a. findes på bibliotek.dk samt på koegearkiverne.dk. Se mere på https://koegearkiverne.dk/hit-med-historien/historierne 

Alt materiale fra Hit med historiens hjemmeside er flyttet over på Køge Arkivernes hjemmeside, hvor det fremover kan benyttes.